Anmeldelse af Gomorrah


(Foto: Gomorrah/HBO)

For 10 år siden købte jeg den nyudgivne bog Mafiaen i Napoli af italienske Roberto Saviano, der havde infiltreret den napolitanske mafia, Camorraen, og i denne bog skånselsløst udleverer forbrydersyndikatet med navns nævnelse, beskrivelse af metoder og en fuldkommen oversigt over næsten 30 års ofre for mafiaens ’forretninger’. Omend jeg på daværende tidspunkt værdsatte Savianos eget offer (han måtte leve under jorden for at undgå repressalier), der på bedste Salman Rushdie-manér viste, at der stadig findes mennesker, der sætter værdier som ytringsfrihed og retfærdighed over frygtens tavshed, så fangede bogen mig dog aldrig rigtig.

Min oplevelse af Gomorrah som tv-serie er heldigvis markant anderledes, vurderet på de 2 afsnit af første sæson, jeg lige har set. Som et hvert klassisk gangsterdrama byder denne italienske produktion på (i denne sammenhæng) klassiske dyder som æreshævdelse, hævn, store mængder testosteron og uigennemskuelige magtspil.

Der hvor Gomorrah så skiller sig ud, er blandt andet ved et markant råt og koldt univers. Napolis uglamourøse fremtræden med hæslige betonbyggerier, uanede mængder skrald i gaderne og container docks gør, at serien byder på en realisme, der gør de kriminelle handlinger der fremstilles om muligt endnu mere modbydelige. For foregår den slags ting rent faktisk? I den virkelige verden? I en europæisk storby? Og ja… Det gør det – SELVFØLGELIG!

Denne mørke side af vores ellers polerede europæiske kultur portrætteres ganske nøgternt i en scene med Pietro Savastano (spillet af Fortunato Cerlino) – Savastano-klanens overhoved – og hans kone Imma (Maria Pia Calzone), hvor de diskuterer deres nylige sofakøb mens billeder af deres dræbte håndlangere løber over tv-skærmen. Håndlangere, der blev dræbt efter at være blevet udsendt af netop Pietro Savastano. Kynisme i sin pureste form.

På samme måde går realiteterne i dette barske voldsunivers også op for os seere (og i øvrigt samtidig for Savastano-klanens kronprins), da hovedpersonen Ciro (Marco D’Amore) koldblodigt myrder en ubetydelig biperson som led i et internt magtspil, hvor de fremtidige roller i klanen skal fastslås. Liv er IKKE i høj kurs i Gomorrah, det er derimod hierarki, stolthed og udstråling.

Trods det faktum, at ingen af rollerne på dette tidspunkt er fuldt udfoldet, er man alligevel fortrøstningsfuld med hensyn til skuespillet. Præstationerne er generelt solide, og ingen falder igennem. Netop ovennævnte D’Amore i rollen som Ciro, er den person man følger mest i de første afsnit af serien. Man fornemmer allerede tidligt i serien en indre splittelse i ham, som på en eller anden vis må komme til udtryk i nogle valg, der vil gøre vold på enten den side af ham, der er klanen tro, eller på den side, der fornemmer det meningsløse i tilværelsen som mafiamedlem.

Titlen ’Gomorrah’ stammer naturligvis fra historien Ødelæggelsen af Sodoma og Gomorra fra Det Gamle Testamente, hvor der står, at så ”lod Herren svovl og ild regne ned over Sodoma og Gomorra fra Herren i himlen. Han ødelagde disse byer”, fordi ”der lyder et højt skrig fra Sodoma og Gomorra; deres synd er meget stor.” Altså en art karma-tanke, hvor synd og amoralsk livsførelse straffes med udslettelse af guddommelige dimensioner. Det bliver spændende at følge, om titlen varsler et endeligt for Napolis mafia, og i så fald, hvordan udslettelsen forløber. Jeg skal i hvert fald se resten.

Læs også: 3 serier du skal se, hvis du elsker Godfather og Goodfellas

Læs også: Vi Elsker Serier og JustEat præsenterer: Den ultimative binge-guide!

Sponsoreret
Prøv C More gratis i 14 dage og få adgang til masser af film og serier allerede idag

Sponsoreret
Gode serier kræver godt bredbånd. Sammenlign priser her

Hvad synes du om serien?


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *