Anmeldelse af Det abstrakte: Designkunst sæson 1+2

Foto: Courtesy of NETFLIX

Hvis du interesserer dig for det visuelt stimulerende, så er Det abstrakte: DesignkunstNetflix en serie for dig. Det abstrakte: Designkunst er en dokumentarserie om forskellige discipliner inden for designkunst, og hvert afsnit giver os et ca. 45 minutters portræt af én af de helt store kanoner inden for hver deres disciplin.

Du bliver præsenteret for deres tidligere værker og følger dem i deres arbejde med igangværende projekter. Serien byder bl.a. på disciplinerne illustration, skodesign, scenografi, arkitektur, fotografi, kostumedesign og hvad, der blev min personlige favorit; bioarkitektur.

Foto: Courtesy of NETFLIX

Serien er skabt af Scott Dadich, tidligere chefredaktør på Wired, som ikke er så velbevandret i at lave TV, men han har et stærkt team i ryggen og er kommet rigtig godt fra land med Det abstrakte: Designkunst. To danskere er med i serien, Bjarke Ingels med arkitektur og Olafur Eliasson med kunstens design, og hvert afsnit af serien er en unik oplevelse med sin egen intro, grafik, og musik som er tilpasset den disciplin af designkunst, afsnittet handler om. I 2018 blev serien også nomineret til en News and Documentary Emmy for dens ”Outstanding Graphic Design & Art Direction,” som Scott Dadich selv var creative director på sammen med Billy Sorrentino og Anthony Zazzi.

Favoritterne: Formation-tour og Gadaffi

Det abstrakte: Designkunst rummer mange spændende og flotte fortællinger, og den er i det hele taget meget detaljeorienteret. Hvis jeg skal udvælge nogle få højdepunkter, må det være afsnittene om scenografi (s. 1, ep. 3) fotografi (s. 1, ep. 7), kunstens design (s. 2, ep. 1) og bioarkitektur (s. 2, ep. 2), som jeg bestemt synes, du skal se, hvis ikke du orker at se det hele helt fra starten.

Afsnittet om scenografen Es Devlin, som har lavet scenografi for Royal Opera House i London, Chanel, OL og kunstnere som Kanye West, U2, Beyoncé og Adele viser en kunstner, som er i stand til at jonglere både den popkulturelle og finkulturelle verden uden at gå på kompromis med sin egen stil og tankegang, som bryder rammerne for traditionel scenografi.

Afsnittet om fotografi handler om portrætfotografen Platon, som har taget karakterfulde portrætter af alt fra Bill Clinton og Gadaffi til Edward Snowden og Muhammed Ali. Derudover har han også grundlagt organisationen ”The People’s Portfolio”, hvor han fotograferer mennesker, der kæmper for borger- og menneskerettigheder som en indsats for at give stemme til folk, der ellers ikke bliver hørt.

Favoritterne: Regnbuer og silkeorme

Afsnittet om kunstens design med Olafur Eliasson er i mine øjne det mest visuelle tilfredsstillende afsnit. Afsnittet begynder med en slags ”hjemmeoplevelse”, hvor Eliasson taler direkte til seeren og forklarer grundlæggende, hvordan han oplever farver og lys, hvilket giver et godt udgangspunkt for at forstå resten af de værker, man ser.

Til slut må jeg nævne min absolutte favorit, nemlig afsnittet om Neri Oxman, der krydser feltet mellem arkitektur, biologi og design, hvor hun har skabt et helt nyt felt, der hedder ”material ecology.”

Foto: Courtesy of NETFLIX

Hun studerede medicin i to år, før hun skiftede til arkitektur, og i dag arbejder hun som professor ved M.I.T., hvor hun også har sit eget laboratorium, Mediated Matter Group, hvor hun, sammen med det hold af professionelle, hun har samlet, udvikler nye byggematerialer og -teknikker inspireret af naturen. Fx har hun bygget en kuppel inspireret af og med silkeorme. Afsnittet er min favorit, fordi det var den største øjenåbner for mig, og fordi Oxman er en meget inspirerende kvinde.

Er New York verdens navle?

Jeg har faktisk virkelig svært ved sige, hvad jeg ikke kan lide ved denne serie, fordi den er ren mums for øjnene og hjernen, men intet er jo perfekt… Min kritik går på, at udvalget af designkunstnere er ret snævert, set ud fra et geografisk synspunkt. De er alle meget interessante og dygtige, men hvis man kigger nærmere, kommer de alle fra den vestlige verden.

Man kunne godt formode, at fællesnævneren for udvalget er Scott Dadichs egne favoritter og dem, som han har oplevet på nært hold i sin tid i New York, da han var chefredaktør på Wired, fordi alle designerne enten har boet eller arbejdet der. Selv beskriver Dadich serien som at være om de ”visionære designere, der former verden omkring os,” men serien har en meget subjektiv tilgang til, hvad eller rettere hvem den præsenterer, og der savner jeg gennemsigtighed om dens ret vestlige tilgang til, hvad der former vores verden.

Se den!

Det abstrakte: Designkunst giver dig korte og personlige fortællinger, smuk kinematografi, gennemtænkte animationer og visuelt design, som alt i alt udgør et ret friskt ”take” på dokumentargenren. Derfor minder Det abstrakte: Designkunst mig lidt om Chef’s Table som også er virkelig visuelt tilfredsstillende – også selvom man ikke plejer at se andre madprogrammer.

Foto: Courtesy of NETFLIX

Jeg har foroven udvalgt fire favoritafsnit, men i virkeligheden havde jeg lyst til at føje endnu flere afsnit til den liste, fordi mange af dem er forbløffende smukke og dybt fascinerende. Jeg er ikke typen, der normalt går meget op i designkunst, men denne serie rammer en nerve i mig ift. det visuelle og historiefortællingen, som gør mig sulten efter mere.

Ærgerligt, at udvalget af designere ikke lever op til det globale ideal, som serien sætter som sin egen dagsorden, men måske der kommer flere sæsoner, som kan udligne den indtil videre skæve vestlige balance. Jeg vil gerne udfordre folk, der tænker, at designkunst ikke er noget for dem, til at se denne serie – man behøver jo ikke se alle afsnit, selvom jeg klart vil anbefale, at man gør det!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

You May Also Like