5 af de bedste scener fra ’Succession’

Succession bedste scener
Fra Succession / Foto: HBO Max.

’Succession’ er en af de senere års største succeser, og HBO-serien løb ikke overraskende med den mest prestigefulde pris for Bedste dramaserie ved årets Emmy Awards. Vi har håndplukket en række af de bedste scener, der viser hvorfor.

En af tidens bedste og skarpeste dramaserier, Succession, brillierer med uovertruffet skuespil og lige så velskrevne scener. Serien følger den stenrige forretningsmand, Logan Roy, der ejer et af verdens mest magtfulde mediekonglomerater, og som, i jagten på en arvtager for firmaet, sender familien ud i en altødelæggende kamp om magten.

Succession er decideret kræs for seriekendere og er lige dele modbydelig og underholdende. Netop som man har været vidne til én fuldstændig vanvittig scene, bliver den overgået af den næste. Vi har udvalgt fem af de bedste scener fra sæson 1-3, imens vi venter på seriens fjerde sæson.

1: Boar on the floor – episode 3, sæson 2

Hvis man ikke allerede var fuldt ud bevidst om Logan Roys (ondskaben selv, spillet af Brian Cox) nedrige måde at behandle andre mennesker på  – ikke mindst sine egne børn – er scenen, hvor han beder familien spille ”boar on the floor” en stor fed streg under dette. Man tager sig selv i at græmmes og græde af grin på samme tid, og det syge magtspil, der gennemsyrer serien, folder sig ud for fuld udblæsning i netop denne scene.

2: L to the OG – episode 8, sæson 2

I en fuldstændigt malplaceret hyldest til sin far, viser dygtige Jeremy Strong, at han kan meget mere end at spille forpint og forsmået rigmandssøn. Scenen, hvor Kendall Roy rapper, siger rigtig meget om karakteren og den rejse, han er på fra første sæson til dette øjeblik. Samtidig er scenen et bevis på Succession-forfatternes intelligente måde at bringe humor ind i selv de mørkeste afkroge af serien. L to the OG!

3: Thanks for the chicken, Logan – episode 10, sæson 2

I en sjælden scene uden en lind strøm af ord fra den utilpassede svigersøn, Tom (forrygende spillet af Matthew McFadyen), får vi et gyldent øjeblik i anden sæsons finaleafsnit. Med lige dele akavet og påtaget arrogance prøver Tom at overbevise Logan (og sig selv) om, at han har den ”fuck it”-attitude, der skal til for at kunne begå sig blandt de store spillere, ved at stjæle Logans kyllingelår for næsen af ham.

4: We fucking knew – episode 2, sæson 3

Scenen, hvor de fire søskende mødes i Kendalls lejlighed for at diskutere tingenes tilstand, er symptomatisk for Succession og hele dynamikken i søskendeflokken. Der er mange lignende scener at tage af, hvor replikkerne flyver skarpt og hurtigt over bordet, og knivene bliver slebet. Denne illustrerer på forbilledlig vis den konstante mistro, men på sin egen vis også den kærlighed og fælles forståelsesramme, der eksisterer mellem de fire forskruede søskende.

5: Sæsonafslutningen på sæson 3

Okay, denne er en tilsnigelse, for der er tale om en hel episode – nemlig den sidste i sæson 3. Afsnittet er én lang tour de force af vidunderlige scener fra start til slut. Fra de tre søskende, der endelig finder melodien, til Tom og Gregs (fantastisk makkerpar i øvrigt!) gyldne ordveksling: ”What are we going to do with a soul anyway? Souls are boring. Boo souls.” Slet og ret et genialt afsnit, der sætter en tyk streg under, hvorfor Succession er tidens mest velspillede og velskrevne dramaserie!

Succession sæson 1-3 kan ses på HBO Max.

LÆS OGSÅ: Anmeldelse af Succession

LÆS OGSÅ: Anmeldelse: ’The Handmaid’s Tale’ sæson 5 er som et mareridt, du ikke kan vågne op fra igen

LÆS OGSÅ: 6 serier, du skal tale med om i september

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

You May Also Like