Anmeldelse af Justified

(Foto: HBO Nordic)

In the deep, dark hills of eastern Kentucky, that’s the place where I trace my bloodline…

Af og til kommer der en spændingsserie som er svær at sætte i bås. Er det en krimi? Et karakterdrama? Eller er det en form for samfundskommentar?

”Justified” er sådan en serie, og lad mig sige det med det samme – det er en af de fedeste ”normale” serier, jeg har set. Når jeg siger normal, mener jeg at der ikke er superhelte, monstre, andre dimensioner eller den slags med (det er der generelt, når jeg ser serier!) men kun helt almindelige mennesker.

”Justified” handler om Raylan Givens, som er US Marshal. Til dem, der ikke kender denne del af det amerikanske politi, kan jeg fortælle, at US Marshals er den ældste form for organiseret politi i USA, og at deres opgaver spænder meget bredt. De tager sig bl.a. ofte af at opspore flygtede fanger, transportere fanger, lave vidnebeskyttelse og optrævle forskellige former for organiseret kriminalitet i svært tilgængelige egne.

Raylan er en hård hund, og hans retfærdighedssans er stor. Han er til gengæld også glad for at skyde forbryderne – selvom han oftest venter til aller-aller-sidste øjeblik med at trække, så ”de trak først, og så var det jo okay…” Han har heldigvis reflekser som Lucky Luke.

I starten af første episode møder vi Raylan netop i sådan en situation, hvor han skyder en narkohandler (og en virkelig slem en af slagsen) i Miami. Selvom han lod manden trække først, bliver han forflyttet langt væk fra Miami, for at komme lidt af vejen, mens sagen efterforskes. Hans chef sender ham til det værste sted, han kan komme på – Harlan County, Kentucky. Sjovt nok er det også der, hvor Raylan er født og opvokset…

And it’s there I read on a hillside gravestone: You’ll never leave Harlan alive.

Raylan kommer tilbage til sin barndoms by, men som mange der har prøvet den slags ved, så er det nemt at rejse ud, men svært at komme tilbage. Byen Harlan er ikke stor – den ligger inde i bjergene i Kentucky mellem skråningerne – men den er så gennemsyret af kriminalitet begået af de lokale familier. Der er hjemmebrændt alkohol og stoffer alle vegne, primært Oxycontin og hash fremfor de mere eksotiske stoffer som kokain og heroin. Folk er grimme og usoignerede, ofte halvberusede, går i gummistøvler og beskidt tøj og temperaturen er ubærlig fugtig og klam. Sådan var det liv, Raylan voksede op med, og som han troede, han havde undsluppet – men nu er han tilbage. Desværre på den anden side af skrivebordet end alle sine gamle venner… og sin egen familie. Hans far er en af de kriminelle, hans gamle venner har næsten alle en finger eller tre med i kriminaliteten i større eller mindre grad, og det allerværste: hans ekskone (som han stadig har følelser for) bor og arbejder også i byen sammen med sin nye mand, og arbejder i domhuset sammen med ham. Alt i alt er det ikke en opgave, Raylan ser frem til.

Læs også: Nu er Danmarks mest eksklusive Serieklub endelig en realitet!

Det første han bliver rodet ind i, er da også en sag med personlige elementer i: En gammel ven, Boyd Crowder, som han arbejdede i kulminerne sammen med som helt ung, er nu på vej til at skabe sin egen kriminelle gruppe, bestående af skinheads og nynazister. Boyd er ikke selv specielt racistisk (det er han alt for klog til), men han har fattet, at alle i banden tror på det han siger, og følger ham nærmest blindt. Raylan og Boyd kommer snart til at støde hovederne sammen – og det kommer til at gøre ondt.

Ovenstående er mere eller mindre plottet i pilotafsnittet, men det kunne samtidigt godt beskrive hele serien. For Boyd og Raylan bruger de seks sæsoner på at danse omkring hinanden, fordi ingen af dem inderst inde har specielt lyst til at skyde den anden, selvom de truer med det (og også gør det af og til…). Når man ser serien, er det også tydeligt hvorfor. Boyd er et troldspejlsbillede af Raylan, han er mere eller mindre hvad Raylan ville og kunne være blevet til, var han blevet i byen i stedet for at blive US Marshal. Det er både tankevækkende og lidt sørgeligt.

Serien i sig selv har som sagt seks sæsoner, og hver sæson fokuserer primært på en bestemt familie og dens kriminelle ugerninger. I den første er det som sagt Boyds familie, men i de næste sæsoner dukker der andre op, alt imens Raylan optrævler det klistrede net af kriminalitet, der er over hele byen.

Where the sun comes up about ten in the morning, and the sun goes down about three in the day…

Serien giver et meget lidt flatterende og meget usminket billede af Kentucky og den del af USA, der ligger mellem nord og syd (Kentucky regnes normalt for en sydstat, men grænser op til midtvest-stater som Indiana, Ohio og Illinois). Det er unægtelig et smukt sted – meget grønt og frodigt – men samtidigt er det dystert og mørkt, fordi det ligger mellem de høje bakker og bjerge, det er fattigt og fyldt med rednecks og folk uden uddannelse, alkoholikere, narkomaner og hardcore religiøse fanatikere. Det er en meget anderledes side af Amerika end vi normalt ser, når vi ser en krimi eller spændingsserie, og det klæder den at være unik. Selvom serien ikke direkte er filmet i Harlan County (Piloten blev filmet i Pittsburgh, mens resten af serien er filmet i Californien), så ligner det ekstremt godt. Man får meget tydeligt følelsen af, at Harlan ikke er et sted, man har lyst til at komme i nærheden af. At Raylan, som med sit gode udseende, pæne jakkesæt og store, bredskyggede hat formår at navigere det minefelt, han lander i, taler til hans evner som både politimand og hans empati. Men samtidig har han en enorm mængde vrede i sig, som han også forstår at kanalisere ind i sit arbejde.

(Foto: HBO Nordic)

Med undtagelsen af sæson tre, som jeg synes blev en lille smule langtrukken, så er serien faktisk så god, at den formår at lave seks sæsoner om organiseret kriminalitet i en ret lille by, uden at gentage sig selv eller løbe tør for historier at fortælle. Produceren og skuespilleren der spiller Raylan valgte selv at stoppe serien efter de seks sæsoner, fordi de netop ikke ville løbe tør, men ville ende mens de havde fuld damp. Det gør de også – seriens sidste sæson er en af de bedste, selvom min personlige favorit er sæson to.

Hele konceptet er en filmatisering og udbygning af Elmore Leonards novelle ”Fire In The Hole”- og hvis du synes hans navn virker bekendt, så er det fordi han har skrevet bøgerne bag film som ”Jackie Brown,” ”L.A. Confidential,””Black Dahlia” og ”Get Shorty.” Flere af hans historier om Raylan Givens blev samlet sammen til denne serie. Han har været meget glad for serien, og var selv en af producerne. Serien blev da også godt modtaget – den har været nomineret til otte Emmy-priser! – og fordi sæsonerne ikke er så lange, kan man relativt hurtigt komme langt i historien.

Skuespilmæssigt er der simpelthen to man er nødt til at fremhæve – Raylan selv og Boyd. Raylan bliver spillet af Timothy Olyphant, kendt fra ”Deadwood”, og hans karakter her er – selvom han stadig er på den rigtige side af loven – lidt mere i gråzonen end hans tidligere rolle. Han er charmerende og flot, men samtidigt formår han at vise mørket, der lurer bag Raylans øjne. Hele dobbeltheden i en mand, der tror lidenskabeligt på retfærdighed, men som netop derfor ofte må gå udenfor loven, for at straffe de skyldige. Han er simpelthen guld værd.

Boyd bliver spillet af Walton Goggins, der ikke var specielt kendt før denne rolle, men som helt bogstaveligt stjæler billedet. Han er en af de bedste TV-skurke nogensinde, fordi han har så utroligt mange lag. Han er ikke tegneserie-ond, han er ikke dum, han er ikke dumdristig. I stedet for er han meget klog og iskold i sin planlægning, og har en fantastisk humor. Goggins har siden været med i ”Sons of Anarchy” og i ”Vice Principals” – og så var han i øvrigt med i Tarantino-filmen ”The Hateful Eight”.

Jeg kan ikke anbefale denne serie nok. Den har det hele: En flot mandlig helt, masser af action og spænding, cool krimi-drama og romantik, og man overraskes hele tiden. En helt sikker vinder.

Nå ja – og hvis du undrer dig over de små citater igennem anmeldelsen – så stammer de fra det ”uofficielle” Justified-tema (Det officielle hedder ”Long hard times to come” og vandt i øvrigt en af Emmy’erne!) ”You’ll Never Leave Harlan Alive”. Den sang høres mindst én gang i hver sæson, i forskellige versioner, men den er skrevet af Brad Paisley, en kendt country musiker. Og i Vi elsker seriers stolte tradition med at gøre lidt grin med os selv, har jeg indspillet den i en akustisk version:

Læs også: 10 serier med seriemordere du bør se

Læs også: Nyt på HBO Nordic med danske Sarah-Sofie Boussnina på rollelisten

Sponsoreret
Prøv C More gratis i 14 dage og få adgang til masser af film og serier allerede idag

Sponsoreret
Gode serier kræver godt bredbånd. Sammenlign priser her

Hvad synes du om serien?


1 Comment

  • Som altid en god artikel og stor respekt herfra for at lægge en personlig video ved. “You’ll Never Leave Harlan Alive” er nu altså skrevet af den kriminelt oversete Darrell Scott, som bl.a. har turneret med Robert Plant i dennes Band of Joy.
    Find bl.a. på youtube Darrell Scotts udgave af Satisfied Mind og hans afsnit af The Transatlantic Sessions, hvis du kunne tåle lidt vellydende syn for sagn.
    P.S. Kan man egentlig bruge markup i kommentarerne?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *