Alternative Facts: Joachim B. Olsen er Mr. Balls i ny Netflix-serie!

I disse tider er der nærmest intet, der kan overraske én længere. Og dog! Det kom som et lyn fra en klar himmel, da Netflix annoncerede, at Danmarks forhenværende olympiske håb, politiker Joachim B. Olsen, vil krydre politikertilværelsen med hovedrollen i Marvels og Netflix’ helt nye serie-satsning Mr. Balls.

Baseret på kuglestøderens tilgang til livet selv lyder plottet som følgende:

Efter en voldsom ulykke hvor olympiske guldvinder J. Ball Olson ved et uheld får kastet en kugle i hovedet på sig selv, vågner han op som Mr. Balls – en bomstærk superhelt der tæsker sig igennem verdens ondskab med sine store kugler i kampen for frihed!

Læs også: De allerbedste citater af Frank Underwood

Action og cool catch-phrases!

Vi er så heldige at fange Joachim foran dametoilettet på Christiansborg, hvor han laver push-ups foran en meget imponeret Pernille Skipper. Til spørgsmålet om seerne vil tage godt imod Mr. Balls, griner Joakim B. Olsen, imens han omtaler sig selv i 3. person og siger:

”Altså, i serien kaster Joachim B. Olsen sine kugler i ansigtet på fjenden, imens Joachim B. Olsen siger ’Let’s play ball’. Så, you do the math! Den kommer til at omdefinere ordet succes. Og med det de kan lave på computer i dag, vil du nærmest kunne føle Joachim B. Olsens kugler i dit eget ansigt hjemme i sofaen.”

Læs også: Hvorfor Trump bør bliver USA’s næste præsident

En politisk serie

Fjenden, som Joachim B. Olsen refererer til, er de udspekulerede The Very Evil Comrades – en gruppe af blæksprutter muteret med kommunistsocialister, der lever i kloakkerne og suger livet ud af den hårdtarbejdende civilbefolkning med deres lange tentakler for at holde dem selv i live.

”Serien handler i virkeligheden om de alvorlige problemer, vi står overfor i dag”, tilføjer Joachim. “Min topskat er en direkte konsekvens af banditter, bedragere og børnefamilier, der smæsker sig i buffeten til en fest, de ikke er inviteret til. Mr. Balls er en afspejling af den problematik.”

Noget for begge køn

Om Mr. Balls kun er for herrerne, mener Joachim B. Olsen ikke. ”Bag enhver stor mand er der en kvinde. Og bag Mr. Balls står Mrs. Balls, der altid sørger for, at heltedragten er nyvasket og strøjet. Samtidig holder hun sig også både ung og smuk, så han ikke bliver ledt i fristelse. Og når snakken falder på politik og økonomi, tier hun også stille. Hun bringer ham aldrig i forlegenhed. Så jo, hun er bestemt et objekt, de danske kvinder kan identificere sig med”, konkluderer Joachim med et betænksomt blik.

Til sidst nævner Joachim den hårde proces ved at lave tv: “At være tv-skuespiller er super hårdt. Det er nok dobbelt så nedslidende som at være sosu-assistent med et jord-og betonarbejderjob i weekenderne. Der er SÅ meget ventetid!”.

Serien kommer på Netflix næste år og er produceret af Marvel, Netflix, Team Danmark og Liberal Alliances sponsorer.

 

 

 

 

 

 

Sponsoreret
Prøv C More gratis i 14 dage og få adgang til masser af film og serier allerede idag

Sponsoreret
Gode serier kræver godt bredbånd. Sammenlign priser her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *