Anmeldelse af Good Omens
Der har sluppet lidt billeder og sladder ud, som fik folk til nærmest at savle – og nu er den her altså. Good Omens er en bog skrevet af Neil Gaiman og Terry Pratchett, to både kendte og populære forfattere. Pratchett var ansvarlig for den populære serie af romaner om Discworld, og Gaiman blandt andet for American Gods, der som man måske ved også er ude som TV-serie netop nu. Da de gik sammen om at skrive en bog fik de bogstaveligt talt det bedste fra begge verdener, og bogen er en af de sjoveste bøger, jeg personligt har læst. Og det til trods for, at den handler om verdens undergang!
Hele historien drejer sig om det nævnte par, Crowley og Aziraphale. Crowley var slangen, der fik Eva til at spise æblet – og Aziraphale bevogtede porten til paradis, så begge var helt bogstaveligt talt med fra starten. I de mange århundreder har de gået lidt op og ned af hinanden, og er undervejs blevet ret gode venner, selvom de jo i princippet er på hver sin side. Da Crowley får overrakt en nyfødt baby, som han får at vide er Antikrist, og som skal gives til en bestemt familie på et bestemt sted, er det startskuddet til dommedag – når Antikrist bliver 11 år, vil han starte krigen imellem himmel og helvede. Det er dog på ingen måde noget, de to venner har lyst til – hvis jorden går under, er det jo slut med hyggelige sushi-restauranter, gåture i parken og hyggelige antikvarboghandlere! Der må gøres noget – men begge er jo bundet op af deres respektive ”chefers” ønsker. Så hvad gør de nu…?
Jeg skal ikke gennemgå hele seriens plot, for det er både komplekst og afsindigt morsomt. Verdens undergang har aldrig været sjovere, apokalypsens fire ryttere (Død, Krig, Forurening og Sult… Sygdom har trukket sig tilbage!) har nu ikke alene jobs men har også skiftet hestene ud med motorcykler. En større del af plottet centrerer sig også omkring Agnes Nutter en særdeles velinformeret heks som for 300 år siden skrev en bog fyldt med fuldstændigt korrekte profetier om dommedag, som hendes efterkommere nu forsøger at følge til punkt og prikke, og de sidste rester af de engang så magtfulde heksejægere, nu reduceret til en enkelt mand i et kontor, som han deler med en massageklinik…
Jeg er selv stor fan af David Tennant – som efter min mening er den ultimative Doktor fra Doctor Who, og som gjorde første sæson af Jessica Jones til noget helt særligt – og han giver rollen som Crowley 110 procent. Jeg dristes til at sige, at han ikke har været bedre i ti år. Han er både sej, morsom og bidende sarkastisk, og hans særlige måde at tale på passer perfekt til Crowley. Aziraphale er en lidt blid og forsigtig engel, så Michael Sheen virker nogen gange lidt tynd ved siden af ham, men det skal man ikke lade sig narre af. Han styrer også sin rolle til fingerspidserne. Skal nogen af birollerne fremhæves, så er det Michael McKean som den koleriske Heksejæger sergent Shadwell, og den afsindigt gode voiceover fra Gud – spillet af Frances McDormand – som af og til virker helt Hitchhiker’s Guide to the Galaxy-agtig, og i øvrigt i store træk bruger bogens tekst.
Neil Gaiman har selv skrevet seriens manuskript, og det kan man mærke. Serien er blevet præcis som han ønskede sig den, og den er lavet med hans nu afdøde partner i tankerne. Ved premieren i London havde man sågar reserveret en stol til Pratchetts hat, samt en gigant pose popcorn, fordi han altid havde sagt, at hvis den en dag blev filmatiseret ville han være der og købe den største pose popcorn han kunne få.
Hvis ikke du har Amazon Prime – så er det værd at tegne et prøveabonnoment bare for at se denne serie. Der er seks episoder, og alle er tilgængelige, så man kan snuppe dem på en weekend.
Jeg giver serien 6 ud af 6 hjerter. Det er sjældent jeg gør det, men denne her fortjener det.
Læs også: Anmeldelse af Doom Patrol
Læs også: Anmeldelse af The Society
