Anmeldelse af Cobra Kai sæson 2

Serien er en fortsættelse af Karate Kid-filmene fra 1980’erne, og fokuserer på Johnny Lawrence, dengang skurken fra den onde karateklub – nu antihelt og med et mere nuanceret billede, hvor Daniel LaRusso heller ikke er helt så god, som vi måske troede. Sæson 1 var en af de absolut bedste sæsoner af en serie, jeg har set – og nu er sæson 2 her.

Lad mig sige det med meget få ord: Det er ikke HELT så godt som den første sæson – men det er stadig fantastisk godt!

Den nye sæson starter præcis hvor den første sluttede – nemlig ved at Johnny, efter turneringen, kommer tilbage til sin dojo, og møder sin gamle sensei, Martin Kreese. Ham, der dengang var overskurken i filmene (og i øvrigt med i alle tre film). Kreese er blevet gammel, men har bestemt ikke mistet noget af sin mørke tiltrækningskraft, og selv Johnny lader sig lokke til at tage ham med ind som med-sensei i nogle afsnit. Men, hvor Johnny i årenes løb er vokset som menneske, og kan lære af de fejl han begår (okay, nogle gange kan han lære af dem…), så er Kreese fuldstændigt uændret. Han forbereder sig stadig på en krig og ser børnene/eleverne som soldater, han kan træne til at slå først, hårdt og uden nåde.

Selve serien foregår henover skolernes sommerferie, hvor Daniel åbner sin nye karateklub (Myagi-Do, selvfølgelig) i Mr. Myagis gamle hus . Her træner han en helt anden form for karate, som vi kender det fra de gamle film, nemlig forsvar frem for angreb, og indlært i langsomme, dansende bevægelser, hvor balancen – både den fysiske og psykiske – er i fokus. Hans første elever er hans datter, Sam, og Johnnys søn Robby, som jo ikke havde verdens bedste forhold til sin far i den første sæson. Snart dukker der flere og flere elever op, blandt andet på grund af markedsføring og en eskalerende krig imellem klubberne, der munder ud i hærværk og voldelige karate-kampe på offentlige steder. Alle teenagerne på West Valley High bliver mere eller mindre inddraget i krigen, enten som deltagere eller bare som tilskuere, og flere grupper bliver splittet op fordi den ene vælger Cobra Kais aggressive, angrebsbaserede ”vinder mentalitet” karate, og andre vælger Daniels mere passive og spirituelle karate.

Alle de unge skuespillere der deltager i karateklubberne er blændende dygtige til det. De forskellige kampe er koreograferet ekstremt flot og filmisk, og man ser de unge lære flere og flere ting, der giver dem indre styrke såvel som ydre. En af skuespillerne taber en del vægt, en anden fik i 1. sæson hanekam og tatovering, og skifter i denne sæson nærmest fuldstændigt identitet fra nørden til psykopaten. Man ser dem også lære karatetricks som at smadre planker med bind for øjnene, og det er ret tydeligt, for mig at se, at det ikke er stuntmænd, der gør det – det er de unge selv.

Og skal jeg i den forbindelse nævne et eneste minus ved denne sæson – så er det at Daniel og Johnnys kamp mod hinanden, den spænding der er imellem de to gamle rivaler – faktisk bliver skubbet lidt i baggrunden for at lægge fokus på de unge. Det synes jeg er en skam, for det er og bliver Johnny, der er seriens stjerne, men der er en del mere med de unge end i den første sæson, og der er episoder, hvor man næsten føler man sidder og ser en slags voldelig Beverly Hills 90210. Til gengæld er der også blændende episoder som nummer 6, Take a Right, hvor vi følger Johnny og hans gamle Cobra Kai-venner tage en af dem ud på en sidste dags eventyr, fordi han er ved at dø af kræft. Samspillet mellem de gamle skuespillere fra dengang er vidunderligt at se, og jeg må også indrømme, at jeg synes bedre og bedre om antihelten Johnny for hver episode.

En anden ting der fylder meget, er som sagt de meget offentlige slagsmål. Et stort teen-slagsmål i et shopping mall, en vild bar-slåskamp, hvor Johnny og hans venner banker fulde mennesker, og ikke mindst en fuldstændig afsindig afslutningskamp på en high school. Jeg sidder selv med en fornemmelse af, at dette rykker serien ud i det urealistiske, hvilket er lidt synd. Jeg har svært ved at forestille mig, at en flok karate-kæmpere kan gennemtæve folk uden at nogen ringer efter politiet. Til gengæld er der også den pointe, at politiet næppe ville skyde dem ned på stedet, som Los Angeles-politifolk jo ellers har ry for – men jeg tror stadig, at jeg ville rykke ud med stor hast og forsigtighed, hvis jeg fik at vide at trænede ninja-typer smadrede den lokale skole. Husk – det her er børn, der kan bøje metalstænger i et gelænder bare med et spark med en ubeskyttet fod! På den anden side er det her jo i virkeligheden en 1980’er filmverden, hvor politifolk uden problemer skyder hundreder af mennesker gennem en film. Det mærker man også i måden 80’erne hele tiden kryber ind i serien – musikken, tøjet, lyset, alt er som dengang. Der er sågar en scene til en 80’er fest på et rulle-disco!

Serien er ikke slut endnu. Afslutningen på sæsonen er en gigantisk cliffhanger, som ikke skal afsløres her – men jeg kunne godt forestille mig det som en trilogi, og hvor vi ved sæsonens slutning er på linje med The Empire Strikes Back i Star Wars – der, hvor man egentlig har tabt, men kæmper videre, fordi der stadig er håb.

Jeg gav sæson 1 fuld topscore – og det gør jeg igen denne gang. Selv de små skønhedsfejl rykker ikke ved, at jeg synes Cobra Kai er en af de bedste serier i moderne tid, og en af de eneste, hvor jeg lægger telefonen væk, slukker min computer og bare SER den, fuldt koncentreret. For så god er den virkelig.

Cobra Kai kan streames på YouTube Premium – de to første episoder er dog frit tilgængelige og gratis.

Du kan se trailer til sæson 2 her:

Første episode af serien:

Læs også: Anmeldelse af Cobra Kai sæson 1

Læs også: De 5 bedste serier på Netflix i 2018