Anmeldelse af Evil Genius

Evil Genius: The True Story of America’s Most Diabolical Bank Heist… Med den titel kan man næsten ikke undgå at trykke ‘play’. Og det var da også dét, jeg gjorde, da jeg fandt den på Netflix – og jeg fortrød det ikke… Serien viste sig nemlig at indeholde alt, hvad hjertet begærer, hvis man er til krimi og mysterier fra den virkelige verden.

(Foto: Evil Genius/Duplass Brothers Production mfl.)

Evil Genius er en true crime dokumentar – en miniserie på 4 episoder – og omhandler kort beskrevet et bankrøveri, hvor pizzabuddet Brian Wells går ind i en amerikansk bank iført en halskrave med en bombe og en laaaang seddel med instrukser – både til personalet i banken, men også til ham selv. Instrukserne ligner mest af alt en beskrivelse af en skattejagt, en slags leg. Men bomben er virkelig, og det er konsekvenserne også for Brian. Han bliver nemlig sprængt i luften, da politiet stopper ham og dermed forhindrer ham i at gennemføre ‘skattejagten’, inden bombens timer går af.

(Foto: Evil Genius/Duplass Brothers Production mfl.)

Forbrydelsen er – som titlen på serien også anfører – djævelsk så det smerter, men politiets opmærksomhed henledes hurtigt på en kvinde – Marjorie Diehl-Armstrong – som mistænkes for at være personen bag både mordet på Brian og bankkuppet. En nabo – der viser sig måske at være mere indblandet i sagen end som så – kontakter politiet med informationer om et potentielt lig i Diehl-Armstrongs hus. Et hus, hvor Brian leverede en pizza på dagen for bankrøveriet. En spøjs forbindelse, som FBI dog straks udnytter til at efterforske de to sager som én.

(Foto: Evil Genius/Duplass Brothers Production mfl.)

Vi bliver på pædagogisk vis ført igennem politiets opklaringsarbejde og diverse rekonstruktioner af det vanvittige hændelsesforløb, både i forhold til at få en fornemmelse af personernes gøren og laden på selve dagen for forbrydelsen, men der bliver også gravet i de centrale personers fortid. Særligt historien om Marjorie Diehl-Armstrong er skræmmende og fascinerende – og for ikke at spoile mere end allerede gjort, vil jeg nøjes med at sige, at man kan glæde sig til denne utrolige udredning.

(Foto: Evil Genius/Duplass Brothers Production mfl.)

Det er altid skræmmende at opleve mennesker begå uhyrlige ting, og historien om Marjorie Diehl-Armstrong er én af de mest surrealistiske kriminalsager, jeg har hørt om (og nu set). Mennesker kan finde på de utroligste ting, men hvad der er særligt interessant i Evil Genius: The True Story of America’s Most Diabolical Bank Heist er, at grænsen mellem ondskab og psykisk sygdom bliver udfordret. Diehl-Armstrong er helt sikkert ikke ‘normal’ i ordets diagnostiske forstand, men dette kan jo ikke bortforklare eventuelle onde gerninger. Men hvor går grænsen mellem sygdom og rendyrket ondskab? – Det er ikke sådan lige til at sige. Og den nuance synes jeg serien rammer fint.

Her kan du se traileren til Evil Genius: The True Story of America’s Most Diabolical Bank Heist:

Som en lille sidebemærkning kan nævnes, at “Diehl-Armstrong-sagen” har fungeret som inspiration til filmen 30 minutes or Less fra 2011 med bl.a. Jesse Eisenberg (The Social Network). Her er begivenhederne dog vinklet noget mere komisk end den virkelige sag kan siges at være.

(Foto: Evil Genius/Duplass Brothers Production mfl.)

Jeg giver Evil Genius: The True Story of America’s Most Diabolical Bank Heist 5 ud af 6 tv-hjerter. True crime er en af mine yndlingsgenrer, og historien om Wells (billedet ovenfor), Diehl-Armstrong og hendes potentielle sammensvorne er en af de mest fængende af slagsen, jeg har set. Jeg vil også rose skaberne af serien for at kende historiens begrænsninger. Det er altid tillokkende at tvære en serie ud over 10 afsnit, men Evil Genius er holdt på passende 4 episoder, hvilket gør, at den ikke falder i den fælde som eksempelvis The Keepers gjorde, hvor en egentlig gennemført god serie bliver trukket ‘kunstigt’ ud og ender med at være 2-3 afsnit for lang. Stærkt! En klar anbefaling herfra.

Køb 3 af vores unikke produkter fra shoppen og betal kun for 2. Når du køber i shoppen, er du med til at støtte vores uafhængige seriesite. Se vores produkter og køb her.

Læs også: Anmeldelse af Manhunt: Unabomber

Læs også: Anmeldelse af The Keepers

Sponsoreret
Prøv C More gratis i 14 dage og få adgang til masser af film og serier allerede idag

Sponsoreret
Gode serier kræver godt bredbånd. Sammenlign priser her

Hvad synes du om serien?


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *