Serier | Anmeldelser

Anmeldelse af Anne with an E sæson 3

AfRikke Havner Alrø
24. februar 2020
Foto: Anne with an E/Dalila Bela, Josie Pye, Amybeth McNulty, Kyla Matthews/Sophie Giraud/Netflix

Del artikel

Nogle serier kryber ind under huden på én og bliver siddende længe efter, man er færdig med at se dem. Tredje sæson af Anne with an ENetflix havde den effekt på mig, og selvom jeg er stor serieelsker og ser mange serier, er det sjældent, at jeg oplever den følelse.

Jeg elskede første og anden sæson, men i denne tredje sæson finder serien for alvor sin helt egen tone. Ligesom de andre sæsoner tager den store friheder i forhold til kildematerialet, men det gør efter min mening ikke så meget, for de nye historier er gode, og personerne er helt intakte. Amybeth McNulty leverer endnu en overmenneskelig præstation som Anne Shirley, der i denne sæson modnes og forbereder sig på voksenlivet.

Anne kæmper for lighed og selvværd


”You know that she would stand up for any one of you. Even in spite of what you’re saying about her. She’d do what’s right. Because that’s who she is.”
Gilbert Blythe

På mange måder er tredje sæson et karakterstudie af Anne, der i sin samtid ville have været en usædvanlig person. Men det ville hun også være i dag. Ikke mange er så stædigt bevidste om, hvad der er rigtigt og forkert, og samtidig så intenst loyale, som hun er.

LÆS OGSÅ: Anmeldelsen af Sex Education sæson 2

Hun er meget optaget af kvinders rettigheder, hvilket selvfølgelig handler om, at hun lever i slutningen af 1800-tallet, hvor kvinders ret til uddannelse og medbestemmelse stadig ikke er givet. Dog er det tydeligt, at der er ved at ske noget i den retning.

Flere af de unge kvinder har ambitioner om uddannelse, og Anne gør oprør mod de gamle dyder, der dikterer, at en kvinde kun har værdi i kraft af den mand, hun gifter sig med. Men debatten rejser sig over det historiske. For Anne taler til alle, når hun siger, at ingen andre end en selv kan bestemme egen værdi. Serien har et klart budskab om lighed og selvværd, og det gælder både for mænd og for kvinder.

Ungdomsoprør og håb for fremtiden


Vi ser hendes fejltrin og håb for fremtiden. Hun går målbevidst efter en uddannelse, og hendes adoptivforældre, Matthew og Marilla, støtter hende helhjertet, men ikke alle piger er så heldige. Flere af Annes klassekammerater forventes først og fremmest at gøre et godt ægteskab, og deres skolegang er ikke en prioritet for forældrene.

Men der er noget i luften – en duft af ungdomsoprør, og ikke kun hos pigerne. Da Anne går foran i en protest mod uretfærdighed, er drengene også på hendes side. De unge mennesker vil mere og tør mere, de tænker nyt og finder andre veje. På sin vis bliver det endnu mere tydeligt i en serie, der foregår for over 120 år siden: Unge mennesker har altid brudt grænser. Anne er så bare den, der er foran sin egen tid, og selv den dag i dag er hun inspirerende.

Hun gør op med fordomme og forskelsbehandling, hvilket er et stort tema i sæson tre. Det ses både i behandlingen af Sebastian og Mary, det nytilkomne sorte ægtepar i det kridhvide samfund i Avonlea, men i større grad i den måde de lokale indfødte ses på og behandles. I får ingen spoilere her, men de indfødte udsættes for grusomheder, der får det til at løbe koldt ned ad ryggen på en i Anne With an E. Parallellerne til nutidens udlændingedebatter er tydelige.

Frem med lommetørklæderne i Anne with an E


Anne fra GrønnebakkenAnne With an E

I sæson tre stifter Anne og flere af hendes klassekammerater bekendtskab med kærligheden, og i slutningen af 1800-tallet betød det, at man i en alder af 17 år begyndte at se sig om efter en at gifte sig med. Det er et tema i sæsonen, der fylder mere, som vi nærmer os slutningen. Anne udser sig en ung mand, hun gerne vil have, men er det mon for sent? Det må du se serien for at finde ud af.

Anne With an E finder sig selv i sæson tre, og som seer vil man bare gerne have mere! Desværre blev serien allerede stoppet, nærmest før den blev offentliggjort, da samarbejdet mellem Netflix og det canadiske tv-selskab CBC brød sammen. Dog er der allerede kampagner i gang for en sæson mere eller muligvis en film, der skal samle de løse tråde. Uanset hvad er den bestemt værd at se, og jo flere vi er, der ser den, jo mere sandsynligt er det, at Netflix genopliver den.

Anne-fans, foren jer!

Instruktør: Norma Bailey, Anne Wheeler, Amanda Tapping, Paul Fox
Manuskriptforfatter: Moira Walley-Beckett, Kathryn Borel
Naledi Jackson, Alina Mankin, Shernold Edwards, Jane Maggs, Amanda Fahey, Tracey Deer,
Medvirkende: Amybeth McNulty, Geraldine James, R.H. Thomsen, Dalila Bela, Lucas Jade Zumann, Corrine Koslo, Aymeric Jett Montaz, Helen Johns m.fl.
Antal afsnit: 10
Land: Canada
Produktionsår: 2019
Dansk premieredato: 3. januar 2020
Dansk streamingtjeneste: Netflix

LÆS OGSÅ: Ny serie med Ida Engvoll fra Rebecka Martinsson

Del artikel

Andre Serier | Anmeldelser