Anmeldelse af Døden på trapperne

Døden på trapperneNetflix er en fransk dokumentarserie af Jean-Xavier de Lestrade om retssagen, der fulgte i kølvandet på amerikanske Kathleen Petersons død i 2001. Det er dog egentlig misvisende at karakterisere Døden på trapperne som én serie. I den nuværende udgave, der som nævnt er tilgængelig på Netflix, er der godt nok tale om en afsluttet helhed på 13 episoder, men oprindeligt var det hele tre miniserier: The Staircase fra 2004, The Staircase II: The Last Chance fra 2013 og The Staircase: An American Murder History fra 2018. Hver del-serie markerer en ny udvikling i den overordnede sag. I nærværende anmeldelses første del vil jeg fokusere på den oprindelige miniserie og altså blandt andet afsløre, hvordan den første dom i sagen lød. Jeg anbefaler folk der har lyst til at se serien, at undlade at læse videre efter denne del (jeg vil angive en ‘spoiler alert’), da jeg i anden del vil komme med plotafsløringer vedrørende sagens videre og afgørende forløb.

(Foto: Døden på trapperne/Maha Productions)

Døden på trappernes første 8 episoder omhandler Kathleen Petersons død og den efterfølgende retssag mod hendes mand, forfatteren Michael Peterson. I december 2001 foretager Michael Peterson et desperat og chokeret opkald til alarmcentralen efter at hans kone angiveligt halvberuset er faldet ned af trapperne i parrets fælles hus. Der er blod overalt (selv på loftet og på indersiden af Michaels bukser) og teorien om at der skulle være tale om et uheld betvivles hurtigt, da skaderne på Kathleens hoved er meget omfattende.

Anklagemyndigheden griber hurtigt fat i nogle enkeltstående løgne fra Michaels tidligere liv og hans biseksualitet, som de mener, Kathleen ikke vidste noget om. De fremsætter den teori, at Kathleen på aftenen for hendes død har opdaget Michaels utroskab med fremmede mænd, og at han – for at holde sit dobbeltliv skjult – har slået hende i ihjel med en ilddrager. På trods af, at Michaels forsvarsadvokater mener at have affærdiget anklagernes beskyldninger (blandt andet viser det sig, at førnævnte ilddrager ikke har været benyttet som mordvåben), dømmes Michael Peterson til fængsel på livstid for mord.

(Foto: Døden på trapperne/Maha Productions)

Der er en ting, man skal gøre sig klart, når man sætter sig til at følge Døden på trapperne. Serien er udpræget et retssagsdrama, og dermed ikke en mordgåde i klassisk forstand. Fokus fra skaberne af serien er ikke en dyberegående analyse af beviser for Michael Petersons skyld eller uskyld. I stedet er det en grundig og skræmmende indføring i, hvordan det amerikanske retssystem fungerer, når en person anklages for mord. Hvordan behandles en sådan person? Får han/hun en fair behandling? Hvilke former for objektive beviser bygger man en sag på? Og er dette fundament overhovedet stærkt nok til at danne grundlag for en dom, der kan indespærre folk resten af livet?

Som Michael Petersons advokat David Rudolf, som fremstår sympatisk, dedikeret, varm og professionel siger ligeud: Det handler ikke om, hvorvidt Michael har gjort dét, anklagemyndigheden påstår, han har gjort, men om anklagemyndigheden kan bevise at han har gjort det, de påstår. Og denne forskel er – som han siger – så vital som den er stor. Formålet med at indrette retssystemet på denne måde er naturligvis at undgå justitsmord – at uskyldige mennesker sendes i fængsel.

Episoderne 9 og 10 handler om tiden ti år efter Kathleens uheld/mord. Hvor første del havde fokus på bevisførelsen vedrørende sagens skyldsspørgsmål, omhandler denne anden del af sagen om Agent Deavers troværdighed. Hov, tænker du – hvem er Agent Deavers? Jo, det er såmænd den agent der efterforskede gerningsstedet ti år tidligere. Det var kort sagt hans konklusioner, der lå til grund for Michael Petersons dom. Det er dog kommet frem, at Deavers i adskillige sager har udført markante procedurefejl, hvor han har produceret eksperimenter, der ville bekræfte hans (anklagemyndighedens) hypoteser, i stedet for at gå videnskabeligt og neutralt til værks og konkludere på baggrund af de foreliggende data. Nu har det vist sig, at flere af de domme, disse fejl har ligget til grund for, er blevet omstødt – og om dette også kan lade sig gøre i Michael Petersons tilfælde, er det, der nu skal afklares.

(Foto: Døden på trapperne/Maha Productions)

Michael Peterson blev tildelt muligheden for en ny retssag og i serien fra 2018 følger vi, hvordan denne nye sag – der dog først påbegyndes efter 2 og et halvt år – udvikler sig. Det er helt afgørende, at Michael her står overfor et valgt: Vil han indgå en aftale med anklagemyndigheden (enten erklære sig blankt skyldig eller at erklære sig skyldig, med den tilføjelse, at han kun gør det for at slippe for yderligere retssag) eller satse på en fuldstændig frikendelse via en ny retssag. Faren ved andet scenarie er desværre, at han risikerer at ryge direkte i fængsel igen, hvis han også denne gang kendes skyldig.

Michael beslutter sig for aftalen med en strategisk tilståelse, men omstændighederne tvinger ham tilbage i retslokalet. I denne – indtil videre – sidste del af sagen samler forsvarets håb sig om muligheden for, at det på grund af myndighedernes oprindelige procedurefejl og efterfølgende lemfældige omgang med bevismateriale, erklæres,  at en ny bevisførelse er umuliggjort og at retsforfølgelsen af Michael Peterson derfor suspenderes. Om det lykkes eller hvad der sker, vil jeg ikke afsløre, men blot opfordre til, at man ser videre end de første 8 episoder, da de sidste 5 er altafgørende for at man får et fuldendt billede af sagens omfang.

(Foto: Døden på trapperne/Maha Productions)

Døden på trapperne er som helhed en fantastisk serie, som jeg vil give 5 hjerter. Hvis de første 8 episoder havde stået alene, havde jeg nok kun givet 4, men efterspillets to senere tilføjelser bidrager virkelig til at styrke helhedsindtrykket af serien.  Jeg mener, at skildringen af retssystemets styrker og svagheder er ret præcist fremstillet – også selvom man fornemmer, at der måske ligger en sympati for Michael Peterson fra skaberne af seriens side. Derudover er portrættet af Michael Peterson rørende og skræmmende. Uagtet om han har slået sin kone ihjel (uden at bifalde en sådan gerning, hvis den har fundet sted), viser Døden på trapperne hvordan et menneske kan bankes ned – økonomisk, mentalt og socialt. Det flotte ved serien er, at Michael – trods denne på de fleste punkter altødelæggende deroute – virker mere afklaret og bevidst ved seriens afslutning. Man røres af hans tanker om accept, sindets overlevelseskraft og hans ubetvivlelige kærlighed til sine børn – både biologiske og adopterede. Vi har altså at gøre med en mere end almindeligt gribende mordsag og retsdrama, som jeg kun kan anbefale at man giver en chance.

Læs også: Anmeldelse af Wild Wild Country

Læs også: Kaffe og Fan-teorier – Del 1: Twin Peaks The Return

Sponsoreret
Prøv C More gratis i 14 dage og få adgang til masser af film og serier allerede idag

Sponsoreret
Gode serier kræver godt bredbånd. Sammenlign priser her

Hvad synes du om serien?


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *