Serier | Anmeldelser

Anmeldelse af Black Mirror sæson 5

AfClaus Holm
11. juni 2019
Anmeldelse af Black Mirror sæson 5
(Foto: Black Mirror/Netflix)

Del artikel

Så er Black Mirror tilbage! Vi har ventet længe, og selvom vi fik den interaktive film Bandersnatch ved juletid, så har mange af os virkeligt set frem til denne dag.
https://imgix.vielskerserier.dk/2019/06/BM2.jpg
(Foto: Black Mirror/Netflix)

Black Mirror er som altid et lidt skævt og mørkt syn på ny teknologi og sociale medier, med historier der gå ind og berører ret følsomme emner. Der har både været det prisbelønnede afsnit San Juniperro om lesbisk kærlighed i cyberspace, der har været diskussioner om hvorvidt en computerkarakter kan stille op til valg og mange, mange andre spændende historier. Min personlige favorit er fra sidste sæson, og er afsnittet USS Callister, som er en kærlig parodi på Star Trek. Men nok om fortiden – den nye sæson har tre episoder, ligesom de første sæsoner havde, og alle tre har faktisk nogle rigtigt gode pointer at tage fat i.

Den første, Striking Vipers handler om to gode venner, Danny og Karl, der som unge spillede computerspil sammen på Playstation. Nu, i den lidt sci-fi agtige Black Mirror-verden, hvor der findes Virtual Reality controllers til spilkonsollerne, begynder de at spille den nyeste version af deres favorit kampspil, Striking Vipers. Men inde i den virtuelle verden frigøres man fra rigtigt mange bånd… Episoden handler dels om kærlighed, både til sine venner og familie, den handler om sex, men mest af alt måske om de drømme, man har i livet, og hvor meget man får udlevet, og hvor meget vi opgiver for at få en kernefamilie og et parforhold til at fungere. Jeg synes selv at denne episode var den stærkeste af de tre, ikke mindst på grund af Anthony Mackies (ham der spiller Falcon i Marvel-filmene) rigtigt stærke præstation som Danny, men også hans kone Theo (Nikki Beharie) fortjener ros for at spille rigtigt godt.

LÆS OGSÅ: 'Black Mirror' og de 4 andre mindf***-serier du skal se

Den anden, Smithereens, handler om noget, vi alle kan relatere til – nemlig den trang vi har til at samle fores telefon op og kigge på den, når vi får den mindste, lille lyd fra den. Den enorme magt de sociale medier har fået, og den frygt som man kalder FOMO – Fear Of Missing Out. Men den slags har konsekvenser, og hovedpersonen i episoden, Chris (spillet af Andrew Scott, som blev verdenskendt som Moriarty i Sherlock) vil nu holde de sociale medier ansvarlige. Som taxachauffør kidnapper han en medarbejder fra det firma, der laver hans sociale medie – for at nogen vil høre på ham. Episoden er på mange måder ret sørgelig, og selvom den ikke har det store action, er den meget spændende. Jeg sad selv på kanten af stolen under klimakset.

Den tredje, Rachel, Jack and Ashley Too er klart den mest syrede af episoderne, og selvom jeg godt kunne lide den har den fået en del had – ikke mindst fordi rollen som Ashley O, en verdensberømt popstjerne, spilles af Miley Cyrus (I ved, hende der engang var Hannah Montana…) Man kan sige hvad man vil om hendes skuespilevner, men jeg synes nu, hun passer ret godt ind i rollen. Afsnittet handler dels om hende og hendes problemer med at være en super peppet, godt humør-agtig pigestjerne når hun er ude i offentligheden, mens hun samtidigt selv lider af depression, og dels om pigen Rachel som er en ret stille pige, der er kæmpe fan af Ashley O. Til sin fødselsdag ønsker hun sig den lille robotdukke Ashley Too, der reklamerer med at den er bygget over Ashley Os egen hjerne og personlighed, så det vil være ligesom at være ven med den rigtige Ashley O, når man har dukken. Og ganske rigtigt, den peppede lille dukke bliver også venner med Rachel. Men ting der sker i den virkelige Ashley Os liv får pludselig indflydelse på Rachels og dukkens liv.

Episoden er klart den af de tre jeg grinede mest af, mest på grund af den søde, lille dukke, der senere i episoden får en ret beskidt mund (stadig med Mileys stemme!)

LÆS OGSÅ: Nye serier og sæsoner på Netflix i november 2021

Afsnittende varer en time hver, så man kan snuppe alle tre på en aften, hvis man vil – men det synes jeg ikke man skal. Man bør faktisk se dem på tre aftener, så hver episode kan få lov at synke ind. Black Mirror er altid bedst, når man tænker over, hvad parallellerne er til vores verden, og hvad det er, forfatteren Charlie Brooker (der har skrevet alle afsnit i serien) vil sige os. Hans kommentarer til det liv vi lever rammer altid ret tæt på.

Jeg giver sæsonen 5 ud af 6 hjerter. Episoderne var ikke helt gode nok til at skyde til tops, men stadigvæk rigtigt god, solid science fiction, og noget af det bedste der ligger på Netflix.

Og hvis du har spekuleret over, hvorfor serien hedder Black Mirror – så kan jeg i øvrigt fortælle dig, at det er det, et moderne fladskærms TV er, når det er slukket – et sort spejl.

Black Mirror sæson 5 – og resten af serien – kan ses på Netflix.

Læs også: Anmeldelse af Black Mirror Bandersnatch

Læs også: Anmeldelse af Black Mirror sæson 4

Del artikel

Andre Serier | Anmeldelser