Anmeldelse af 'Efterforskningen': "Det er som om vi ikke kan få nok"
Kan man lave en serie om én af de værste forbrydelser i nyere tid?
Serien har i min optik to ben at gå på. Det ene er, at det føles MEGET tidligt at lave ”underholdning” over den sag (som er fra 2017), og det andet ben er, at det er en historie man godt kender til, og som har været i alle medier, så alle detaljer er ligesom ”out there” i forvejen. Personligt vidste jeg godt at Efterforskningen ville sætte mig i et følelsesmæssigt dilemma i forhold til, om det er for tidligt eller ej. Jeg havde håbet, at den tvivl ville være begravet, når den sidste scene var rullet over skærmen, men jeg er desværre stadig splittet.
Et godt stykke hen ad vejen vil man kunne argumentere for, at historien bliver fortalt med værdighed og respekt, men når alt kommer til alt, så er det stadig meget kort tid siden, at Kim Wall blev myrdet og skamferet i en ubåd i Øresund, og gerningsmanden lever i bedste velgående.
Persona non grata
persona non grata,
Det er ganske smart, da det er en måde at besvare kritikken om, at det netop er for tidligt at filmatisere denne forbrydelse. Jeg må medgive, at han fylder meget lidt, men er i stedet en skygge i kulissen.
Træt stemning
Efterforskningen
Serien gør virkelig en dyd ud af at fortælle, hvor en umulig en sag, de blev stillet for, især når det kommer til dykningen og bjærgningen af Kim Walls lig. Og derudover det banebrydende i at bruge de såkaldte lig-hunde.
Det har været svære roller at bestride. Især fordi karakterne, udover drabschef Jens Møller (Søren Malling), ikke har en sideløbende fortælling.
LÆS OGSÅ: Krimi eller horror? 6 skræmmende serier du bør se ... hvis du tør
De manglende fortællinger skaber løse ender i interaktionen mellem politikollegaerne, og det virker som om, der er noget, der bare blafre i vinden her. At der er noget, vi ikke får fortalt.
"Det er som om vi ikke kan få nok"
Efterforskningen
Serien formår fint at fortælle om opklaringen af ubådssagen uden at skulle fremhæve gerningsmanden og give ham opmærksomhed.
Forsøget på at være sober og respektfuld omkring fortællingen kommer i høj grad til udtryk, når man ser skuespillet fra Kim Walls forældre, Rolf Lassgård og Pernilla August. De spillede så overbevisende, at jeg undervejs glemte, at de ikke er hendes forældre. Den forknytte altopslugende sorg, de portrætterer, er virkelig et kæmpe spark lige i hjertet.
Men det er jo en god og uhyggelig historie, og vi kender alle til den. Så hvorfor skal det være en historie, man ikke må fortælle? Jeg er splittet!
LÆS OGSÅ: Nye serier og sæsoner på HBO Nordic i november: Lord Asriel og Lyra fortsætter rejsen
