(Delvis afsløring af plot og handling)
9 år fra den amerikanske premiere på Breaking Bad (serien kørte oprindeligt på AMC Network mellem 2008 og 2013) skulle der gå, før vi nu har en anmeldelse af kultserien klar. Dette skyldes dog ikke, at jeg ikke bryder mig om den – tværtimod! Jeg har faktisk aldrig set en serie før, hvor jeg følte tilnærmelsesvis ubehag, når der ikke var mulighed for at se et afsnit mere. Sådan havde jeg det med serien om kemilæreren Walter White (Bryan Cranston).
For dem der ikke kender serien vil dette, at hovedpersonen er kemilærer, nok betyde et mentalt turn off på serien. Men vær på vagt med jeres fordomme! White er godt nok ved seriens begyndelse prototypen på en tør og udbrændt lærer, der har haft evnerne til at drive det langt i det private erhvervsliv, men som (af grunde jeg ikke her skal afsløre) er strandet i en sikker ansættelse i det offentlige uddannelsessystem. Men jeg skal love for, at han hurtigt får god brug for sine kreative evner inden for det kemiske felt.
Uden at afsløre de afgørende dele af handlingen, kan man sammenfatte plottet således: White bliver diagnosticeret med aggressiv cancer og kommer ved tilfældets mellemkomst på den idé, at han kan tjene kassen på at omsætte sine kemikundskaber til produktion af metaamfetamin. Ekstremt? You bet! Whites intention er at rejse penge til sin kommende enke, sin handicappede søn og sit ufødte barn.
For at gøre situationen endnu mere kompliceret, behøver White hjælp fra en der kan agere i underverdenen, hvis han skal kunne afsætte sit stof- et stof der faktisk viser sig at være langt det bedste på markedet! Eneste mulighed synes at være hans tidligere elev (og mislykkede drop out) Jesse Pinkman (Aaron Paul). Dette suspekte (og komiske) lærer/elev-forhold viser sig dog at være virkelig effektivt – om end ofte mere via held og tilfældigheder end af kløgt.
Alt dette foregår naturligvis i al hemmelighed, og som sæsonerne skrider frem (5 i alt) synes White at have to til stadighed voksende opgaver: 1) At tjene flere og flere penge og 2) At finde på flere og mere komplicerede dækhistorier overfor sine nærmeste.
I denne ’store’ fortælling smyger der sig sidehistorier og -karakterer ind, som konstant er med til at give serien nyt liv. Den taber så at sige aldrig pusten.
Grundlæggende mener jeg, at serien til at begynde med på forbilledlig vis blotlægger den gamle problematik omkring, hvorvidt målet helliger midlet. Er Whites gode intention som at sørge for sin kommende efterladte familie, så god, at det kan retfærdiggøre, at han producerer metaamfetamin, der potentielt kan dræbe unge mennesker? Og hvis dette virkelig er hans intention, hvad gør han så, hvis han måske alligevel ikke er så syg endda?
Senere bliver serien et studie i, hvad magt, rigdom og spænding kan få os mennesker til at gøre, hvilket (til trods for at det er et klassisk tema) beskrives yderst originalt og neglebidende.
Serien blev en megasucces, og både publikum og anmeldere var vilde med den. 16 Emmy-priser og 2 Golden Globes blev det til. Cranston fik 4 Emmyer for bedste hovedrolle, Paul 3 for bedste mandlige birolle og Anna Gunn (Whites kone) 2 for bedste kvindelige birolle.
Før vi fortaber os i den helt store omgang award-onani må jeg hellere pointere, at jeg faktisk mener, at disse priser er fuldt fortjente. Skuespillet er sublimt, og hvis jeg personligt skulle fremhæve en præstation, skulle det være Dean Norris i rollen som Hank (Whites svoger) – en DEA agent, der som seriens vilde plot kræver, selvfølgelig ender med at efterforske de forbrydelser, der følger i slipstrømmen på Whites forehavende. Norris portrætterer Hanks vaklen mellem ultra-macho politimand og blød familiemand med tilbagevendende angstanfald på bedste vis. Jeg elsker sammensatte karakterer – og Norris overbeviser mig.
Seriens skaber Vince Gilligan (nogen vil kende ham som skribent og producer på X-Files) har et ret fedt take på seriens underliggende tema. Han har beskrevet, hvordan han med serien ønsker at slå et slag for den livsholdning, at ”alle handlinger har en konsekvens”, og som han siger, går det ham eksempelvis på, at en diktatorisk massemorder som tidligere præsident i Uganda Idi Amin har kunnet gå fri uden straf. Man må sige, at Gilligan med Breaking Bad har formået at skildre, hvordan handlinger skaber små og store (oftest store!) konsekvenser.
Hvis man er en af dem, der har set Breaking Bad, men ikke har fået nok, er der to muligheder: enten kan man med fordel kaste sig over Better Call Saul – et spin off bygget på karakteren Saul Goodman, White og Pinkmans lyssky advokat – eller man kan, hvis man besidder spanskkundskaber, ty til det spanske remake af serien, Metástasis.
Hvis man ikke har set Breaking Bad endnu, kan man se den på Netflix. Og hvorfor skal man så se den? Jo, fordi det simpelthen er den fedeste serie fra dette årtusinde (både med hensyn til handling og skuespil) - og fordi det er helt uhyggeligt, hvor cool en så gennemført kedelig og kikset figur som Walter White kan ende med at blive!
