Serier | Anmeldelser

Anmeldelse af Downton Abbey-filmen

AfRikke Havner Alrø
19. februar 2020
(Foto: Downton Abbey/Carnival Film & Television)

Del artikel

Vi Elsker Serier anmelder jo normalt ikke film, men dette er en undtagelse – Downton Abbey er trods alt først og fremmest en serie og en fremragende en af slagsen. Nu kan Downton Abbey-filmen streames diverse steder, hvor alle seriefans kan tilgå den. Spørgsmålet er jo så, om den er det værd. Svaret er kort: Det er den (hvis du er fan).

Downton Abbey-filmen er flottere end serien


Har du ikke set serien, vil du ikke få noget ud af filmen – du vil formentlig ligne et stort spørgsmålstegn. Men som fan kan du nyde at se lord Grantham (Hugh Bonneville) fodre hunden ved bordet, og du vil grine af hvert løftet øjenbryn fra enkegrevinden. For alt er ved det gamle i Downton Abbey.

Filmen er som nævnt befolket af det samme store persongalleri som serien, og det er både dens svaghed og dens styrke. For alle er med, og det skal de selvfølgelig også være. Men det betyder også, at alle personerne ikke kan få deres egne historier. Fx er kammertjener Bates, som var en vigtig person i serien og midtpunkt i mange dramatiske handlingsforløb, reduceret til en bifigur, og det er heller ikke meget, vi egentlig ser til lord og lady Grantham.

Man kunne godt have ønsket sig en ny sæson af serien i stedet for filmen – der er nok at tage fat i. Der er også allerede snak om endnu en film, så måske det bliver sådan, vi får lukket hullerne.

Filmen er for fans af Downton Abbey


Downton Abbey

LÆS OGSÅ: Top 5: Historiske serier på HBO Nordic

Historien er ikke den stærkeste – i seriens levetid gik de noget hårdere til karaktererne, og der var stort drama. Tab og sorg var et tema, der gik igen. Det ser vi ikke så meget til i filmen, hvor det i stedet er en hverdagsfortælling fra slottet, der er i centrum. Det er, som om vi har fået lov til at rejse tilbage i tiden og opleve et par dage på slottet, hvor kongen og dronningen godt nok kommer på besøg, men hvor der ikke sker meget andet end det. For en fan er det rart at komme tilbage og møde beboerne på Downton Abbey igen, se hvordan de har det og blive bekræftet i, at det faktisk går meget godt for de fleste af dem.

Konklusionen må være, at det er en rigtig fin og tilfredsstillende film til fans af serien. Jeg skal helt sikkert se den igen. Måske i forbindelse med en gensyn med serien.

Instruktør: Michael Engler
Manuskriptforfatter: Julian Fellowes
Medvirkende: Elizabeth McGover, Maggie Smith, Imelda Staunton, Matthew Goode m.fl.
Produktionsland: England
Produktionsår: 2019
Dansk streamingdato: 6. februar 2020

Downton Abbey kan bl.a. lejes på Viaplay og Blockbuster.

Se traileren til Downton Abbey-filmen


LÆS OGSÅ: Inspirerende seriekvinder

Del artikel

Læs mere omDownton Abbey

Andre Serier | Anmeldelser