Anmeldelse af Atlanta

Opdateret

(Foto: Atlanta/FX Productions)

Minimum én gang hver uge griber jeg til tasterne og søger håbefuldt på, hvornår sæson 2 af Atlanta rammer de danske streamingtjenester, og gang på gang bliver jeg skuffet. Det burde egentlig ikke komme som nogen overraskelse, når man tænker på, at sæson 1 først kom på Viaplay tidligere på foråret trods en amerikansk 2016-premiere. Selvom sæson 2 allerede er færdig i USA, må jeg derfor væbne mig med tålmodighed, men på grund af mine abstinenser har jeg valgt at gense første sæson af genistregen. Det er en relativt hurtig serie at binge sig gennem med blot 10 afsnit af 20-25 minutter, men der er meget substans at finde i den. På papiret er historien egentlig ganske enkel.

(Foto: Atlanta/FX Productions)

Foruden at producere, skrive og instruere spiller multitalentet Donald Glover karakteren Earn. Vi følger hans daglige liv i Atlanta, hvor han prøver at navigere i forholdet til ekskæresten (Zazie Beetz) og deres datter samt sine forældre, som han skuffede ved at droppe ud af universitetet og få et meningsløst arbejde som sælger af kreditkort i lufthavnen. Han har hverken penge eller hjem, så hans løsning bliver at agere manager for fætteren Alfred (Brian Tyree Henry), der rapper under navnet Paper Boi. Og så er der stoneren Darius (Lakeith Stanfield), der er… well, ham er man simpelthen bare nødt til at opleve.

Det, der gør serien unik, er altså ikke så meget dens overordnede fortælling. Det er efter min mening derimod dens vilje til at dykke ned i mindre underhistorier, som andre producenter aldrig ville turde røre med en ildtang, og måden, det udføres på, der gør den speciel.

(Foto: Atlanta/FX Productions)

Temaerne som politivold, race, fattig- og rigdom er på ingen måde nyskabende i serieland. Det er til gengæld inddragelsen af en afroamerikansk Justin Bieber og en mor, der stjæler sin datters tis til en urinprøve. Eller et helt satireafsnit med reklameparodier. Eller jagten på en forsvunden jakke. Det lyder som en underlig cocktail af tunge emner i absurd forklædning, men det er lige netop det, der gør serien så anderledes – på den allerbedste måde. Dertil kommer dens eksperimenter med genrekombinationer og visuelle virkemidler. Allerede nævnt er brugen af satire. Desuden mikses absurd, mørk comedy ofte med drama. Oven i cocktailen kommer uforglemmelige billeder, som for eksempel når Earn, Alfred og Darius sidder og ryger på en sofa, der står på en græsplæne midt i ingenting.

(Foto: Atlanta/FX Productions)

Soundtracket er også bemærkelsesværdigt. Eftersom en stor del af serien har at gøre med hiphopindustrien, ville klichéen have været at fylde på med kendte rapnumre. Bevares, det er bestemt ikke en mangelvare, for gennem de 10 afsnit høres blandt andre Migos, OutKast, Future og 21 Savage. Igen er serien dog uforudsigelig, idet den tilføres et skud klassisk musik, moderne jazz og neosoul.

Det er alle disse ting, som gør, at serien egner sig så suverænt til at binge. Sæsonen er ikke meget mere end fire timer i sin helhed, den har meget på hjerte, og det fortælles med lige dele humor og drama på en måde, man ikke har set eller hørt på helt samme måde før. Det er også derfor svært for mig at sige, hvilke serier den minder om, for den minder ikke rigtig om andet – lidt i samme stil som Twin Peaks er den helt sin egen.

(Foto: Atlanta/FX Productions)

Netop som med Twin Peaks kræver serien derfor et par afsnits tilvænning, før man helt kan overgive sig til den rutsjetur, man har begivet sig ud på. Først er man en smule skeptisk, fordi den ikke helt minder om noget, man tidligere har prøvet. Man får alligevel sat sig til rette, men tør ikke helt give efter endnu. Efter første sus i maven begynder man dog at føle sig tilpas, og lige så snart det er ovre, vil man bare prøve igen – og igen.

Læs også: Aktuelle serier på Viaplay i august

Læs også: Anmeldelse af Flint Town

 

 

Hvad synes du om serien?


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *