Serier | Guides

6 serier, du skal tale med om i september

AfCarina Nørgaard Schou
14. september 2022
Jeff Bridges som Dan Chase i 'The Old Man'
Foto: Disney+

Del artikel

Dine venner har inviteret til middag, og du ved bare, at snakken kommer til at falde på de nyeste serier. Ingen grund til panik, hvis du ikke er helt opdateret. Her får du vores lynguide til 6 af de vigtigste serier, du skal kende og tale med om i september

Streamingtjenesterne bugner for tiden. Når efteråret sætter ind, skruer Netflix, Disney+, HBO, Prime Video, C More og alle de andre op for antallet af premieretitler for at lokke os inden for på sofaen og tilbringe de mørkere og køligere aftener i selskab med en af de nye drama-, komedie- eller sci-fi-serier.

Det kan til tider være svært at overskue det enorme udbud, og det er der, hvor vi nu kommer dig til undsætning. Hvis bare du kender de nedenstående titler og indholdet i kort form, er du godt klædt på til at klare dig gennem de stensikkert tilbagevendende konversationer ved de kommende måneders mange middagsselskaber.

The Handmaid's Tale

Femte sæson fortsætter, hvor den fjerde slap: June Osborne har slået kommandør Waterford ihjel og skal nu finde ud af, hvordan hun kommer videre. Kan hun slå sig til ro med sin familie hjemme i Canada, nu hvor hun endelig er sluppet ud af Gilead? Eller er hun nødt til at tage det endelige opgør med kommandørens kone, Serena? Det sidste naturligvis.

The Handmaid's Tale er i sæson fem præcis lige så grum og deprimerende, som den plejer at være. Men måske er der lys for enden af tunnelen, for June vil kæmpe for at blive genforenet med sin datter Hannah, som Serena ellers har taget under sine kærlige vinger.

The Handmaid’s Tale sæson 5 har premiere 14. september på HBO Max

The Old Man

The Old Man er baseret på Thomas Perrys bestseller af samme navn. I serien spiller Jeff Bridges den aldrende CIA-agent, Dan Chase, der for længst har forladt tjenesten, og som nu lever livet lidt på kanten.

Men fortiden indhenter ham. Og da en lejemorder forsøger at dræbe ham, går det op for den gamle agent, at han for at kunne leve videre, må se at blive forsonet med sin fortid.

Heldigvis kan den gamle mand lidt endnu, og det udmunder i en voldsomt seværdig actionserie med både biljagter, slåskampe og masser af skududvekslinger.

The Old Man har premiere 28. september på Disney+

Drømmeren

Karen Blixen er i top-3 over de vigtigste og mest indflydelserige danske forfattere, og hendes betydning i litteraturhistorien kan ikke undervurderes. Det er derfor også helt på sin plads med en kæmpe seriesatsning i den størrelsesorden, som den Viaplay nu disker op med, Drømmeren - Karen Blixen bliver til.

Serien begynder, da forfatteren kommer hjem fra Afrika - syg, fraskilt og på fallittens rand. Og den følger hende frem til, at hun ender som danmarkshistoriens største kvindelige moderne forfatter. Connie Nielsen spiller rollen som Karen Blixen og er også en af ​​seriens executive producere.

Drømmeren - Karen Blixen bliver til har premiere 18. september på Viaplay

Carmen Curlers

'Carmen Curlers'
Foto: DRTV

DR's store dramasatsning dette efterår er historien om Carmen Curlers - den lille elektriske papillot, der blev en verdensomspændende succes.

Serien er frit inspireret af den virkelige fortælling om et af danmarkshistoriens helt store industrieventyr og sætter fokus på iværksætteri og kvindernes frigørelse op igennem 1960'erne, hvor de gik fra at være hjemmegående husmødre til at blive inkluderet på det glohede arbejdsmarked.

Morten Hee Andersen og Rosalinde Mynster spiller hovedrollerne som ægteparret Axel og Tove.

Carmen Curlers har premiere 30. september på DRTV

Mike

Hvem er Mike Tyson bag den hårdtslående facade, og når man ser bort fra historierne om ørebiderier og den lidet flatterende titel som "The Baddest Man on the Planet"? Det forsøger serien Mike at undersøge med denne coming of age-fortælling om den kontroversielle bokser.

Det er Steven Rogers og holdet bag en anden stor biopic fra 2017, I, Tonya, der har skabt serien Mike i otte afsnit. Den giver et indblik i den verdensberømte boksers store op- og nedture, om raceforskelle i USA, berømmelse og den amerikanske drøm.

Mike kan ses på Disney+

Pistol

Punkbandet Sex Pistols er et af de mest indflydelsesrige bands i musikhistorien. På trods af deres korte karriere, der kun varede godt to et halvt år, har de sat sige varige spor både i musik- og kulturhistorien.

Den intense historie folder den Oscar-vindende instruktør Danny Boyle (Slumdog Mililonaire) ud i serien Pistol, som er er baseret på Sex Pistols-guitaristen Steve Jones’ erindringsbog Lonely Boy: Tales from a Sex Pistol.

Pistol kan ses på Disney+

Del artikel

Andre Serier | Guides