Anmeldelse af Kidding (afsnit 1)

Opdateret

(Foto: Kidding/Aggregate Films)

Kidding –  som kan streames på HBO Nordic – er et samarbejde mellem Jim Carrey og instruktør Michel Gondry, der også arbejdede sammen i den fantastiske og ofte undervurderede Evigt solskin i et pletfrit sind fra 2004. Serien, der oprindeligt var sat til at få premiere på Showtime 9. september, har allerede nu fået eksklusiv forpremiere på HBO Nordic, hvor vi har set første afsnit.

Og bedømt på dette første afsnit af en halv times længde (der kommer 8 afsnit), er samarbejdet mellem Carrey og Gondry på samme høje niveau i Kidding, som i filmen fra for 14 år siden. Meget er ellers sket siden, og særligt Jim Carreys liv og karriere har taget en markant drejning det seneste årti, med blandt andet en meget lav frekvens af nye projekter og en meget offentlig interesse for spirituelle spørgsmål. Vi skal ikke her komme nærmere ind på disse åndelige emner, men ‘bare’ fokusere på det ‘comeback’, Kidding markerer.

(Foto: Kidding/Aggregate Films)

Og Carrey er vitterligt kommet tilbage. Ikke til tiden fra Dumb, Dumber eller The Mask, hvor han brillerede i store produktioner som altoverskyggende og hektisk humørbombe, men nærmere til den Carrey, der med netop Evigt solskin i et pletfrit sind, var ved at finde en ny stil som skuespiller i starten af dette årtusinde. Og det klæder ham simpelthen så godt.

Kidding spiller han nemlig Jeff (som kaldes Mr. Pickles) – en etableret børne-tv-personlighed, der prøver at finde sig selv, sin familie og en normal tilværelse igen efter hans ene søns tragiske død. I første episode prøver han blandt andet af overtale sin chef Seb Piccirillo (spillet af den altid mesterlige Frank Langella, som seriefolket vil huske fra The Americans) til at lave en af sine klassiske børneudsendelser, men med temaet… døden.

(Foto: Kidding/Aggregate Films)

Udover Langella har Kidding også Catherine Keener (Being John Malkovich og Into the Wild) på rollelisten. Det er vidunderligt at se disse stærke skuespillere overfor Carrey, og til Carreys ros skal det siges, at det ikke er til at sige om det er Langella og Keener, der gør Carrey så god eller omvendt. Uanset hvordan det forholder sig er resultatet simpelthen så godt.

Du kan se traileren til Kidding her:

Jeg glæder mig virkelig til at se resten af Kidding, og særligt – kan man nok også mærke – til bare at nyde Jim Carrey i en rolle, hvor han gør det, man efterhånden må anerkende at han er bedst til: At portrættere karakterer med ar på sjælen, der samtidig har humoren som en integral del af deres liv. Kombinationen af tæt mørke og tindrende lys om man vil.

Derudover har jeg på fornemmelsen, at Jeffs overlevende søn kommer til at byde os på mange grin. Bedømt på første afsnit virker det som om, at han har en alternativ og ret vild tilgang til at komme igennem tabet af sin bror. Dette bliver spændende at følge.

Hvis du er interesseret i kombinationen af humor og mere alvorlige emner, kan vi desuden anbefale, at du tjekker serien Misbrug, angst og andre sjove ting ud, når den 27. september i år får premiere på C More. Læs mere om denne serie her .

Læs også: Anmeldelse af Succession

Læs også: Aktuelle serier på HBO Nordic i september

Hvad synes du om serien?


2 Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *