5 legendariske caféer i vores favoritserier

Vi har tidligere – i en artikel om stedets magt i Twin Peaks – beskæftiget os med det forhold, at locations kan være lige så vigtige for en serie, som de karakterer der indgår. Vi har nu gravet lidt dybere i materien og fundet frem til 5 caféer vi aldrig glemmer fra vores favoritserier. De blev så ikoniske, at det er umuligt at tænke dem ud af de serier, de er en del af.

Vi Elsker Seriers favoritcafé er Espresso House, hvor vores Serieklub blandt andet har afholdt et fantastisk Twin Peaks-arrangement, som du kan læse mere om her.

(Foto: Friends/Warner Bros. Television)

Central Perk (Venner)

Der er ingen tvivl om, at ‘Central Perk’ er den mest ikoniske kaffebar i seriernes univers. Den er for kaffebarer, hvad Cheers (Sams Bar) er for værtshusene. Det er her publikumsfavoritten Gunther regerer, her Phoebe med nerve og (det omvendte af) ynde fremfører sin episke ‘Smelly Cat’ og her Chandler slår op med Janice. Og ikke alene udspilles alle disse klassiske scener på ‘Central Perk’, nej, hele serien indledes på kaffebaren, hvilket understreger stedets ikoniske status. Se åbningssekvensen her:

(Foto: Twin Peaks/ABC)

RR Diner (Twin Peaks)

To af vores favoritscener i Twin Peaks udspiller sig på ‘RR Diner’. For det første scenen, hvor den stokdøve Gordon Cole (David Lynch) ud af det blå kan høre alt hvad Shelly Johnson (Mädchen Amick) siger, hvilket fremstår som en af de smukkeste illustrationer af kærlighedens væsen – at der et eller andet sted derude er én, der kan høre dig. Se scenen her:

Den anden scene er mellem Bobby og Major Briggs. En ægte far/søn-dialog, som – kan man gætte på – ender med at påvirke den uregerlige Bobbys liv i en grad, så han 25 år senere i The Return kan agere fornuftig og retskaffen politimand. Se den rørende scene her:

(Foto: Gilmore Girls/Warner Bros.)

Luke’s Diner (Gilmore Girls)

‘Luke’s Diner’ er en uundværlig del af Stars Hollow, den lille idylliske by, hvor Lorelai og Rory Gilmore bor. Den allerførste scene i det allerførste afsnit foregår i Luke’s Diner, og den allersidste scene i den oprindelige serie finder også sted der. Det er her, Luke og Lorelai mødes hver dag og sender lange blikke efter hinanden, og det er her, de fleste indbyggere i Stars Hollow mødes og spiser hver dag. Luke er kendt for sin virkelig gode kaffe og sit svingende humør. Se i klippet herunder, hvad der sker, da Luke har en ny omelet på menuen.

Det er også Luke, der understøtter Lorelais usædvanligt store koffeinafhængighed:

(Foto: Beverly Hills 90210/90210 Productions)

The Peach Pit (Beverly Hills 90210)

‘The Peach Pit’ er en integreret del af vennegruppen i Beverly Hills 90210‘s sociale liv. Betydningen af dineren formindskes vel som sæsonerne går, i takt med at ‘After Dark’ i stadig højere grad iscenesættes som de nu ‘voksne’ karakterers favoritsted at hænge ud. Men ‘The Peach Pit’ og ejeren Nat, der på det nærmeste fremstår som en blanding af mentor og bedstefar for særligt Brandon og Dylan, er under alle omstændigheder blevet ikoniske repræsentanter for en af 90’ernes største serie-succeser. Og så har en stor procentdel af seriens karakter faktisk arbejdet på ‘The Pit’. Nogle med større glæde end andre. Se bare klippet fra Steves ‘karriere’ på dineren her:

(Foto: Comedians in Cars Getting Coffee/Sony Pictures Television)

“Seinfelds” biler (Comedians in Cars Getting Coffee)

Den sidste café på vores liste er måske nok lidt letkøbt, da der jo strengt taget overhovedet ikke er tale om en café. Men… det er en location (forskellige biler), der er kaffe involveret og det er super sjovt. Comedians in Cars Getting Coffee, der blev sendt for første gang i 2012 og indtil videre har budt på 10 sæsoner, er netop kendetegnet ved et koncept der både er fasttømret og varieret på samme tid. Biler, kaffekøb og komikere er en fast bestanddel, mens mærke, sted og deltagere skiftes ud. Vi skulle ikke have noget imod, hvis Jerry en dag slog forbi Espresso House og inviterede os på en kop kaffe i en vintage bil. Men indtil da må vi bare nyde Comedians in Cars Getting Coffee.

Husk at du ved at melde dig ind i Vi Elsker Seriers Serieklub får en Signatur-plakat fra Vi Elsker Serier (værdi 199 kr.).

Læs også: Kaffe og fanteorier – 1. del: Twin Peaks The Return

Læs også: Kaffe og serier med Defecto

Sponsoreret
Prøv C More gratis i 14 dage og få adgang til masser af film og serier allerede idag

Sponsoreret
Gode serier kræver godt bredbånd. Sammenlign priser her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *