Anmeldelse af 13 Reasons Why sæson 4

Den sidste sæson af Netflix serien 13 Reasons Why kan streames på tjenesten netop nu. Men lever fjerde sæson op til de forrige? Eller skulle serien være stoppet for længe siden? Du kan læse vores anmelder Frejas mening i denne anmeldelse af 13 Reasons Why sæson 4.

Prisen for løgne

Men selv med dét som et startpunkt formår sæson 4 at gøre det hele enormt rodet og som om, at de griber efter halmstrå for at fremstå ”woke” og for at have et plot, der kan starte samtaler.

I sæson 4 følger vi gruppen bestående af Clay (Dylan Minnette), Tony (Christian Navarro), Jessica (Alisha Boe), Justin (Brandon Flynn), Alex (Miles Heizer), Zach (Ross Butler) og Tyler (Devin Druid), der alle sammen forsøger at lægge fortiden – og et dødsfald – bag sig, mens de nærmer sig afgangen fra high school og ud i det videre liv.

Det hele bliver gjort en kende problematisk, da en politibetjent begynder at dykke ned i Bryce Walkers (Justin Prentice) død og Montys (Timothy Granaderos) involvering (som jo var et set-up af vennerne). Derudover dukker Montys hemmelige elsker, Winston (Deaken Bluman), op på skolen for at finde ud af, hvem der rent faktisk slog Bryce ihjel.

Alt dette sker samtidig med, at Clay langsomt forsvinder ind i sin egen psyke, mister tid og får voldsomme panikanfald. Dette gør ham utilregnelig og vennerne frygter for, at han kommer til at afsløre noget, han ikke skal afsløre.

Hvem kan vi lide?

LÆS OGSÅ: Anmeldelse af 13 Reasons Why (sæson 3)

I stedet for at følge alle med hver sit separate afsnit og med én enkelt fælles fortæller følger vi nu kun Clay og ser tingene gennem hans øjne. Det er et bevidst valg, men det gør fortællingen hamrende upålidelig. Og desuden er der lige pludselig også et bias mod de karakterer, som normalt faktisk var fine nok, om end de havde været med til at dække et mord.

I fjerde sæson er der nærmest ikke en eneste karakter, der er værd – eller nem – at holde af. De er alle sammen selvcentrerede med korte lunter, dårlige vaner og ingen form for selvbevidsthed, som ellers er blevet fremvist i tidligere sæsoner – faktisk er både Clay og Jessica, som originalt var nogle af mine favoritter, blevet fuldstændigt ulidelige at høre på.

Flere personlighedsændringer i 13 Reasons Why

Selvom Clay døjer med en masse (som giver god mening), som han har forsøgt at holde skjult, er han blevet et rent ud sagt røvhul, der kun har tanke og syn på sig selv.

Det er gældende over for hans kæreste, hans venner og hans familie, hvor han nægter hjælp eller støtte. Til gengæld er han vildt god til at flyve helt op i det røde felt, hvis de spørger, om han er okay. Og samtidig føler han sig som en martyr.

Jessica, som - for mig – var en rollemodel for de kvinder, der har været igennem et seksuelt overgreb i de tidligere sæsoner, er blevet til en sygelig form for justice warrior, hvor intet, nogen gør, er rigtigt, og alle er syge i hovedet og røvhuller. Derudover kan hun godt lide konstant at skyde skylden på andre og blive sur over valg, andre tager omkring hende, fordi de ikke involverer hende. Samtidig dater hun en football-spiller, der forsøger at torturere Clay mentalt, uden det som sådan er et problem for hende.

Alle har deres problemer, hvilket jo er en god måde at vise, at alle håndterer traumer forskelligt. Men når det bliver problemer og personligheder, der er nær ulidelige og svære at holde af, så nyder man ikke deres opture særligt meget.

Nogle karakterer skinner igennem

Alex forsøger at finde ud af sin seksualitet på en så reel, nede på jorden og akavet måde, at man næsten ikke kan andet end at elske ham for det – det er små blikke, pinlige kys og samtaler med Tony om, hvornår man ved, at man er homoseksuel. Hans udvikling – også mentalt, når det kommer til Bryces mord – er skruet enormt godt sammen og virker ægte i forhold til alt det andet, der foregår omkring ham. Det er flot skrevet og Miles Heizer spiller rollen til næsten perfektion.

Justin er en af de glædelige overraskelser i sæson 4. I de foregående sæsoner har han været et røvhul og en misbruger, men i fjerde sæson har han vendt sit liv om til det bedre. Faktisk er han regelrytter med rene årer, der er adopteret af Clays familie og med fremtidsudsigter, han ikke havde turde drømme om førhen.

Han er i sagens natur en absolut god fyr, der virkelig forsøger sit bedste for at lade livet blive bedre. Han kæmper sig igennem et misbrug og alle de forfærdelige ting, der er sket, uden det knækker nakken på ham. Og alligevel finder han stadig overskud til at forsøge at hjælpe Clay med hans problemer.

Traumer og re-traumatisering

Jeg kan forstå, at folkene bag serien har været vant til en form for chok-faktor, der har været hooket i de foregående sæsoner, såsom Hannahs selvmord, Bryces mord og Jessicas overgreb, men det virker som om, at de har opdaget, at der mangler et dødsfald og en eller andet sygelig form for full circle ved at slå en ellers elskelig karakter ihjel. Så de valgte at gøre det, uden at der egentligt var grund til det.

Det er simpelthen nærmest en hån mod HIV-overlevere, at de i sidste øjeblik (det næstsidste afsnit) giver Justin HIV, der har udviklet sig til AIDS på ingen tid. Over tre ugers tid er han død, når hverken HIV eller AIDS bevæger sig så hurtigt igennem systemet.

Serien havde en mulighed for at vise HIV og AIDS i et andet lys, netop at det ikke længere er en dødsdom. Men i stedet faldt valget på den eneste karakter, der virkelig har vendt livet til det bedre. Og dét betød døden for ham.

Urealistisk gengivelse af mental sundhed

Det er virkelig en skæv og forfærdelig måde at håndtere sygdommen på. Samtidig er det hele så følelseskoldt og rammer totalt ved siden af, når det kommer til fx immigration, seksuelle overgreb og et hamrende tonedøvt skoleskyderi, der viser sig bare at være en øvelse.

Det eneste positive, jeg kan sige til de ting, er, at Dylan Minnette i det mindste spiller godt skuespil. Det redder en smule af de situationer, der bliver proppet ned i halsen på seeren.

Skoleskyderiet er virkelig et af de afsnit, der kunne have fungeret godt, hvis det havde været det ENESTE traume, der var opstået i serien. I stedet bliver det klemt ind som en undskyldning for at skabe mere drama, flere traumer og mere mistro mellem karaktererne. Det er ikke funktionelt, men i stedet virkelig tonedøvt og føles nærmere som et ”hov, der er ikke sket noget i et stykke tid”-plotpunkt frem for noget, der kunne have noget at sige.

Generelt føles hele sæson 4 som en øvelse i traumer. Det er semi-masochistisk at se serien, fordi de introducerer så mange problemer, traumer og andet, de aldrig løser eller håndtere modent eller fornuftigt. Faktisk føles det, som om de introducerer traumer til seeren for at kunne re-traumatisere dem gang på gang på gang.

Det er en bittersød oplevelse at blive færdig med serien, fordi man ville ønske, at de havde prøvet hårdere eller gjort det bedre, mens man samtidig er glad for, at det endelig er slut, inden serien nåede fuld Riverdale-niveau af teenage-drama og bizar krimi.

13 Reasons Why sæson 4 får 2 ud af 6 hjerter fra mig og et spinkelt håb om, at det virkelig bliver sidste sæson.

Fakta om 13 Reasons Why, sæson 4

LÆS OGSÅ: Nye serier og sæsoner på Netflix i juli

LÆS OGSÅ: Serier, vi glæder os til i resten af 2020