Anmeldelse: ‘A Discovery of Witches’ sæson 3 skuffer

A Discovery Of Witches / www.simonridgway.com |pictures@simonridgway.com / Foto: HBO Max

‘A Discovery of Witches’ er tilgængelig på HBO Max og er baseret på All Souls-trilogien af Deborah Harkness.

Hver sæson af tv-serien er baseret på en bog, og det giver mulighed for at gå i dybden med kildematerialet på en måde, som en spillefilm aldrig ville kunne.

Jeg var begejstret for seriens første sæson, som formåede at indfange stemningen fra bogen forbilledligt.

Anden sæson oplevede jeg som mere tung i det, og den fangede mig ikke på samme måde som den første. Tredje sæson er bedre end anden, men når stadig ikke højderne fra første sæson.

En visuel oplevelse i sæson 3

Ligesom de to forrige sæsoner er sæson 3 af A Discovery of Witches en visuel oplevelse. Der er kælet for detaljerne, når personer og setting går op i en højere enhed. Ikke et hår sidder forkert på skuespillernes hoveder, og det er lavet så gennemført, at det ikke virker kunstigt. Det er en nydelse at se på, og det forlener os med den oplevelse, at vi virkelig har at gøre med væsner, der er anderledes end mennesker.

Når heksen Diana udfører sin magi med lysende tråde, er det også meget smukt at se på. Det er imidlertid også det, der mister mig lidt som seer. Det bliver desværre til tider kedeligt. Det er simpelthen for perfekt at se på.

Matthew og Diana vender tilbage til nutiden i begyndelsen af tredje sæson (de tilbragte anden sæson i 1500-tallet), hvor de møder nye problemer. Gamle fjender er efter dem, og en ustyrlig vampyr jager mennesker i Oxford. Samtidig er de stadig på jagt efter de sidste sider i Livets Bog. Det er alt sammen spændende, og der lægges op til et stort opgør. Jeg sad i hvert fald og ventede på en stor dramatisk slutning – et klimaks på de forrige sæsoner. Det skete desværre ikke.

Det emmer af candyfloss

Fantasy er typisk en genre, hvor helten eller heltinden ofte må lide store tab for at nå sine mål. Deres liv er i fare, og deres verden er ved at ramle. Det er tæt på flere gange i løbet af A Discovery of Witches, men man frygter aldrig rigtig for Matthew eller Dianas sikkerhed. Jeg forventede at sidde på kanten af sofaen, men det skete ikke. I stedet havde jeg til tider svært ved at holde koncentrationen.

Det er ikke, fordi der ikke er spænding og interessante karakterer, som man holder af og gerne vil følge. Det er der. Vi mangler bare lige det sidste, så det hele ikke virker så nemt for Matthew og Diana og deres venner. Slutningen gør oplevelsen endnu mere flad. Den emmer ærligt talt af candyfloss, og det forventede jeg ikke af en fantasyserie for voksne. Det ville have klædt serien at slutte med et brag og gerne lidt tvetydighed ala denne-kamp-er-ovre-vi-er-klar-til-den-næste. I stedet slutter den på en måde, der er lige så lidt ophidsende som et bestyrelsesmøde i en grundejerforening.

Du skal se A Discovery of Witches sæson 3, hvis du har set de to forrige sæsoner og kunne lide dem. Så er du nødt til at få slutningen med. Se alle tre sæsoner, hvis du elsker smuk vampyr-romantik uden de store udsving. Serien har stærke skuespillere, interessante karakterer og masser af historiske referencer. Spring den over, hvis du vil have mere intens action og spænding, for det leverer A Discovery of Witches desværre kun i første sæson.

Fakta om ’A Discovery of Witches’ sæson 3

Instruktør: Farren Blackburn m.fl.
Medvirkende: Matthew Goode, Teresa Palmer, Alex Kingston m.fl.
Sæson: 3
Afsnit: 7
Streamingtjeneste: HBO Max

LÆS OGSÅ: Nye serier og sæsoner på HBO Max i foråret 2022

LÆS OGSÅ:Fra mord til vampyrer: De bedste fantasy-serier

LÆS OGSÅ: Anmeldelse: Kan ‘The Wheel of Time’ sammenlignes med ‘Game of Thrones’?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

You May Also Like