3 ting jeg har lært af 3 sæsoner af The Walking Dead

Opdateret

(Foto: The Walking Dead/AMC)

Hvorfor ser vi serier? Eller for den sags skyld film? Hvorfor lytter vi til musik eller bruger tid på andre former for kulturproduktioner? Det kan være for underholdningens skyld. For at le, græde eller væmmes. Personligt elsker jeg, når en serie lærer mig noget om mig selv eller det liv, jeg lever. Det har stor værdi for mig.

En af de serier, der på det seneste har gjort indtryk på mig er The Walking Dead. Som nævnt tidligere her på sitet er jeg – med 8 års forsinkelse – gået i gang med serien om Rick Grimes og dommedagszombierne fra ende til anden. Følgende er de tre ting, jeg har lært af de første 3 sæsoner:

(Foto: The Walking Dead/AMC)

Man up!

For nylig skrev jeg en artikel om hvorfor jeg (endelig) havde overgivet mig til The Walking Dead. Her pointerede jeg, at zombierne langt fra er hovedtemaet i serien, da dette derimod er undersøgelsen af, hvem folk bliver, når verden – som vi kender den – går under. Der er to måder at reagere på i sådan en situation: der er dem, der lægger sig ned og giver op, og dem, der stiller op, når tingene spidser til. Og denne anden mulighed er netop den første lektion, jeg tager med mig fra serien. Man er nødt til at kæmpe, når tingene bliver hårde, også selvom den nemme udvej (læs: Den hurtige død/zombietransformation i TWD-sammenhæng) er den klart letteste løsning.

Ens børn er nummer 1

Efter retræten fra gården, hvor handlingen for sæson 2 for det meste udspillede sig, siger Herschel til Rick, at han nu kun har én ting at fokusere på (og altså ikke skal tage tilbage og lede efter Lori, som måske lever): At holde Carl i live! Han tilføjer: ”Naturen har spillet os et puds, men dén lov gælder stadig”.

Det er klart, at børn – i en verden hvor folk dør i hobetal – er af uundværlig værdi. Men med alle andre forhold i The Walking Dead, er børnenes vigtighed bare ført ud i yderste potens. Diverse gruppers interne kampe er jo ikke grebet ud af den blå luft, men foregår (i mindre åbenlys form og på andre arenaer) i det samfund, vi ynder at kalde civiliseret. På samme måde burde vi være lige så bekymrede for vores børn og den verden, de skal leve i, som Herschel er med hensyn til Carl i The Walking Dead. Og denne bekymring burde både udmønte sig i omsorgsfuldhed på det personlige plan og i bæredygtige prioriteringer på et politisk niveau.

Jeg vil ikke negligere den romantiske kærlighed, men kærligheden til vores børn er kærlighed til fremtiden – både i serien og i virkeligheden.

(Foto: The Walking Dead/AMC)

At alt kan blive godt… er en illusion!!! 

Vi kender følelsen. Alt bliver godt… hvis vi bare fixer dét og dét… og dét. Men husk: Der vil altid være noget ’i vejen’ for en mere permanent lykkefølelse. I første scene i tredje sæson indtager Ricks gruppe et hus, hvor de finder lidt mad og lignende. De når dog knap nok at sætte sig og slappe lidt af, inden forhaven vrimler med vandrere, og de er nødt til at pakke sammen og rykke videre.

Med fare for at falde i den over-pessimistiske grøft (husk at jeg lige har kaldt børnene vores fremtidshåb, så helt sortseer er jeg ikke), vil jeg sige, at denne scene er en ekstremt god beskrivelse af livets vilkår. Vi må stoppe med at forvente, at det er meningen, at vi skal føle lykke og ro konstant. Livet er sgu hårdt og langt hen ad vejen en prøvelse af vores format. Men hvis man accepterer, at vi har en grundlæggende opgave i at mestre livets udfordringer, så kan vi lære at vokse og trives i selv hårde tider. Dette – tror jeg – er en af de vigtigste ting, man kan lære. Og man kan lære det af The Walking Dead.

Jeg fortsætter min færd med Ricks gruppe, i første omgang med sæson 4, og ser frem til at blive inspireret yderligere.

HBO Nordic kan du se sæsonerne 1-7 af The Walking Dead.

Læs også: 3 grunde til at jeg – langt om længe – overgav mig til The Walking Dead

Læs også: The Walking Dead-skuespilleren Scott Wilson er gået bort

Sponsoreret
Prøv C More gratis i 14 dage og få adgang til masser af film og serier allerede idag

Sponsoreret
Gode serier kræver godt bredbånd. Sammenlign priser her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *