Anmeldelse af Killing Eve sæson 3

Tidens smukkeste, farligste og mest velklædte lejemorder Villanelle er tilbage på HBO Nordic i Killing Eve, og lige i hælene er som altid Eve. For på trods af at blive skudt i ryggen i slutningen af anden sæson, så er Eve, surprise surprise, stadig i live.

Foto: Killing Eve sæson 3/HBO Nordic

Med henblik på at dele min glæde og frustration over tredje sæson af Killing Eve, så er denne anmeldelse fyldt med spoilers. Har du ikke selv fået set sæsonen endnu, så kom i gang! For jo jo, den er fremragende, men ikke helt uden plads til forbedring. Stop her, få set tredje sæson og vend så tilbage til anmeldelsen, der højst sandsynlig vækker en masse diskussion og debat over kritikken af den ellers lovpriste serie.

Ret skal være ret

Først nogle rosende ord, for ret skal være ret. Skuespilspræstationerne i Killing Eve er som i de foregående sæsoner eminente. Vores egen danske Kim Bodnia gør det fantastisk som Villanelles skrupelskøre mentor, som nu ser ud til at tage benene på nakken og smutte inden det brænder på.

LÆS OGSÅ: Anmeldelsen af The Great

Iskolde og sand-i-Sahara-tørre Carolyn (Fiona Shaw) får lov til at shine som en atypisk mor og karrierekvinde. En ny karakter, Dasha (Harriet Walter), bliver præsenteret som skaberen af vilde, vanvittige og voldsomme Villanelle. Det er fremragende skuespil og galskab fra den russiske moderfigur. Dog, synes jeg, hendes karakter mangler en smule seriøsitet, da der jo er tale om decideret spionage, vold og drab. Men humoren og den lette tilgang til en brutal verden er også, hvad der gør Killing Eve spændene og unik.

Foto: Killing Eve sæson 3/HBO Nordic

Ligeså grå, nusset og dødkedelig Eve (Sandra Oh) nu er i tredje sæson, ligeså magisk er Villanelle (Jodie Comer). Et kæmpe skud ud til den kostumedesigner, der har klædt hende på. Det er næsten ligeså underholdene at se hendes påklædning, som det er at se hendes næste træk. Hendes karakter og fortid bliver udforsket yderligere i denne sæson, og det er bestemt ikke kedeligt. Hun er barnlig, voldsom, feminin, seriøs, farlig, sjov, ambitiøs og nysgerrig. Jodie Comers portræt af Villanelle ville i sig selv udløse 6 hjerter. Efter hende halter den grå og triste Eve, som har mistet modet og lysten til at lege katten efter musen, lige indtil hendes nærmeste bliver skadet. Der er som sådan ikke noget galt med Sandra Ohs skuespil. Det er hendes karakter, der her i tredje sæson lider frygteligt, og det er næsten ubærligt at se på.

Godt humør

Udover det gode skuespil og de enestående karakterer, så er humoren fuldstændig essentiel for, at tredje sæson lykkes. Et gennemgående tema er chok, og det er hylende dumt og morsomt at se Konstantin (Kim Bodnia) blive forskrækket igen og igen.

LÆS OGSÅ: Anmeldelsen af Ghost in the Shell SAC-2045

Derudover er deres dialog velskrevet, både med humoren i højsæde, men også alvoren. Det giver karakterne mange forskellige dimensioner, når de samtidige med at være følelseskolde mordere, funderer over fortiden, familierelationer og balancen mellem retfærdighed og selvtægt. Her er der især tale om Villanelle og Carolyn.

Fladt og jævnt plot

På trods af de rosende ord, så er der alligevel noget, der går grueligt galt i maskineriet bag tredje sæson af Killing Eve. Der er virkelig meget godt at sige om denne sæson, og alligevel føles den enormt flad og jævn. På trods af, at jeg nu har set sæsonen to gange, så det svært for mig at sætte en finger på, hvad det egentlig er der går galt.

Jeg har dog to bud. Først og fremmest så vil serien nå meget på kort tid. Er det Villanelles karakter og fortid vi skal udforske? Er det mordet på Kenny (Sean Delaney)? Er det de nye karakterer, vi skal lære at kende? Er det forældre og barn-relationer som med Carolyn og forholdet til datteren eller Konstantin og forholdet til hans datter? Er det det vanvittige forhold mellem lejemorderen Villanelle (og The Twelve, som vi stadig ikke rigtig ved hvad er for en størrelse) og den tidligere MI6 agent Eve, som vi udforsker? Vælg gerne én vej, ikke alle vejene.

Foto: Killing Eve sæson 3/HBO Nordic

For det andet er det et plot, som skaberne selv ikke virker til at tage seriøst nok. Resultatet af, at der sker alt for meget på alt for lidt tid, er, at plottet simpelthen falder helt igennem. Hvem slog egentlig Kenny ihjel og hvorfor? Er vi sikre på, at vi får de rigtige svar til slut? Jeg er faktisk ikke helt sikker. Det føles uforløst, mærkværdigt og utroværdigt.

Skønt er det, at humoren, galskaben og opgøret med de klassiske kønsroller i krimi- og dramagenren bliver prioriteret, men det fabelagtige karakterkatalog fortjener et bedre og mere overskueligt plot at folde sig ud på. Vi skal forhåbentligt se mere til Villanelle og vennerne, men plottet må godt være ligeså godt klædt på som hende næste gang. Selvom Killing Eve på HBO Nordic har meget godt at byde på og har geniale øjeblikke, så efterlader den seeren med en anelse flad fornemmelse. Skal vi så bede om mere Killing Eve? Ja, det kan du lige bande på vi skal!

Fakta om Killing Eve sæson 3

Instruktør: Terry McDonough, Miranda Bowen, Shannon Murphy, Damon Thomas
Manuskriptforfatter: Suzanne Heathcote, Anne Jordan, Laura Neal, Eilnor Cook Krissie Ducker, Luke Jennings, Pheobe Waller-Bridge
Medvirkende: Jodie Comer, Sandra Oh, Fiona Shaw, Kim Bodnia, Owen McDonnell, Sean Delaney, Gemma Whelan, Harriet Walter
Antal afsnit: 8
Land: USA, England, Italien
Dansk premieredato: 27 April 2020
Dansk streamingtjeneste: HBO Nordic

LÆS OGSÅ: 5 gode serier på Amazon Prime Video

Hvad synes du om serien?


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *