Anbefalinger: 3 gode serier du bør se i december

Hvilke gode serier skal du se i december? Her kommer anbefalinger til tre af de bedste serier på streamingtjenesterne lige nu.

Friheden, sæson 2

Forstadssvindel handler om mere end at luske for 100 kr. kage ind i vejfesten, hvor alle fik at vide, at de skal tage for 200 kr. med. I hvert fald, hvis du har set Friheden. Nu kommer den anden sæson på Viaplay, og Lars Ranthe (Badehotellet, Jagtsæson) og Lene Maria Christensen (Dicte, Dræberne fra Nibe) drømmer stadig om et liv væk fra ligusterhække og legeaftaler.

Uden at ødelægge det for nogen, så er der et hængeparti efter sæson, som de to (angiveligt) professionelle svindlere skal have samlet op på, og det er så her sæson to starter.

Fokus i første sæson var både kampen om at slippe ud af parcelhushelvedet og de mislyde, der var i gang med at ødelægge det interne forhold mellem hovedpersonerne. Anden sæson kunne godt ende med at genbruge de samme gamle slidte jokes, men baseret på de første par afsnit ser det ud til, at der er sat så mange nye brikker på brættet til, at serien kan spille sig selv i mål uden at falde i den fælde.

LÆS OGSÅ: Nye serier og sæsoner på Viaplay, Xee og C More i december

Ranthe og Christensen er begge dygtige skuespillere, og de har en fed kemi. Serien er samtidig flink til at bruge den danske humor uden, at det bliver for tungt, for sarkastisk eller for selvdestruktivt. Og uden at det bliver plat.

The Queen’s Gambit

Hvis du ikke har hørt om The Queen’s Gambit, er der god chance for, at du generelt ikke interesserer dig for TV-serier, men nu vi har din opmærksomhed, så er den syv afsnit lange serie et absolut SKAL SE. Også selvom du ikke interesserer dig for skak.

Den forældreløse Beth Harmon er et spirende skak-wunderkind, der der har en voldsom forkærlighed for alkohol og narkotika, og serien viser hendes rejse fra den første åbning til det sidste afgørende træk på en overbevisende og medrivende vis. Og kontrasten mellem den enormt strukturerede skakverden og det kaos, der findes uden for brættet, er en vigtig drivkraft i serie, der er i høj grad er båret af skuespil og dialog.

Selvom historien om Beth Harmon er god og spændende, er The Queen’s Gambit mere end det. Dialogen er virkelig velskrevet, og Anya Taylor-Joy (Peaky Blinders, Glass) er skøn og charmerende og ærlig, og hun leverer en præstation, der helt sikkert skaffer hende, hvis ikke priser, så nomineringer.

LÆS OGSÅ: Nye serier og sæsoner på Netflix i december

Og det stopper ikke her. En god historie, levende dialog og dygtigt skuespil er for det meste nok, men The Queen’s Gambit spiller den helt rigtige melodi på alle instrumenter. Kostumer og rekvisitter er formfuldendte og suger dig direkte ind i 50’erne og 60’erne, hvor den foregår. Og den formfuldendthed skyldes i høj grad, at alle syv afsnit har samme instruktør.

The Queen’s Gambit lukker sin historie af på den perfekte måde, og selvom du i høj grad efterlyser mere, når sidste afsnit er forbi, følder du dig på ingen måde snydt.

The Alienist: Angel of Darkness

Inden der fandtes psykiatere, fandtes der alienists, der håndterede det mentale og det syge i mennesker, og The Alienist viste i første sæson, at der ikke skal meget til for at banke råd og ondskab op under gulvbrædderne på det etablerede samfund.

Nu er sæson 2 kommet, og der går ikke længe, før vi igen er trukket lige lukt tilbage til det forrige århundrede. Dakota Fanning (War of the Worlds, Ocean’s Eight) spiller igen Sara. Hun har startet sit eget detektivbureau, og sammen med Lazlo Kreizler (Inglorious Basterds, Rush) og journalisten John Moore fra New York Times, spillet af Luke Evans (Beauty and the Beast, The Hobbit), begiver hun sig ud i jagten på finde et bortført spædbarn.

Ligesom første sæson er der lagt op til masser af spænding og masser af kræs for dem, der er fascinerede af tidsperioden.

LÆS OGSÅ: Anmelder-darlings: 4 af de bedste serier fra HBO og Netflix i 2020

En bonus er dog, at fordi anden sæson ikke skal bruge helt så mange kræfter på at bygge karaktererne op, er der mere tid og plads til at sætte fokus på den verden, de lever i. Det giver lidt mere frihed til at forstærke plottet ved at vise hele brættet og ikke kun de enkelte brikker. Uden at afsløre for meget, er der stor forskel på de to sæsoner. Det betyder dog ikke, at alt bliver nyt og fremmed.

Det er en kunst, der kan være svær at få til at fungere, men The Alienist får det til at se legende let ud.