Serier | Anmeldelser

Anmeldelse af Castle Rock (sæson 1)

AfKasper Skribent
13. september 2018
Anmeldelse af Castle Rock (sæson 1)
(Foto: Castle Rock/Warner Bros.)

Del artikel

Mit kendskab til Stephen King strækker sig ikke meget længere end til at fange de mest åbenlyse referencer.
https://imgix.vielskerserier.dk/2018/09/Billede-1-Fangehul.jpg
(Foto: Castle Rock/Warner Bros.)

(Anmeldt på baggrund af hele sæsonen og vil indeholde spoilers)

Når man så hører om en HBO-serie, der er et slaraffenland af all things King, virker det ikke lige så tillokkende som for inkarnerede fans. Med dens store popularitet in mente besluttede jeg mig dog for at give den en chance – heldigvis.

Som vi skrev i en tidlig anmeldelse, kunne King-aficionadoer godt risikere at blive en smule skuffede over referencerne. Derfor tror jeg også, der var en fordel i min begrænsede viden om Kings forfatterskab – jeg så ikke på samme måde leflende fanservice, men blev fanget af en stærk thriller. En af de bedste overraskelser var historiens kompleksitet, og vi kan da lige så godt dykke ned i ”schisma”-snakken, eftersom den mere eller mindre er roden til alt, der sker i serien.

Spørgsmålet ”Do you hear it?” går igen. ”The voice of God”, ”schisma” – det er alt sammen ret kryptisk forklaret af Odin (CJ Jones) gennem tolken Willie (Rory Culkin) i en af seriens særeste scener. Vi kan lige så godt være ærlige: enten synes man, det er møgirriterende og vagt, eller også køber man mystikken. Afsnit 9 giver de (sparsomme) forklaringer, vi sad og ventede på. The Kid (Bill Skarsgård) refererede ikke til advokaten Henry Deaver (André Holland) alligevel, men fremstammede faktisk sit eget navn. Byen er nemlig et krydsningspunkt for parallelle universer – samme mennesker, samme by, forskellige udviklinger i historierne. What!?

Du er bestemt ikke alene, hvis du efter seriens sidste to afsnit lignede Skarsgård på billedet herover. Ingen ville bebrejde dig, hvis du har brug for at hive papir og blyant frem for at tegne en tidslinje eller to. Er man til den slags storytelling, er afsløringen ganske fornuftig, men den er ikke for alle. Det er altid hamrende svært at afslutte den slags historier tilfredsstillende. På den ene side var jeg lidt skuffet over, at vi aldrig så dimensionerne krydse den anden vej, og at ”schisma”-arven til sønnen Wendell (Chosen Jacobs) ikke blev udforsket. Man skal dog også stoppe, mens legen er god, og visse præmisser kan bare ikke forklares, så det ikke virker fjollet. Finalen samler dog nogenlunde tilfredsstillende de mange løse ender, selvom tempoet er noget lavere.

Serien brillerer med sine nuancerede karakterer og fremragende skuespillerpræstationer. André Holland formår som Henry Deaver at spille troværdig som advokat, beskyttende søn, fraværende far og viser generelt mange sider af sit talent. Det er dog Bill Skarsgård i rollen som The Kid/den anden Henry Deaver, der leverer nogle af seriens mest mindeværdige scener. Han formår både at give en troværdig præstation som en respekteret, velsoigneret forsker i afsnit 9 og et skeletlignende, djævelsk væsen i resten af serien, som man mod alt forventning ender med at føle sympati for.

Den nye fængselsdirektør Porter (Ann Cusack) og især fangevogteren Dennis Zalewski (Noel Fisher) spiller godt, men kommer til kort blandt mere veludviklede karakterer. Særligt stærkt står Ruth (Sissy Spacek), som især leverer en blændende præstation i afsnit 7, der med en effektiv klippestil giver os et rammende indblik i livet med demens. Ved sin side har hun endelig fået Alan Pangborn (Scott Glenn), der trods sit hærdede ydre har kæmpet længe for kærligheden til Ruth, som ikke turde forlade sin intimiderende mand af frygt for sit og Henrys liv. Måden, Alan dør på, er derfor virkelig hjerteskærende. Terry O’Quinn formår på trods af sin sparsomme tid på skærmen at give fængselsinspektør Lacy en tilstedeværelse, der forbliver langt efter hans exit. Apropos sparsom skærmtid kommer jeg til at tænke på byens selverklærede historiker Jackie Torrance (Jane Levy) – ja, selv jeg tabte underkæben, da jeg hørte dét efternavn. Hun virker fra start utilregnelig, og jeg skal lige love for, at hun passer godt ind i familien – afsnit 8 taler for sig selv. Bliv også hængende under rulleteksterne efter sidste afsnit.

Melanie Lynskey stjæler showet som ejendomsmægleren Molly, der dulmer sin psykiske lidelse med flere og flere piller. Hendes overnaturlige forbindelse til Henry giver nogle af seriens mest uforglemmelige scener på tværs af dimensionerne. Hun og den yngre skuespillerinde (Cassady McClincy) giver Molly en interessant, sårbar, forfjamsket kvalitet, og man føler virkelig med hende trods hendes fejl.

I vores tidlige anmeldelse gav vi serien fire stjerner. Grundet seriens udvikling ind i et uventet komplekst territorium og evne til at holde spændingsniveauet og udvikle karaktererne fortjener den en stjerne mere i sin helhed. På grund af denne kompleksitet i særligt afsnit 9 kommer afslutningen dog til at virke lidt for forhastet. Det er heldigvis et mindre problem i en ellers uforudsigelig, spændende serie, der både kan holde pulsen høj og sætte gang i de små grå.

Læs også: Castle Rock forlænges

Læs også: Anmeldelse af Castle Rock

Del artikel

Andre Serier | Anmeldelser