Anmeldelse af Game of Thrones sæson 8: Episode 2 og 3

(Massive spoilers for begge episoder!)

Jeg valgte at skrive denne artikel om både episode 2 og 3 samlet, simpelthen fordi jeg ser episode 2 – A Knight of the Seven Kingdoms – som en prolog til episoden The Long Night, som er den historiske slag-episode.

Game of Thrones har jo før leveret slag på flere måder. Slaget om King’s Landing i sæson 2 var filmet primært i mørke og på små scener, fordi budgettet slet ikke var til enorme kampe. Til forskel fra det såkaldte Battle of the Bastards i sidste sæson, hvor hundrevis af mænd kæmper både til fods og hesteryg i åbent dagslys, og hvor det er væsentligt sværere at ”snyde” seeren. Alt dette selvfølgelig blot sagt fordi The Long Night's slag er endnu et mørkeslag – men det er ikke for at spare på budgettet!

Episode 2, som foregår natten før slaget, var på mange måder en lidt langsom episode. Vi så en hel masse genforeninger af karakterer, som vi havde håbet på ville finde sammen. Vi så Arya og Gendry endelig hoppe i seng med hinanden, vi så Tyrion og Sansa tale ud, vi så Thormund prøve (og jeg mener prøve!) at score Brienne med sin lidt sære facon, og vi så ikke mindst Jamie Lannister slå Brienne til ridder – det, som hun altid har været af navn, men ikke af gavn. Men episodens nok bedste øjeblik er at Podrick synger den meget smukke sang ”Jenny of Oldstone” til en montage af karakterer rundt om på slottet. Det er en utroligt rørende scene, som på sin vis minder mig om scenen i Titanic hvor ”Nærmere Gud, til dig” bliver spillet mens man ser folk både kæmpe for livet, men også acceptere deres skæbne, i en lignende montage. Det hele får virkelig et præg af ”det er vores sidste øjeblikke med disse karakterer, det er den sidste ro, de kan finde” og det rørte i hvert fald mig dybt.

Episoden slutter med at The White Walkers nærmer sig Winderfells mure – og det er også der, episode 3 starter.

Vi har vidst, at slaget ville være det største i Hollywoods historie og at det blev sammenlignet med Helm’s Deep-slaget i Ringenes Herre – De To Tårne. Sammenligningen er faktisk rigtigt god, fordi der begge steder kæmpes mod en overlegen overmagt bag tykke mure. Og man formår virkelig at give stemningen til seeren af at dette – det er det afgørende slag, og det ender ikke nødvendigvis godt.

Alene scenen hvor hundrevis af Dothraki drøner frem mod de mørke skygger, der er hæren af døde – med deres sværd flammende af magisk ild – og vi ser hvordan ilden på ganske få sekunder slukkes og de krigeriske, dødelige Dothraki bliver slagtet til (næsten) sidste mand, derude i mørket. Og så kommer de døde myldrende…

Den hær af Unsullied, som har hjulpet Dany med at vinde sine store slag i Mereen, bliver nu reduceret til kanonføde af de fuldstændigt overvældende kræfter, de døde kommer væltende med. For hvordan forsvarer man sig med et spyd mod et skelet? Hvordan kæmper man mod fjender, der bare vælter over en med deres kroppe, mens den næste bagved vælter med, og den bagved igen, til man bliver væltet omkuld…og ædt?

Vore heltes trumfkor

t har jo altid været deres drager – men nu er Viserion, den tredje drage, jo under The Night Kings kontrol, og han får ret hurtigt sendt de to drageryttere langt væk fra slaget og fanget i skyerne.

Jeg kan på ingen måde gengive det slag, vi ser opstillet i denne episode. Alle karakterer har flere gode øjeblikke, hvor de gør seje ting eller viser deres værd – lidt undtaget fra dette er Sansa, Varys og Tyrion, som sammen med kvinder og børn tilbringer slaget i krypten, langt fra slaget. Men til alle dem, der havde sagt ”Jamen krypterne…Night King kan jo genoplive de døde…” så kan jeg kun sige: Ja – i havde ret, og det er noget rigtigt skidt. For dernede er der ingen våbenføre mænd til at slå de døde tilbage…

Vi har hele tiden vidst, at i denne episode ville flere karakterer dø. Det har aldrig været hemmeligt, og det ville have været meget ulig George R.R. Martin, hvis ikke vi fik en god dosis tragedie. Den serveres da også her, selvom jeg faktisk vil sige, at jeg havde forventet endnu flere døde end der var. Dermed ikke sagt at jeg ikke følte sorg over flere af de faldne. Mange af dem, vi har fulgt længe, forsvinder i dette slag – nogle af dem ufortjent, og nogle af dem 100% som de ville have ønsket at dø. Og et af de allermest hjerteskærende øjeblik – på den gode måde – synes jeg faktisk er Sandor Clegane, der midt i sit livs absolut værste mareridt, hvor der ikke alene er fjender, han ikke kan dræbe, men hvor der er ild overalt omkring ham, hans værste frygt, mander sig op og faktisk bekæmper sin frygt og er til nytte. The Hound har aldrig været min ynglingskarakter – men han gør det virkeligt godt.

Uden på nogen måde at afsløre, hvordan episoden ender, kan jeg sige at den truende trailer, jeg har skrevet om for et par uger siden – den med den ødelagte gård og alle vore heltes våben liggende smadrede og spredte i Winterfells gård – heldigvis ikke kom til at passe. Men vær parat til en virkelig voldsom episode, som vil gribe dig om hjertet flere gange.

Et par sidste ord:

Episode 3 har af mange i medierne fået hug for at være filmet for mørkt. Jeg vil vove at påstå, at ser du denne episode på en ordentlig skærm (dvs en TV størrelse skærm, ikke en iPad, telefon eller bærbar PC) så er problemet ikke stort. Jo, der er nogle meget hurtige klip i slaget, og jo, når dragerne flyver over Winterfell er der tåget og ting bliver utydelige. Men hverken min kæreste eller jeg følte vi gik glip af noget. Men den fortjener at blive set stort og klart!

Vi venter stadig med at give hjerter til sæsonen er slut... men det ser godt ud indtil videre!

Læs også: Game of Thrones-gallapremiere og anmeldelse af 1. episode

Læs også: Game of Thrones Q&A med forfatter Claus Holm