Anmeldelse af Into the Dark

Hvis du er til en serie som Black Mirror, vil Into The Dark falde lige i din smag! Into The Dark er nemlig Viaplays svar på Black Mirror, så den skal ses og nydes med alt, hvad den har at byde på.

Foto: Into the Dark/Viaplay)

Into the Dark er en antologi-serie, der handler mere om det dystre, mørke og forskruede element af det at være menneske – der er noget mørkt i os alle, og det er det, som serien forsøger at hive frem. Den er skabt både med gys og humor i højsædet, og er utroligt godt skruet sammen – på trods af, at afsnittene ikke har noget med hinanden at gøre, så er der alligevel en rød tråd i serien.

Man skal dog være opmærksom på, at det ikke er en serie, man bare får set hurtigt – de fleste af afsnittene er nemlig spillefilmslængde, så man når at få det hele med!

Selvom seriens afsnit ikke er sammenhængende, skaber de alligevel en god fortælling om, hvordan man kan skade sig selv og andre gennem sine handlinger.

Afsnittene minder meget om netop Black Mirror, når det kommer til deres opstilling, men serien lægger ikke det store fokus på teknologi, bortset fra et enkelt afsnit (men mere om det senere) – tværtimod er det store fokus på de forskellige ruter man som menneske kan tage, og hvor meget det kan påvirke en selv. 

(Foto: Into the Dark/Viaplay)

The Body

Første afsnit handler om en lejemorder, der under Halloween bliver hevet ind til en fest – med sit offer i hånden. Afsnittet bliver hurtigt mørkt, og virker til at være lidt en katten efter musen-leg, da de 4 personer, han bruger aftenen med, opdager at det menneske, han har med, ikke er en rekvisit, men nærmere et rigtigt, myrdet offer.

Afsnittet er godt skruet sammen, men jeg føler, at der mangler noget – jeg har en fornemmelse af, at det er hovedpersonens smil, der gør det – og det kan hurtigt føles karikeret, men det er ikke nødvendigvis en dårlig ting. Der er masser af sjov og gys i afsnittet, og jeg må indrømme, at jeg ikke havde set slutningen komme. Valgene af skuespillere og atmosfæren generelt er gjort godt, men jeg ville gerne have haft lidt mere af det klamme, der kryber ind under huden på dig og bliver siddende.  

(Foto: Into the Dark/Viaplay)

Flesh and Blood

Andet afsnit omhandler frygt og fobier, samt det at skulle igennem en sorgproces. Dette afsnit er klart en af mine tre favoritter, da det konstant sætter spørgsmålstegn ved… alt.

Vi følger en teenager, Kimberly, der lider af en fobi, der gør at hun ikke kan bevæge sig ud af sit hus, og pludselig får en mistanke om, at hendes far måske er en seriemorder.

Afsnittet er skruet enormt godt sammen, selvom der er dele af det, der minder om klassiske gyserfilm – inklusiv diverse troper og klichéer – men det hele hænger så usandsynligt godt sammen, at man nærmest ikke lægger mærke til det. Farvevalg gennem hele afsnittet, lyd og lys er valg, der er truffet med absolut overblik og gør afsnittet helt specielt.

Dermot Mulroney, som spiller faderen, er perfekt castet i en rolle, som både skal give gåsehud men også virke som en kærlig og hengiven familiefar, og hvis der er noget serien her gør rigtigt, så er det at vise forskellige menneskers måde at håndtere sorg og fobier. Det er et meget specielt afsnit, der i hvert fald sad tilbage i kroppen på mig i lang tid efterfølgende.

Pooka 

Pooka er et ud af to afsnit, der lige så godt kunne have været med i Black Mirror. Vi følger en mislykket skuespiller, som tager et sommerjob som maskot for sommerens mest populære legetøj: Pooka. Men efter et stykke tid i kostumet, begynder han at udvikle to personligheder – nemlig ham selv og Pooka.
Afsnittet er enormt flot udført, og man har konstant en følelse af rædsel, der sniger sig op af ens rygrad, mens man ser afsnittet, fordi man ved at det er ved at gå galt. Pooka minder (desværre) rigtig meget om et Black Mirror-afsnit, og det er altså svært at se bort fra. 

Til gengæld er selve maskotten, Pooka, usandsynligt godt udført, og ligner på ingen måde et legetøj jeg ville give mine børn. Hele historien i afsnittet giver én myrekryb og efterlader også én med let hamrende hjerte, og en lyst til at fjerne diverse tøjdyr fra huset.

Opsætningen af både lys og lyd fungerer absolut majestætisk i afsnittet – brug af rødt lys og hårde lyde, får dig som seer til at være både bange og spændt på, hvad der sker, og det er interessant at se et hurtigt fald i det mentale under afsnittet.  

New Year, New You 

Det fjerde afsnit giver også en klar Black Mirror-vibe. Afsnittet handler om de sociale medier mere end noget andet, og hvordan man kan fremstå på dem – også selvom det ikke er sådan man i virkeligheden er.

En gruppe gamle veninder mødes til en sidste nytårsaften i et gammelt familiehus, men da de begynder at rode op i nogle gamle minder, kommer deres udestående med hinanden frem – med morderiske tendenser. 

Afsnittet er et af dem, som gør en bevidst om, hvor hurtigt sociale medier kan ende med at overtage ens liv og hverdag – og hvor hurtigt man ender med at blive den personlighed, man fremstiller på dem. Uden at afsløre for meget fra afsnittet, vil jeg sige, at det i hvert fald fik mig til at kigge nærmere på det, jeg selv indtager gennem de sociale medier og hvad jeg selv fremstiller. Igen gør Into The Dark noget rigtigt fedt med idéen om at håndtere sorg og det at føle sig efterladt og mindre værd, og det kommer sindssygt godt til udtryk.

Jeg var en kæmpe fan af afsnittet, og slutningen fik mig til at få kuldegysninger, og på trods af, at man egentligt havde forventet slutningen, så ramte den alligevel. 

Down 

Dette afsnit er også en af mine favoritter – det er nemlig en reel frygt, jeg har og at se den på en skærm, fik mig til at få koldsved.

To kollegaer bliver fanget i en elevator på deres arbejde henover weekenden, med kun lidt chokolade og vin med sig – det udvikler sig hurtigt til en syret, dyster kamp om livet og hvor meget man ser hinanden.

Afsnittet er filmet under minimalistiske forhold, og helt fra starten af har man en klaustrofobisk fornemmelse – fyren, der er fanget i elevatoren, giver myrekryb fra start, selvom han virker som en god og reel fyr. Afsnittet fungerer utroligt godt i dens kontekst, og er i den grad et afsnit, der bruger ens frygt for indespærring med en fremmed til noget godt – dog bliver slutningen lidt noget, man havde set komme og som desværre ikke bringer noget nyt på bordet – men udover det, så fungerer Down utroligt godt. 

Treehouse 

Treehouse er et af de afsnit, der desværre falder lidt fladt i forhold til de andre afsnit – selve idéen er super god, men desværre ikke helt så godt udført, som jeg havde håbet på.

Vi følger TV-kokken, Peter Rake, der rykker ud i sin families hus, efter en masse negativ presseomtale, for en weekend. Undervejs begynder fortiden at komme tilbage til ham og han opdager, at man ikke kan begrave fortiden – der er en gæld, der skal betales, og den gæld skal betales… nu!

Selvom idéen om seksuelle overgreb og omtalen, den kan få, er enormt godt tænkt og er udført rigtigt godt, så falder afsnittet altså til jorden.

Der er mange ting, som er rigtig fede, som fx hans hallucinationer, men meget af afsnittet føles tungt og er et af de eneste afsnit, hvor jeg tydeligst kunne mærke at det var halvanden time langt – og det er ikke nødvendigvis en god ting. Der er desværre faldgruber overalt i afsnittet, på trods af, at de har forsøgt at opveje det med humor og små twists, så fungerer det aldrig helt rigtigt.

Jeg vil dog sige, at det er udført flot og de forskellige kostumer, lys, lyd og det generelle set er utrolig smukt. Slutningen bliver for sød for min smag, og jeg havde lidt håbet på et pludseligt twist, som aldrig kom, hvilket er ærgerligt – især da de foregående afsnit havde fungeret så godt. 

(Foto: Into the Dark/Viaplay)

I’m just fucking with you

Dette afsnit er et, der både gør en utilpas, vred og nervøs. Vi følger en mand, der har en fobi for bakterier, der sammen med hans søster må udstå en nat med stigende og skræmmendebpractical joke, da de overnatter på et øde (og halv-ulækkert) motel.

Afsnittet fungerer hamrende godt, og jeg sad både og blev irriteret og forvirret undervejs, mens der hele tiden lå en underliggende frygt i baghovedet på mig.

Afsnittet eskalerer mere og mere, og man når aldrig helt at falde ned efter én ting, før en ny ting starter op – looket af afsnittet er også udført mesterligt, og kamera-arbejdet kommer virkelig til det fulde udtryk undervejs. Kameraet er skævt eller alt, alt for tæt på, og det skaber en stemning, man sjældent får undervejs i en serie – og det fungerer så godt, at man knapt nok tænker over det. Der er også nogle få skift til et telefon-kamera, som er en velkommen tilføjelse, da det skaber en ny følelse af, at man selv er en del af det.

De mange jokes bliver også vildere og vildere og med det, så følger en konstant hjertebanken. Into The Dark udnytter enhver frygt man har, og det kommer i den grad til udtryk i dette afsnit – det er i hvert fald et afsnit, der er værd at se. 

All that we destroy

Dette afsnit er det andet, der er som taget direkte fra Black Mirror – det er ikke længere kun menneskets fejl og mangler, men nu har vi også teknologi-aspektet med i afsnittet.

Vi følger en genforsker, som er overbevist om at hendes søn er seriemorder, og som beslutter sig for at skabe kloner til ham for at kurere hans voldelige tendenser. 

Afsnittet er ikke til at beskrive med ord. Der er både spørgsmål om det etiske ved menneskekloning, hvad man ikke vil gøre for at beskytte sine børn, frygt og teknologi i spil, og det hele samler sig til et afsnit, der både er kunstnerisk, grusomt og mesterligt udført med alt, hvad det indebærer. Idéen om, at klone et menneske og samtidigt forsøge at fremelske visse minder, men ikke alle, er syret og skævt, men hamrende godt udført – samtidigt er sønnen og hans tegninger både et nøglepunkt i afsnittet, men også en form for skønhed, man ikke havde forventet at se undervejs. 

Hele afsnittet er flot, skuespillet er i top og selvom det måske læner sig lige lovligt meget op ad Black Mirror, så er dette afsnit altså et af de absolut bedste – dog må jeg ærligt indrømme, at jeg syntes at slutningen var forkert; man havde regnet den ud og det gør ikke, at man sidder tilbage med en knude i maven, som man ellers har gjort igennem hele afsnittet, men nærmere en følelse af ”Var det… det?” 

På trods af det, var dette afsnit også en af mine favoritter, og jeg synes, at det er mesterligt udført, både i forhold til idéen om afsnittet, lys og kamera-arbejdet, og alt ind imellem. 

They Come Knocking

Hvis der er noget jeg elsker, så er det urban legends. Det er en af mine favorit-ting i verden. Fortællinger, der er gået fra mund til mund, kultur til kultur og endelig er der nogen, der bruger en urban legend, der ikke er Slender Man i deres fortælling!

Efter at have mistet sin kone til kræft, tager en far og hans to døtre på en køretur, kun for at havne midt i deres værste mareridt – og er afsnittet godt udført? Ja, for pokker!

Overnaturlige skabninger er klart ikke noget, der normalt giver en serie noget godt, men her følger vi halvt om halvt historien om de sort-øjede børn. Fortællingen (om børn, med et grumt smil, der for evigt er på deres ansigt og deres øjne, der er sorte hele vejen igennem, der kommer og banker på din dør – hvis du lukker dem ind, spiser de din sjæl, mens hvis du nægter dem, slår de dig langsomt ihjel) er creepy nok i sig selv – men at se den på en skærm gør det endnu værre. Der er blevet valgt en overlevering af denne legende, som fungerer hamrende godt, da det – igen – også befinder sig imellem virkelighed og fantasi og sorg og sorgproces.

Alt i alt er det her et af de eneste afsnit, jeg fik det fysisk dårligt af at se – dog vil jeg (lettere sobert) sige, at slutningen fik mig til at føle, at det var for let. Jeg havde sådan håbet på et twist af en art, noget med at de alle var fanget i sig selv eller havde slået hinanden ihjel, men jeg fik det aldrig. Havde slutningen måske været mere… creepy, så havde dette afsnit gjort hele serien til min nye favorit. 

(Foto: Into the Dark/Viaplay)

Culture Shock 

Det bedste er gemt til sidst, og det gælder også hos Into The Dark. Et afsnit, der handler om en ung mexicansk kvinde, der forsøger at jagte den amerikanske drøm, men bliver fanget i et mareridt af en anden verden.

Dette afsnit er et af de bedste udførte, jeg længe har set. Idéen om at flygte fra noget gråt og forfærdeligt for at ende i et pastelfarvet mareridt, er simpelthen så godt tænkt og udført – igen kommer teknologien lidt mere i spil i dette afsnit, men det gør ikke noget, da det er sådan en vigtig del af afsnittet – og så kommer det for øvrigt også som lidt af et chok!

Alle lyde er højere, end de normalt burde være, smilene er for store, vejene for ens og det hele føles lidt som en blanding af Nightmare on Elm Street, Groundhog Day og Pleasantville, fordi alting gentager sig i et pastelfarvet, alt for smilende mareridt. 

Farverne og kamera-arbejdet i afsnittet er noget af det bedste, jeg længe har set, og der kan nærmest ikke sættes ord på, hvor godt et afsnit dette er. Det er så fantastisk et påfund, og man sidder ofte og siger ”eeew” undervejs, fordi der er et eller andet usandsynligt forkert over et smil, der har for mange tænder og en kvinde, der ikke vil lade vores hovedperson røre sit eget barn. 

Culture Shock er uden et øjeblik af tvivl et af de bedste, og 100 procent også min absolutte favorit – selv hvis man ikke har tænkt sig at se hele serien, burde man se dette afsnit. 

Alt i alt formår Into The Dark altså at gøre noget godt, også selvom nogle af afsnittene bliver lidt for forudsigelige eller sukkersøde i slutningen – serien er, som nævnt mange gange, fuldstændigt mesterligt udført og de er gennemførte i deres historie. 

Det er en serie, der er værd at se, hvis man har den mindste smule forkærlighed for gys, gru og Black Mirror

Into The Dark får fuldt hus på hjerter!

Læs også: Anmeldelse af Black Mirror (sæson 5)

Sponsoreret
Prøv C More gratis i 14 dage og få adgang til masser af film og serier allerede idag

Sponsoreret
Gode serier kræver godt bredbånd. Sammenlign priser her

Hvad synes du om serien?


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *