Anmeldelse af Here and Now

(Foto: Here and Now/HBO Nordic)

Jeg giver op! Normalt ville en anmeldelse som denne starte med at beskrive, hvad indeværende serie handler om. Men efter fire afsnit er jeg fortsat i tvivl om, hvad den grundlæggende mening med Here and Now er. Tydeligvis er den underholdende nok til at holde mig fast i løbet af fire afsnit, men det er meget muligt, at det også kan tilskrives en faglig nysgerrighed. Og nu sidder jeg fast. Efter fire afsnit er jeg gået i stå. Ikke fordi serien, der kan ses på HBO Nordic, er decideret dårlig, men den er så uhåndgribelig, at der skal afsættes tid og overskud til at fortsætte med den.

(Foto: Here and Now/HBO Nordic)

Lad mig begynde ved at prøve kræfter med en form for et handlingsresumé, som man plejer at gøre det i en anmeldelse. Serien er centreret om den mest politisk korrekte familie, der længe er set. Forældrene Greg og Audrey (spillet overbevisende af henholdsvis Tim Robbins og Holly Hunter) har udover en biologisk datter adopteret tre børn fra henholdsvis Somalia, Vietnam og Columbia.

Disse seks mennesker har hver især deres problemer med tilværelsen, men det står dog værst til med sønnen Ramon, der i første afsnit har slemme mareridt og begynder at se tallet 11:11 overalt. Det understreges også, at han begynder at se ting som andre tydeligvis ikke kan se. Her præsenteres vi for det, jeg går ud fra er seriens kernemysterium. Det vides ikke om Ramon lider af en psykisk sygdom, er synsk eller har fået udvidet sin bevidsthed på en eller anden uforklarlig måde. Der hentydes til forskellige løsninger, men indtil videre er det på spekulationsniveau.

(Foto: Here and Now/HBO Nordic)

Greg har stødt hovedet solidt mod en klichépræget midtvejskrise, og han er så småt ved at tage sin familie med i faldet. Resten af familien portrætteres også løbende, med hver deres problemer i livet. Men hvad er meningen? Er det en moderne familiesaga eller en fortælling om overnaturlige kræfter?

Dramaserien er skabt af veteranen Alan Ball, der også har stået bag bl.a. American Beauty, Six Feet Under og True Blood. Særligt Six Feet Under er blevet rost for at være en interessant fortælling om en families liv i en bedemandsforretning. Det er jeg helt enig i. Derudover synes jeg også at de første sæsoner af True Blood var vellavede, og med nogle fede karakterer. Derfor havde jeg visse forventninger til Alan Balls nye seriesatsning. Here and Now er meget flot, med nærmest æteriske billeder, der udvisker grænsen mellem fantasi og virkelighed. Enkelte steder bliver brugen af effekter dog lidt for klodset, og man distraheres af spørgsmål til skaberens projekt med dem.

Er du Alan Ball-fan skylder du dig selv at give serien en chance. De mystiske elementer minder lidt om True Blood, og familiesagaen har spor af det bedste fra Six Feet Under inklusive flere identitetskriser. Der er ingen tvivl om, at jeg helt sikkert skal se serien færdig… på et tidspunkt.

Indtil videre lader jeg den lige stå lidt. Måske indtil jeg selv begynder at se 11:11 over alt… På nuværende tidspunkt vakler jeg mellem det gamle spørgsmål. Er Here and Now gal eller genial? På den ene side vil jeg ikke give den mere end to stjerner, men på den anden må skuespillet, udseendet og mysteriet belønnes med flere. Ligesom Here and Now er splittet, vælger jeg at give to sæt stjerner.

Læs også: HBO Nordic giver dig 3 gode grunde til ikke at hade mandagen

Læs også: De bedste krimiserier på HBO Nordic

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

You May Also Like