Aktuelle serier på HBO Nordic i november

Efteråret på HBO Nordic har indtil videre været en sand fryd for serie-elskere. Vi er blevet forkælet med serier som Mayans M.C., Manifest, Kidding og Camping, mens der har været nyt fra blandt andet The Deuce, Loudermilk og Supergirl. November-måned bliver ingen undtagelse med hensyn til nye kvalitetsserier på denne tjeneste. Vi har her samlet et overblik til dig over de største premierer.

(Foto: Mike Judge Presents: Tales from the Tour Bus/HBO Nordic)

Mike Judge Presents: Tales from the Tour Bus (sæson 2)

Premiere 3. november

Mike Judge Presents: Tales from the Tour Bus er en animeret komedieserie skabt af Mike Judge, Richard Mullins og Dub Cornett. Første sæson af serien handlede om countrymusik, og bestod af biografiske sekvenser med blandt andet interview af centrale personer (i animeret form). Anden sæson skifter fokus til funken og folk som George Clinton, Rick James, James Brown og Bootsy Collins. Du kan danne dig et indtryk af seriens stil i traileren til første sæson her:

(Foto: Hackerville/HBO Nordic)

Hackerville

Premiere 4. november

Vi har tidligere skrevet om Hackerville i forbindelse med en række stærke østeuropæiske serier der får premiere på HBO Nordic her i slutningen af 2018. Og kan du lide en serie som Mr. Robot, er der en god chance for, at du også vil finde Hackerville spændende. Serien handler nemlig om et hackernetværk og ikke mindst de efterforskere, der skal bekæmpe gruppens lyssky gerninger. Så er du til spændingsserier med cyber-tema, må du ikke snyde dig selv for Hackerville, som har premiere allerede i starten af november.

(Foto: Grisse/HBO Nordic)

Grisse

Premiere 5. november

Det i danske øre lidt sjovt klingende navn Grisse har intet med små lyserøde dyr eller griseri at gøre, men er derimod navnet på et såkaldt periode-drama fra HBO’s asiatiske afdeling. Serien omhandler en oprørsgruppe i kolonitidens Hollandsk Ostindien, der sætter sig op imod overmagten og pludselig står med ansvaret for at lede et mindre bysamfund – netop kaldet ‘Grisse’. Serien er et råt drama, hvilket du selv kan forvisse dig om i traileren fra HBO Asia her:

(Foto: Clique/HBO Nordic)

Clique (sæson 2)

Premiere 10. november

Clique er en BBC-serie med Synnove Karlsen og Sophia Brown i hovedrollerne som henholdsvis Holly og Louise. Den handler om deres oplevelser på universitet i Edinburgh, og ganske som titlen lægger op til, er vi vidne til at hvad der hører ungdomsårene til af kliker, intriger og venskaber der opstår og forfalder. I første sæson blev den voksne – og mere ‘farlige’ – del af livet åbenbaret for pigerne, og der er lagt op til, at 2. sæson byder på stadig nye erkendelser, problemer og livsomvæltende oplevelser for Holly og Louise.

(Foto: Room 104/HBO Nordic)

Room 104 (sæson 2)

Premiere 10. november

I antologiserien Room 104 er vi ligeledes nået til anden sæson. I denne serie er det særligt formen der er tillokkende, da den – som nogen allerede vil vide – udelukkende foregår på et enkelt motelværelse og i hvert afsnit skildrer en ny menneskeskæbne – man følger nemlig den nuværende lejers liv. Room 104 er ikke en serie med en fastlåst genre, og man har fundet frem til en form, hvor genrerne skifter fra afsnit til afsnit. Det er finurligt, raffineret og virkelig interessant. Og så kan man i den nye sæson glæde sig til at se så fede skuespillere som Mahershala Ali (der spiller hovedrollen i den kommende sæson af True Detective, som får premiere på HBO Nordic d. 14 januar) og Michael Shannon (Boardwalk Empire).

(Foto: Sally4Ever/HBO Nordic)

Sally4Ever

Premiere 12. november

Sally4Ever er en britisk komedieserie fra Julia Davis – skaberen af den moderne klassiker Camping (der i øvrigt lige er kommet i en amerikansk ny-indspilning – ligeledes tilgængelig på HBO Nordic). Streamingtjenesten fremhæver i sit pressemateriale både det lyse og det mørke aspekt af Sally4Ever på bedste vis:

“Sally4Ever handler om Sally (Catherine Shepherd), der snart skal giftes med David (Alex Macqueen). David og Sally har været kærester i ti år, men en dag møder Sally den karismatiske Emma (Julia Davis), som hun forelsker sig hovedkulds i. Det, der starter som en romantisk og sexet affære, viser sig at blive lidt af et mareridt, da Emma for alvor folder sin personlighed ud.”

(Foto: Escape at Dannemora/HBO Nordic)

Escape at Dannemora

Premiere 19. november

Af alle månedens serienyheder er Escape at Dannemora den, jeg glæder mig allermest til. Selve plottet omkring en spektakulær fangeflugt er nok til at tryllebinde de fleste. Når man dertil lægger, at serien tager udgangspunkt i virkelige hændelser (jeg husker sagen fra 2015 tydeligt), bliver man bare endnu mere fascineret. Det jeg ser mest frem til er dog to af mine favoritskuespilleres medvirken. Jeg tænker på Benicio del Toro (The Usual Suspects og Traffic) og Paul Dano (Little Miss Sunshine og There Will Be Blood). Jeg holder utrolig meget af dem begge, og glæder mig til at se dem i denne serie, der har Ben Stiller som både instruktør og executive producer.

(Foto: Vikings/HBO Nordic)

Vikings (sæson 5B)

Premiere 29. november

Vikings er en af de seneste års mest populære serier, og hvis du er til episke og brutale fortællinger, er der en god chance for, at du allerede er hoppet med på vognen og er godt inde i Vikings-universet. 29. november bliver både anden halvdel og (igen) første halvdel af sæson 5 tilgængelig. Indtil da kan du varme op med sæsonerne 1-4, der allerede nu kan streames. HBO Nordic skriver følgende i pressematerialet:

“I anden halvdel af sæson fem vender den legendariske viking, Rollo (Clive Standen), tilbage, og det bringer yderligere drama til Kattegat. Ivar the Boneless (danske Alex Høgh Andersen) regerer på tyrannisk vis, og han har drevet Bjørn (Alexander Ludwig) og Lagertha (Katheryn Winnick) på flugt sammen med biskop Heahmund (Jonathan Rhys Meyers). Ivars magt bliver dog snart udfordret, og gamle fjender viser sig at kunne blive allierede. Samtidig kæmper Floki (Gustaf Skarsgård) sine egne kampe på Island.”

Hvis ovenstående ikke skulle stille din appetit, anbefaler vi at du giver dig i kast med HBO Nordics imponerende bagkatalog, der tæller serier som The Sopranos, Twin Peaks, Boardwalk Empire og Sex & the City. God fornøjelse i november!

Læs også: Aktuelle serier på HBO Nordic i oktober

Læs også: Aktuelle serier på HBO Nordic i september

 

 

Sponsoreret
Prøv C More gratis i 14 dage og få adgang til masser af film og serier allerede idag

Sponsoreret
Gode serier kræver godt bredbånd. Sammenlign priser her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *