Lynchs genistreg – The Return og det sublime

Jeg er vist, som folk er flest. For det første, da jeg er en inkarneret fan af de originale sæsoner af Twin Peaks, som jeg har skam-binget i snart 15 år (ja, jeg er for ung til at have været fan fra første færd – men jeg har da søgt at råde bod på det!).

For det andet var jeg på den ene side ekstremt fascineret af den nye sæson i år, mens jeg på den anden side ofte sad med følelsen af ikke at forstå noget som helst.

The Return ER årets bedste serie

Efterfølgende er jeg ofte blevet spurgt hvilken serie fra 2017, der efter min mening  var den bedste (senest i forbindelse med Vi Elsker Serier’s De 5 bedste serier på HBO Nordic i 2017). Og hver eneste gang kan jeg kun tænke på The Return.

Men hvorfor egentlig? Er det ikke lidt dumt at smide dén i puljen, når jeg samtidig ikke har en fuldkommen forståelse af den? Og endnu værre: Når serien ovenikøbet ofte ikke indfriede de forventninger jeg havde til den – langtfra faktisk – eftersom den på ingen måde var som sæson 1 og 2.

Jeg kan komme med en hel forsvarstale, men det mest interessante bud på denne problematik er nok det, jeg vil kalde Lynchs genistreg. En genistreg som bunder i, hvordan vi mennesker forstår og påvirkes af begrebet om ’det sublime’.

 

Det sublime objekt

Det eksperimentelle socio-psykologiske filosofi-kollektiv Center for Vild Analyse skriver i en af sine veloplagte analyser af det danske samfund om det sublime objekts karakteristika:

”Ethvert ’sublimt objekt’, der gøres til fokus for vores ideologiske opmærksomhed, rummer den fare, at det kan miste sin ophøjede status. Når man kommer for tæt på objektet, indser man pludselig, at det ikke rummer den guddommelige kraft, som man tillagde det.”

En illustrerende pointe: Da Gud blev realiseret blandt menneskene (i form af Jesus), var man ’tvunget’ til at slå ham ihjel for at opretholde hans guddommelige aura. En Gud iblandt os ville hurtigt blive profaniseret – blive for normal. Det ophøjede er defineret ved en uoverkommelig afstand til os. Tænk bare på forelskelsens magi og den efterfølgende skuffelse ved nærmere bekendtskab med forelskelsens genstand.

Nå… det var teori nok – retur til The Return

 

Lynchs genistreg

Den nye sæsons storhed skyldes Lynchs realistiske og pragmatiske tilgang til sit eget værk. Han havde naturligvis indset, at de originale sæsoner var blevet guddommeliggjort, og at en tilnærmelsesvis fortsættelse af stil, tone og (lineær) handling ville resultere i den fatale tilnærmelse til det sublime. En tilnærmelse der (vi kan naturligvis kun gisne om dette) ville have devalueret ikke bare The Return, men sandsynligvis også vores forhold til de oprindelige afsnit. Jeg mener, at genistregen bestod i, at Lynch formåede at skabe et komplet nyt og friskt Twin Peaks, som balancerede mesterligt mellem forløsende og uforløste referencer – vel at mærke UDEN at nærme sig det sublime objekt, som de første 2 sæsoner er og bliver. Ved at gøre dette skabte han ikke bare et stykke tv-historie, der på mest elegante vis legede med vores indbyggede længsel efter nostalgi og at genforenes med det velkendte. Han formåede også – om muligt – at guddommeliggøre The Return. Og hvad så om jeg ikke forstod halvdelen af, hvad der skete! Det sublime – og det guddommeilge – er jo netop defineret ved, at man hverken kan eller bør forstå dem. De virker uanset hvad. The Return… virker!

Tilbud: Køb limited edition t-shirts bl.a med Twin Peaks-inspirerede motiver i vores nye shop. Få 3 valgfri produkter og betal for 2 ( Kampagne gælder til og med 31/1-2018)

Læs også: De 5 bedste serier på HBO Nordic i 2017

Læs også: Glæd dig til januar på C More!

1 Comment

  • Så det sublime består primært i, ikke at forsøge at genskabe det ved sæson 1 og 2, som skabte verdenshistoriens (måske) bedste tv-serie? Man kunne også vende den om, og argumentere for det kujonagtige ved ikke at turde gøre forsøget, grundet risikoen for at falde fra den pedestal, som man har solet sig på i over 25 år.
    Jeg nyder the return, men behovet for at idoliserer sig selv og andre og ikke at turde give slip på dette behov, er vel næppe noget som bør hyldes, hverken ud fra et menneskeligt eller kunstnerisk synspunkt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *