Anmeldelse af Dark (sæson 1)
Serien er skabt af Baran Bo Odar og Jantje Friese, som tidligere har arbejdet sammen på to tyske spillefilm. Med Dark har de fået deres internationale gennembrud, i form af en dyster sci-fi serie fordelt på 10 afsnit, med en gennemsnitlig længde på 50 min. Der er mange karakterer som er centrale for fortællingen, hvor den vigtigste rolle, Jonas Kahnwald, spilles af Louis Hoffmann, som vi også kender fra den danske spillefilm Under sandet. Derudover har vi Oliver Masucci som Ulrich Nielsen, Maja Schöne som Hannah Kahnwald, Karoline Eichhorn som Charlotte Doppler og Jördis Triebel som Katharina Nielsen, som alle leverer virkelig stærke præstationer, blot for at fremhæve nogle få.
Dark leverer dyster spænding fra første færd og indeholder undervejs nogle plottwists som formår at fastholde seeren i et spændingsfelt. Dark starter ud lidt ligesom Stranger Things, hvor det også er en ung dreng der forsvinder sporløst under mystiske omstændigheder. Men selvom starten minder om Stranger Things, da begge er sci-fi og fordi det for tiden meget populære 80’er-tema også kommer på banen i Dark, adskiller Dark sig alligevel en del fra Stranger Things ved en større indre konflikt i karaktererne. Som afsnittene skrider frem, ser vi grimme sider af selv de karakterer som vi hurtigt kommer til at ”holde med”, hvor vi i Stranger Things i stedet ser mere entydige figurer og et decideret monster. Dark viser på en god og meget uskøn måde, hvordan vi alle har en fortid, og endda også en fremtid, som vi ikke altid kan være stolte af, og behandler dermed et større filosofisk spørgsmål om ”hvornår man er et godt menneske?” Dark giver et realistisk billede af den kompleksitet der omgiver vores moralkodeks, som vi vokser op, ældes og bliver konfronteret med dilemmaer, der er med til at definere os som mennesker. Dette understøttes af et godt cast af skuespillere, som både ligner deres forskellige tiders versioner af deres karakterer, og som leverer meget troværdige præstationer på alle alderstrin.
Dark går ind og udforsker begrebet tid, på højde med de krummelurer vi også ser Christopher Nolan lave i Inception, hvilket både er godt og skidt. Godt fordi det er spændende og ambitiøst, men skidt fordi det bliver for indviklet. Dark er fyldt med lidt for mange plotkrummelurer efter min smag og den bliver hurtig vanskelig at følge med i, også selvom man ser afsnittene forholdsvis hurtigt efter hinanden. Der er tre tidslinjer på spil i første sæson, og det bliver desværre ret svært at finde hoved og hale i hvad der sker hvornår, og for hvem. Tid er et spændende begreb at udforske, men måske man skulle have holdt sig til kun to tidslinjer i den første sæson, for at give et mindre rodet indtryk af seriens univers. Derudover er Dark sci-fi, men holder sig mest på det teoretiske plan, og kører den hjem med fysiske effekter i form af et urværksagtigt maskineri og nogle tunneller i en hule med seriøst gennemtræk. Kun i sidste afsnit ser vi en animeret effekt, som desværre er af forholdsvis tvivlsom karakter. Jeg ved ikke om det er med vilje at effekten skal have et 80’er-feel, men det har den, og ikke på den gode måde. Jeg synes det er positivt at Dark holder sig til fysiske effekter, som jeg synes fungerer klart bedst i serien, og det er ærgerligt at det de animerer, ikke er så vellykket. Der er dog meget lidt af det, så det er også til at se igennem fingre med.
Alt i alt er Dark en af de mere heldige Netflix-produktioner og serien blæste mig bagover med dens format i form af både skuespilpræstationer og stemning. Plottet synes jeg dog er blevet for komprimeret i sæson 1, og det bliver derfor lidt hæsblæsende. Der er heldigvis stadig mange ubesvarede spørgsmål tilbage efter sæson 1 og jeg glæder mig til at give mig i kast med sæson 2, som jeg dog håber bliver mindre forvirrende og med fortsat fokus på de indre konflikter og mennesker.
Læs også: Anmeldelse af The Sinner
