Anmeldelse af ’33’: “Det er ikke kun fis og ballade det hele”

Foto: 33/Kenneth Nguyen/Xee

Kan den nye og femte sæson af serien om Julie og Jesper på Xee leve op til de foregående sæsoners prisbelønnede succes?

(Der vil være spoilers fra tidligere sæsoner)

Forventningens glæde er enorm, da Katinkas smukke stemme på kendingsmelodien igen lyder, men det er dog ikke uden en vis sørgmodighed, da 33 efter sigende er Julie og Jespers sidste sæson.

Derved er det første afsnit af 33, som du nu kan se på Xee, begyndelsen på enden, the grand finale, og er det muligt at afrunde Julie og Jespers eventyr på samme høje og prisbelønnede niveau som de foregående sæsoner?

Mange spørgsmål at få svar på

I slutningen af fjerde sæson, som naturligvis hed 32, fik vi et sneakpeak på, hvor Julie og Jesper ville være ved Jespers 34-årige fødselsdag.

Der var således et temmelig stort spring i tiden, som lagde op til, at vi nu i femte og sidste sæson, 33 (forvirrende? Ja lidt), skulle have svar på de mange spørgsmål, som de sidste minutter og sekunder lagde op til.

LÆS OGSÅ: Stærke emner: 5 serier der får dig til at tænke

Hvorfor er Jesper klippet korthåret? Hvorfor kysser han med en mand? Hvorfor udveksler Julie blikke med Martin, hvis hun er i et forhold med Mark? Bare rolig, svarene kommer, og det hele skal nok give fantastisk god mening.

Skræmmende genkendelig

Julie og Jesper kæmper med afsavnet til vilde og våde nætter på byens værtshuse i forsøget på ikke at blive alt for voksne og kedelige. Kombinationen af balancen mellem ungdommens stræben efter flugten i G&T’s og udefinerbare shots og den voksne og ansvarlige tilbagevendende hvem henter?-problematik er perfekt serveret til soundtracket af danske kunstnere som Minds of 99, Jung og mange flere. I virkeligheden er det nu meget rart at nå hjem til afgørelsen af Vild Med Dans. Referencen til ens eget voksenliv er så skræmmende genkendelig, at man har svært ved at indrømme det.

På fuldstændig fabelagtig maner formår Julie og Jesper endnu engang at iscenesætte det unge voksne liv i uhyggelig genkendelige og autentiske øjeblikke for den aldersgruppe, de portrætterer.

LÆS OGSÅ: Anmeldelse af ’32’

Netop disse genkendelige dilemmaer og situationer skaber sjove, skøre og akavet øjeblikke. Som eksempelvis da Tobias står som Gud (eller hvem eller hvad, man nu ellers tror på) har skabt ham; i bar dolk, med tre fadøl og fanger sine venner i en fortrolig og intim situation, han nok helst havde undværet. Ups.

Serien modnes sammen med Julie og Jesper

Men det er ikke kun fis og ballade det hele. Serien skaber også nogle enormt sårbare og rørende situationer, som mange med al sandsynlighed kan identificere sig med. Øjeblikke, hvor de der helt gode venskaber får dig til at skabe dig tosset i frygt for at miste det. Når kærlighed bliver til galskab. Eller når man nægter at indrømme sine inderste tanker og følelser af frygt for, hvordan det bliver modtaget. Jesper og Julie evner kunsten at få sine seere til både at grine, men i særdeleshed også at fælde en tåre.

I takt med at Julie og Jesper er blevet forældre, så udfolder sig et helt nyt aspekt af serien, og den modnes sammen med dem. Serien begiver sig ud på det minefelt, der hedder børneopdragelse.

LÆS OGSÅ: Q&A med Solvej – kunstneren bag ‘Slå Hjerte slå’ fra serien ’32’ om Julie og Jesper

Det giver endnu et lag og niveau til serien og omfavner et endnu større segment, som kan nikke genkendende til de utallige problematikker, det potentielt medfører  både i vuggestuen og hos de ivrige bedsteforældre. Der er en lille hilsen til den nuværende COVID-19 situation, men ellers er det et befriende vindue ind til en normal hverdag, som vi husker tiden præ-corona.

Magisk højt niveau

Da sæsonen lakker mod enden, bliver den lige en tand for sukkersødt til min smag. Men jeg har været solgt fra første minut af første sæson 29, og jeg lapper serien i mig.

Ja, Julie og Jesper gør det igen på et magisk højt niveau, som de foregående sæsoner. De har skabt en autentisk og troværdig serie, som skaber et fællesskab af samhørighed, genkendelighed, accept og håb.

LÆS OGSÅ: Nye serier og sæsoner på Netflix i januar

I deres univers føler du sig set og hørt og aldrig alene. Og i deres selskab, i de sidste minutter, der må jeg lidt modvilligt fælde en tåre, da det denne gang ikke er på gensyn, men farvel.

Fakta om ’33’

Instruktør: Julie Rudbæk og Jesper Zuschlag
Manuskriptforfatter: Julie Rudbæk og Jesper Zuschlag
Medvirkende: Julie Rudbæk, Jesper Zuschlag, Amalie Lindegaard, Jesper Ole Feit Andersen, Mette Horn, Camilla Lau, Niels Anders Manley, Ann Hjort, Kristian Halken, Alexander Clement
Antal afsnit: 8
Land: Danmark
Produktionsår: 2020
Dansk premieredato: 1 jan. 2021
Dansk streamingtjeneste: Xee

LÆS OGSÅ: Nye serier og sæsoner på HBO Nordic i januar

LÆS OGSÅ: Overskuelige fortællinger: 5 serier til dine tømmermænd

LÆS OGSÅ: Her er årets mest sete serier på HBO Nordic

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

You May Also Like