De 5 bedste karakterer i Beck på C More

I 2017 var jeg en af dem der fulgte trofast med i C Mores nyeste Nordic Noir-satsning Modus. Denne serie mindede mig på mange måneder om dengang jeg så Beck – en serie der på mange måder står for mig som en all-time-great indenfor krimigenren. Det var derfor med stor glæde, jeg modtog de nye (film)afsnit af serien om Martin Beck, der begyndte at løbe over skærmen på C More i begyndelsen af januar. I den forbindelse genså jeg de gamle afsnit – som ligeledes er tilgængelige nu – og det slog mig, hvor mange super fede karakterer, serien egentlig byder på. Jeg har derfor udvalgt de 5 bedste, som man kan gense, hvis man tør give sig i kast med de mange, ofte meget dystre, mordgåder.

(Foto: Beck – Familien/Nordisk Film)

#5 – Martin Beck (Peter Haber)

Ingen liste om Beck, uden at nævne selveste Martin Beck spillet af sublime Peter Haber (Mænd der hader kvinder), der på flotteste vis portrætterer Beck som samvittighedsfuld (grænsende til det neurotiske) og melankolsk efterforsker. Via underspillet charme samt grundige og intelligente metoder er han samlingspunktet for det hold af kriminalbetjente, der serien igennem tæller karakterer som Gunvald Larsson og Lena Klingström. At Martin Beck må nøjes med en 5. plads på denne liste, er egentlig hverken Peter Haber eller karakteren Becks skyld. Det skyldes i stedet udelukkende, at de fire resterende pladser er besat af skuespillere og karakterer der gør det, om muligt, ENDNU bedre!

(Foto: Beck – Roseanna/Nordisk Film)

#4 – Gunvald Larsson (Rolf Lassgård)

“Hov!”, tænker nogen måske. “Gunvald bliver da ikke spillet af Rolf Lassgård”. Og jeg må jo indrømme, at de fleste ikke forbinder Lassgård med den folkekære enspænder Gunvald Larsson. Men… I 1993-1994 producerede Victoria Film, Rialto Film og SVT Drama 6 tv-film baseret på Sjöwall og Wahlöös geniale socialrealistiske krimier. Beck blev her spillet af Gösta Ekman, men det var Lassgård, der med sin imponerende og voldsomme fysiske tilstedeværelse og episke temperament tog kegler hos publikum. Fun fact omkring denne tidlige Beck-serie er, at Mikael Persbrandt, der i den mere kendte serie spiller Gunvald, rent faktisk havde en mindre rolig som ‘menig’ politibetjent i 1993. Om denne præstation resulterede i ‘forfremmelsen’ til selveste Gunvald Larsson fire år senere vides ikke. Én ting er dog sikkert: Det var IKKE Lassgårds præstation, der var noget galt med. Disse oprindelige film er nu også at finde på C More.

SHOP: Elsker du True Detective, Stranger Things og Twin Peaks? Køb cool trøjer og t-shirts her

(Foto: Beck – I Guds navn/Nordisk Film)

#3 – Grannen (Ingvar Hirdwall)

Hirdwalls rolle er det komiske og hyggelige indslag på nærværende liste. Becks excentriske nabo er umulig ikke at holde af. Forholdet til Beck er begrænset til small-talk på deres tilstødende altaner og i deres fælles opgang, men på trods af denne sparsomme kontakt sidder man ofte med et indtryk af, at Grannen er Becks eneste og mest nære forbindelse til den ‘virkelige verden’ – udover måske datteren Inger. Grannen har, som alle skæve typer, en forkærlighed for (mere eller – som oftest – mindre relevante) anekdoter og vittigheder. Den klassiske og meget svenske er, da han proklamerer til Beck at man har fundet Olof Palmes morder! Beck, der som politimand kunne forventes at ligge inde med denne information før naboen, bliver helt befippet, hvorefter Grannen kan afsløre, at det har stået på Palmes gravsten i alle årene: “Stenhuggeriet står altid bag”.

 

(Foto: Beck – The Money Man/Victoria Film AS)

#2 – The Money Man/Gavling (Lennart Hjulström)

Gavling er den karakter med færrest optrædener på denne liste, men han har uden tvivl fortjent andenpladsen. Inden hans død (jeg skal nok lade være med at spoile, hvordan dette sker) agerer han en gennemgående hovedfjende til Beck og hans kolleger – en person de jager på tværs af andre enkeltsager. Han er kort sagt en slags mørk fyrste i den i forvejen mørke stockholmske underverden. Menneskeliv er ikke hellige for Gavling – snarere tværtimod – og han lader himmellegemerne afgøre folks skæbne. Yderst psykopatisk. Ikke mindst denne listes store stjerne Gunvald Larsson har et horn i siden på Gavling, og deres store konfrontation kommer i afsnittet The Money Man (opkaldt efter netop Gavling), hvor alle normale politiproceduerer tilsidesættes, da Gavling og Gunvald står overfor hinanden som det de egentlig er, to mænd der hver især nægter at lade den anden pisse på sig. Needless to say: i denne konfrontation, som på min liste, kommer Gunvald out on top.

(Foto: Beck – Det japanske shungamaleri/Nordisk Film)

#1 – Gunvald Larsson (Mikael Persbrandt)

For Gunvald Larsson i skikkelse af Mikael Persbrandt er bare den bedste karakter i Beck-universet. Persbrandt inkarnerede, inden sin afgang fra rollelisten, Larssons rå og utilnærmelige attitude til en grad, så det til tider synes svært at skelne mellem, hvor personen Persbrandt ender, og karakteren Gunvald Larsson begynder. Hvis man ser på serien i sin helhed udvikler Gunvald sig fra at være en klar nummer to i hierarkiet med Beck til at være tilnærmelsesvis ligeværdig partner (på papiret er Beck dog altid chefen). Tendensen fra 1997 og frem var da også, at det i stigende grad var Gunvald man så frem til at følge, når næste tv-film blev annonceret. Hovedperson uden egentlig at være det. Man så altid frem til, at han gik i kødet på the bad guys (måske håbede man ofte, at han ville gå lidt mere til den end han endte med at gøre), inden Beck appellerede til fornuft og regler og fik ham stoppet. Gunvalds storhed bevises også, da hans karakter afgår ved døden. Sjældent har en krimi været så følelsesladet som resten af pågældende film, som passende – og helt enkelt – hed Gunvald.

Naturligvis kan min liste diskuteres. Skulle Beck have været højere oppe på sin ‘egen’ liste? Skulle Lena Klingström have været med? Og hvad med de nye afsnit? Fortjener den karismatiske Steinar Hovland ikke en plads? Jo, måske. Repræsentanter for ‘min’ Beck er dog ovenstående. Og jeg ser frem til både at gense de gamle afsnit og følge med i de nye på C More henover foråret.

Læs også: 3 forfattere hvis kriminalromaner vi gerne så som tv-serier

Læs også: Anmeldelse af Modus sæson 2

SHOP: Elsker du True Detective, Stranger Things og Twin Peaks? Køb cool trøjer og t-shirts her

Sponsoreret
Prøv C More gratis i 14 dage og få adgang til masser af film og serier allerede idag

Sponsoreret
Gode serier kræver godt bredbånd. Sammenlign priser her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *