Anmeldelse af Babylon Berlin

(Følgende anmeldelse bygger på hele serien)

Lad det være sagt med det samme – jeg er en serie-snob. Jeg har meget svært ved at se serier eller film, der ikke er produceret i USA eller Storbritannien (og nej, jeg ser heller aldrig danske film og serier), simpelthen fordi jeg synes det ofte er så meget lavere kvalitet i både skuespil, produktion og effekter, at jeg føler jeg spilder min tid.

Så meget mere tilfredsstillende er det, når der en gang imellem dukker en serie op fra et andet land, som virkeligt viser mig, at jeg kan tage fejl! Jeg taler her om serien Babylon Berlin, produceret og filmet i Tyskland med det største budget for en ikke-engelsksproget TV-serie nogensinde. Resten af verden kan se denne serie på Netflix (ikke dansk Netflix), men her i Danmark må man vente på at DR frigiver et afsnit om ugen på deres streamingtjeneste. Og det er værd at vente på, kan jeg godt sige.

Serien foregår i slutningen af 1920’erne i Berlin, hvor politimanden Gereon Rath forflyttes midlertidigt fra Köln til Sædelighedspolitiets Berlinerafdeling. Hans grund til at flytte er dybt fortrolig – han er nemlig på jagt efter en film, som bruges til at afpresse Kölns kommende borgmester. En film, der viser borgmesterkandidaten som midtpunkt i nogle ret heftige sexscener med to prostituerede.

Rath er krigsveteran fra 1. verdenskrig, og lider af granatchok, hvilket han tager beroligende midler for, noget der er ret tabubelagt for en politimand. Han har en masse indre dæmoner at slås med, og kun langsomt gennem serien afdækkes de for seeren. Hans partner, kriminalbetjent Bruno Wolter, er en dybt ubehagelig mand, som formår at være så rå og voldsom at man på en sær måde kommer til at holde lidt med ham. Rath og han kommer da også langsomt til at samarbejde, da de lærer at stole på hinanden.

Parallelt med Raths historie følger vi Charlotte Ritter, en ung pige der om dagen søger jobs som stenograf, men om natten er eksklusiv luder i en russisk ejet natklub/bordel. Her kan man få de mest syge lyster stillet med pigerne, og Charlotte er en efterspurgt pige. Men hun har andre drømme og ideer – hun vil nemlig i stedet indenfor politiet! Ved et tilfælde krydses hende og Raths veje, da hun finder ham på et toilet midt under et anfald af granatchok-panik, og langsomt vikles personerne ind i et plot, der er så komplekst, at jeg på ingen måde kan gøre det retfærdighed i en kort anmeldelse. Her er både politik, mord, racisme, narkokriminalitet, vilde skudkampe og langsomme, næsten smukke scener, hvor de unge piger taler om drømme, eller hvor tidligere soldater mindes deres faldne.

Serien tegner et fantastisk billede af Berlin i mellemkrigsårene – lidt på linje med film som Cabaret – hvor det dekadente natteliv i byens klubber, barer og bordeller står i skarp kontrast til de fattige dage, hvor familierne lever tæt sammen i en lillebitte lejlighed, kvinder desperat prøver at få et enkeltdagsjob for at kunne tjene til huslejen eller sælger sig selv for at få noget at spise. Det er en verden, hvor stort set alle mænd har fysiske eller psykiske ar efter krigen – og hvor mange af dem har taget ubodelig skade på deres menneskelighed. Men samtidigt er det en smuk verden, fyldt med lys og musik, ideer og tanker. Denne dobbelthed gør netop serien så fascinerende. Samtidigt ved man jo, hvad der lurer i horisonten. Selvom Hitler kun bliver nævnt i en bisætning, og fokus er på kommunister og socialister som republikkens fjender, så er der noget isnende i at se den jødiske politichef tale med borgmesteren om at de har en chance for at udrydde racisme… når man ved at han blot et par år senere formentlig vil være på vej til gaskammeret.

Jeg skal gerne indrømme, at der er mange ting at holde rede på i serien. Alene det faktum at seriens personer ikke introduceres ved navn før ret sent i forløbet (så man er nødt til at tænke på dem som ”ham med arret” eller ”ham med hatten”) men også at flere af dem rent fysisk ligner hinanden på grund af underernæring eller det fattige tøj, mange af de lavere klasser går i. Til gengæld er kostumerne for mange andre personer utroligt flotte og der er gjort et enormt arbejde for at genskabe 1929-Berlin i computergrafik. (Blandt andet har man lavet en meget overbevisende udgave af Alexanderplatz, der jo i dag overhovedet ikke ser ud som dengang!). Biler, baggrunde og huse ser fantastisk autentiske ud, og en helt særlig omtale skal gå til de to skuespillere Volker Bruch og Liv Lisa Fries, der spiller Rath og Charlotte. De er simpelthen så intense, at man helt glemmer de snakker tysk (!)

Man skal lige være opmærksom på, at ligesom serier som Game of Thrones og Westworld (som jeg ikke kvalitetsmæssigt vil tøve med at sammenligne Babylon Berlin med) er serien ikke for dem, der bliver forarget over nøgenhed eller vold. Nøgenheden i serien er aldrig pornografisk, men den er meget direkte og man ser begge køn nøgne. Volden er rå og realistisk – faktisk mere som i film som Taken end i HBO’s serier.

Serien har allerede to sæsoner, med en tredje planlagt. Det forlyder ikke om DR har tænkt sig at sende 2. sæson lige efter den første, eller om de vil vente lidt. Jeg vil i hvert fald vente spændt på den.

Simpelthen en fantastisk serie, som du ikke må gå glip af, også selvom du normalt ikke ser ting på tysk.

Læs også: Dramaserier med kortere afsnit peger mod ny tendens i serieland

Læs også: Anmeldelse af Hitler's Circle of Evil