5 klassikere du bør se denne vinter

Opdateret

Jeg har en personlig serie-taktik, som jeg er villig til at dele med jer. Den går ud på, at jeg – på et hvilken som helst givet tidspunkt – skal have gang i to serier: én aktuel og én klassiker. Det fungerer super godt, og jeg kan dermed både holde mig opdateret på det nyeste og forblive skarp på streamingtjenesternes bagkataloger. Jeg er sikker på, at du har en god ide om hvilke aktuelle serier du vil se, men har i det følgende listet 5 klassikere du bør se denne vinter, så du ikke behøver mangle inspiration til din anden serie.

(Foto: House of Cards/Netflix)

House of Cards

Netflix (sæson 1-6)

House of Cards er med metoo-afsløringerne omkring Kevin Spaceys person gået fra at være en af de mest hypede serier til – i sin sidste sæson – at føre en noget mere afdæmpet tilværelse. Og er det ikke lidt synd? Jeg skal ikke stille mig til dommer i den specifikke sag mod Spacey, men naturligvis lægge afstand til alt hvad der hedder overgreb og/eller magtmisbrug. Når det er sagt, må man ikke glemme, at House of Cards som serie er og bliver et mesterværk. Af samme grund er den mit første bud på en klassiker, som du bør se i vintermånederne!

Se traileren til den afsluttende 6. sæson her:

(Foto: Deadwood/HBO Nordic)

Deadwood

HBO Nordic (sæson 1-3)

Forleden kunne vi bringe nyheden om, at optagelserne til en film om Deadwood-universet er gået i gang. Og hvilken bedre måde at fejre dette på end ved at binge seriens tre sæsoner. Når det kommer til westerns er Deadwood as good as it gets, og serien mestrede balancen mellem historisk korrekte forhold og fængende fiktion så godt, at der både hos seere og anmeldere har været enighed om, at de førnævnte tre sæsoner langt fra formåede at forløse det potentiale, serien havde. Du kan passende selv bedømme dette ved at se samtlige afsnit på HBO Nordic, og så kan vi krydse fingre for, at den kommende film råder bod på seriens præmature ‘død’.

(Foto: How I Met Your Mother/Netflix)

How I Met Your Mother

Netflix (sæson 1-9)

Fra serier i den mørke ende, til den mere lette underholdning. How I Met Your Mother er en af mine personlige favoritter, når det kommer til sitcoms. Det er kun Venner, jeg har set mere end serien om Ted, Barney og de andre i. Seriens afsnit er sindssygt velskrevne, og man kommer altid i godt humør af at se de (tilpas) korte afsnit. De sidste to pointer (feel good-stemning og afsnittenes længde) var hovedårsagen til, at en ikke ubetydelig del af min barselsorlov med mit første barn blev brugt på How I Met Your Mother. Hvis du har tendens til vinter-tungsind vil jeg på det kraftigste anbefale, at du vælger denne som din vinterserie.

Du kan desuden lige tjekke denne video med de sjoveste fraklip fra serien ud:

(Foto: Peaky Blinders/C More)

Peaky Blinders

C More (sæson 1-4) og Netflix (sæson 1-4)

Det er umuligt for mig at skamrose Peaky Blinders mere end jeg allerede har gjort. Serien har det hele. Den er ekstremt medrivende, virkelig flot og så har den de fedeste karakterer – både good (hvis disse findes?) og bad guys. Grunden til at jeg har taget serien med på denne liste er selvfølgelig, at jeg ønsker, at alle dem der endnu ikke er faldet for serien, vil opleve den samme fascination for Shelby-klanens virke, som jeg har fundet. Og så er der jo den bonus, at sæson 5 får premiere allerede næste år (eksklusiv premiere på C More).

(Foto: Vikings/C More)

Vikings

C More (sæson 1-4) og HBO Nordic (sæson 1-4)

Vintermånederne kan være en hårdfør prøvelse her i de nordiske lande, og mangler du inspiration til, hvilket sindelag der vil kunne bringe dig igennem kulden og blæstens udfordringer, så er Vikings på C More eller HBO Nordic nok lige noget for dig. Som dansker identificerer jeg mig sgu altid lidt med vikinge-fortællinger og Ragnar og hans efterkommeres eventyr i både Skandinavien, England og længere sydpå vil med garanti ikke skuffe dig, hvis du også føler, at du har lidt vikingeblod i årene.

Hvis du har set alle ovenstående serier, er der helt ekstremt mange andre klassikere at gå i gang med – særligt på Netflix og HBO Nordic. Vinteren er perfekt til at få (gen)set serie-klassikerne, og det slår aldrig fejl hjemme hos mig, at når lyset slukkes udenfor, tændes lyset på skærmen.

Læs også: 4 serier jeg ser frem til i november

Læs også: Aktuelle serier på HBO Nordic i november

Sponsoreret
Prøv C More gratis i 14 dage og få adgang til masser af film og serier allerede idag

Sponsoreret
Gode serier kræver godt bredbånd. Sammenlign priser her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *