Jeg brugte en del tid på at logge ind og ud af min Netflix konto i julen, for at se hvad der var kommet af nye serier, før valget faldt på The OA. Selvom der blev draget parallel, til den populære serie Stranger Things der hittede tidligere i år, var jeg ikke sindssygt imponeret da jeg så traileren, og egentlig heller ikke da jeg læste om handlingen.
Jeg valgte dog at give serien en chance, da jeg som udgangspunkt altid mener at en ægte seriefreak, kan klare at se 8 afsnit og derefter eller undervejs lave sin vurdering. Jeg lod med andre ord min tvivl komme serien til gode.
Blev jeg så skuffet eller positivt overrasket? Ja se her er jeg nødt til at komme med et lidt tvetydigt og politikeragtigt svar, for det ved jeg ærligt talt ikke. Jeg kan med sikkerhed sige, at det ikke er en af de bedste serier, jeg har set sidste år. Der er dog noget ved The OA, som jeg finder smukt, og som gjorde, at jeg var fascineret nok til at bruge 3 dage i julen på at se den, efter mine børn var blevet lagt i seng.
Serien handler om den unge blinde pige Prarie Johnson, (Der spilles af Brit Marling, som i øvrigt også har stået bag serien sammen med producer Zal Batmanglij) der vender tilbage til sin hjemby efter at have været forsvundet i 7 år.
Prarie`s tilbagekomst til hendes adoptivforældre sker tilsyneladende i forbindelse med et selvmordsforsøg, og forundringen breder sig i den lille by, da hun på mirakuløs vis også har fået sit syn tilbage. Prarie vil ikke direkte fortælle hvad der er sket med hende, og hun vil nu gerne kaldes OA, hun refererer også gentagne gange til en mystisk person ved navn Homer, som hun også indspiller videohilsner til.
En unge bølle i byen ved navn Steve, der også husker Prarie, fra før hun forsvandt er tilsyneladende også nysgerrig på, hvad historien er bag den mystiske piges mirakel, og de to indgår en aftale, da Steve balancerer lige på grænsen til at blive smidt ud af skolen, og hans far vil sende ham på en slags afretningsinstitution.
OA, får Steve og fire andre heriblandt en lærer fra skolen, med på at lave en slags clairvoyance session efter at have fortalt sin historie, da hun mener at kunne redde Homer, og måske andre fra den situation hun selv har befundet sig i.
Seriens første afsnit går efter min mening lidt langsomt, men i slutningen begynder det hele at tage en meget interessant drejning, da OA begynder at fortælle sin historie om opvæksten i Rusland med hendes velhavende far.
Det er lidt som om, at dette er meget sigende for serien, fordi den skinner momentvis, men ligesom man tror, at nu bliver det rigtigt interessant, og nu kommer der en forløsning med et virkeligt fedt plot der åbenbarer sig, så er det bare ikke helt hvad der sker.
Jeg nævnte dog i starten, at jeg synes det var en smuk serie, og derfor vil jeg også anbefale personer med hang til drama, eventyr og måske endda science-fiction at give The OA en chance. Jeg skal dog være ærlig at indrømme, at jeg ikke helt kan gennemskue, hvor det helt præcist er denne serie vil hen? Og hvad dens dybere lag er? Jeg kan dog godt se at temaer som sammenhold, tro, kærlighed og døden berøres en del og spiller en central rolle i denne serie.
Selvom der er meget ved serien, der kan sammenlignes med Stranger Things, så synes jeg dog det er lidt af en uværdig sammenligning, da Stranger Things ganske enkelt bliver serveret meget mere smagfuldt og knapt så kluntet.
Jeg giver serien 3 stjerner.
Serien har i øvrigt selveste Brad Pitt på listen over executive producers.
Alle otte afsnit ligger tilgængelige på Netflix.
