De 5 mest uhyggelige gyser-serier

Der findes rigtig mange gode og uhyggelige serier derude. Og der skal nok komme mange flere til. Men vi har udvalgt fem særlige af slagsen, der kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen, og måske får dig til at sove med lyset tændt. Der er foruroligende, skræmmende og åh så skønt! Personligt er jeg selv en kæmpe bangebuks, men når serien også har en god historie kan jeg ikke holde mig væk. Så sørger jeg i stedet for at se den om dagen (eller med lyset tændt), og lyden skruet en anelse ned.


(Foto: Black Mirror/Netflix)

Black Mirror

Der er flere antologi-serier på listen, og den første af slagsen er Black Mirror. Alle afsnit er afsluttede historier, instrueret af forskellige mennesker, men centreret omkring at vise den mørke side af teknologi. Oftest i en nær, dystopisk fremtid. Første afsnit er noget af det mest voldsomme, jeg længe har set, men der er flere episoder, der kryber ind under huden på en og er skræmmende på meget forskellige måder. En af mine favoritter er White Christmas med bl.a. Jon Hamm i en af de bærende roller. Skal det være mere klassisk gys, er Playtest også ret effektiv. Du kan se Black MirrorNetflix.


(Foto: Masters of Horror/Industry Entertainment)

Masters of Horror

Da instruktøren Mick Garris (Critters 2 og Sleepwalkers) inviterede sine venner på middag nød han en inspirerende aften med horror-legender som John Carpenter og Tobe Hooper. Dog var det Guillermo Del Toro, der fik ideen at kalde selskabet for Masters of Horror. Senere blev flere inviteret til middag, og serien opstod (næsten af sig selv). Hvert afsnit er cirka en time, og instrueret af en kendt horror-instruktør. Afsnittene indeholder alt fra satire, klassisk gys til zombier og body horror. Særligt blev Takashi Miikes afsnit Imprint ikke vist på tv, da det blev vurderet til at være alt for voldsomt. Mick Garris sagde selv om episoden, at det var den mest forstyrrende film, han nogensinde havde set. Dem, der kender til Miikes værker, ved, at så må der være tale om noget helt vildt! Heldigvis findes afsnittet stadig på DVD og Blu-ray.


(Foto: Twin Peaks The Return/Showtime)

Twin Peaks: The Return

Noget af det tv, der har givet mig flest mareridt henover årene er nok fra den første sæson af Twin Peaks, hvor Bob dukker op i tide og utide. Det blegner dog en anelse i forhold til Twin Peaks: The Return, hvor David Lynch har fået frie hænder til at skabe en fortsættelse til serien 25 år senere. Sætningen ”Gotta Light?” kommer aldrig nogensinde til at lyde normal i mine ører igen. Udover at der er skruet op for mystikken, er der også mange flere uhyggelige figurer i serien. Bl.a. den mørke, hjemløse mand med det uforglemmelige spørgsmål, der minder lidt om den hjemløse mand, der dukker op i Lynchs Mulholland Drive (og giver publikum noget nær et hjertestop!). Der er bevægelige træer, kvinder uden øjne og en ond Cooper. Derfor skal Twin Peaks: The Return med på listen. Du kan se Twin Peaks: The ReturnHBO Nordic.

Læs også: Anmeldelse af Twin Peaks “The Return”


(Foto: American Horror Story/20th Century Fox)

American Horror Story

Beviset på at ”more is more” en gang i mellem fungerer ret godt. Særligt når det kommer til gys og uhygge. Serien American Horror Story udforsker og udnytter en masse klichéer, der forbindes med genren på en god og nyskabende måde. Hver sæson fungerer som en afsluttet mini-serie med et nyt emne hver gang. Bl.a. har de været igennem sæsoner som Coven, Freak Show og senest Cult, der dog ikke er kommet på Netflix endnu. Serien er skræmmende, men også værd at lægge mærke til pga. sine mange stærke, kvindelige karakterer. Det er fedt at opleve. Den er vellavet og så skorter det ikke på uhyggen. Du er bange fra første minut, og det bliver kun mere intenst. Du kan se American Horror StoryNetflix.


(Foto: Are You Afraid of the Dark/Nickelodeon)

Er du bange for mørke?/ Are You Afraid of the Dark?

Okay. Måske er det ikke længere den mest uhyggelige serie, men Er du bange for mørke? lagde grobund til mange mareridt i min spæde ungdom, når serien blev vist på tv efter skole. Men alligevel blev jeg ved med at vende tilbage, og netop der er tiltrækningen ved gyset ret stærkt. Der var selvfølgelig også Gåsehud, men det var amatør-udgaven i mine øjne. I serien samles en gruppe af unge rundt om et lejrbål og fortæller historier, der vises for publikum. Kan du eksempelvis huske historien om den forbandede pinball-maskine, eller den uhyggelige klovn? Uh! Jeg har ikke set serien siden dengang, og det er ikke sikkert, at den stadig holder. Men det gjorde den i 90’erne!

Hvilke gyserserier er dine favoritter?

Læs også: 10 serier med seriemordere du bør se

Læs også: David Lynch lukker ikke døren for en ny omgang Twin Peaks

NYTÅRSTILBUD: Køb 3 produkter og betal for 2 i vores nye shop. Læs mere her

Sponsoreret
Prøv C More gratis i 14 dage og få adgang til masser af film og serier allerede idag

Sponsoreret
Gode serier kræver godt bredbånd. Sammenlign priser her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *