Anmeldelse af 'Ingen vej tilbage': "Jeg sad limet fast til skærmen"

I Ingen vej tilbage flytter bollevennerne Lasse og Nanna sammen, og beslutter sig for at blive kærester, en ide som Lasse er lidt mere glad for end Nanna. Det bliver dog pludseligt meget aktuelt, da det viser sig at Nanna er gravid.

De beslutter sig for at beholde barnet, og nu er der ingen vej tilbage. Graviditeten tvinger dog Nanna til at konfrontere Lasse med hendes fortid tidligere end hun havde forestillet sig. Hvem skulle have troet at et uventet barn ikke ville den største udfordring for forholdet?

En velsmurt maskine

Både William Halken og Ane Stensgaard Jul gør det godt i rollerne som henholdsvis Lasse og Nanna. De har god kemi på skærmen og formår at give rollerne en forfriskende naturlighed. Jeg nød måske endnu mere i de små kærestetrivialiteter og skænderier end de store ’power moments’. De bærer serien på deres skuldre, for hvis ikke de havde passet sammen, så var serien faldet fuldstændig fra hinanden.

Det er altid en kalkuleret beslutning hvor direkte man skal vise ting og fortælle sin historie. Her har instruktøren Andrias Høgenni (En rigtig vejrmand) fundet en virkelig god balance. Dvæl i de stille øjeblikke, og så skru fuldt op for intensiteten. Under det hele spiller serien med åbne kort. Alt har sin plads og passer sammen som en velsmurt maskine.

Hvis man skal vende seriens direkthed på dets hoved, så er fortællingen ikke den mest komplekse. En velsmurt maskine er jo ikke så uforudsigelig. Dette skal ikke nødvendigvis ses som noget dårligt, for den gode fortælling er der, sammen med gode skuespillere til rollerne og en instruktør der har haft overblikket og fører historien yderst kompetent fra start til slut.

Det er en DR3 produktion, og det kan godt ses. Et lidt større budget og mere tid havde nok ikke gjort nogen skade, hvilket sjældent ikke er tilfældet selvfølgelig. Derfor er det endnu mere imponerende hvor godt serien faktisk virker. Kameraførelsen er jeg til tider ikke den største fan af. Danske film og tv-produktioner har en fascination af close-ups som jeg ikke deler, men det er måske bare mig.

Usikkerheden

En af de ting som Ingen vej tilbage gør forrygende godt, er at indfange vældet af følelser man går igennem ved en uventet graviditet. Blandingen af glæde og fortvivlelse er tydelig for Lasse og Nanna.

Min frygt blev hurtigt om parforholdet ville blive for ensidigt, forstået på den måde at der blev fokuseret mere på den ene karakter end den anden. Heldigvis blev dette ikke tilfældet, og selvom Nanna måske har lidt mere åbenlyst psykologisk at spille på, så bindes det godt sammen med Lasse i forhold til hvordan han håndterer det og de håndterer det som et par.

Fordi man tilbringer omtrent lige lang tid med begge karakterer, så forstår jeg hvorfor de handler som de gør, også når de gør noget dumt. Jeg tænker ikke jeg er den eneste der kan blive frustreret når karakterer agere dumt. Det er dog altid en undskyldning når man er sat godt nok ind i karakterens sind, så man forstår valgene de tager, hvor uenig man så er i dem.

Følelsesmæssig rutsjebane

Ingen vej tilbage har en fantastisk spændingskurve, og jeg sad limet fast til skærmen, selv når jeg ville kigge væk ved nogle af de mere intense øjeblikke. Humoren (for det skal der selvfølgelig også være plads til) er tør og underspillet. Jeg ville ikke have det på nogen anden måde i denne form for serie.

Allerede fra første afsnit hepper man på disse mennesker. Jeg ønsker for alt i verden at det vil gå dem godt, og det skærer i hjertet når der kommer det mindste bump på vejen, og nogle af bumpene er på størrelse med Himmelbjerget.

Når serien er på sit højeste, er spændingen så tyk at man næsten kan skære igennem den, og specielt i en scene er det som at få en følelsesmæssig mavepuster. Serien spiller på følelserne, og det virker bare. Den fik mig til at grine højlydt, tage fingrene for øjnene og presse en tåre ud over et tidsrum på 15 minutter. Det siger næsten det hele.