Anmeldelse af Klovn – sæson 7 afsnit 1

Klovn er tilbage og vi elsker det! I anledning af første afsnit af sæson 7, har Vi Elsker Serier forfattet en fælles-anmeldelse. Tre af redaktionens største Klovn-fans har hver bidraget med deres tanker om gårsdagens afsnit.

Rikke

Klovn er tilbage, og alt er ved det gamle. Vi er ikke ret langt inde i første afsnit, før Frank opfører sig pinligt, og Mia ruller med øjnene. Flere gange måtte jeg se væk, mens jeg grinede, når Frank som sædvanligt bringer sig ud i dumme situationer – ingen spoilers, men han når at optræde upassende over for flere religiøse minoriteter. Så er sæsonen allerede godt i gang.

Sæson 7 tager historien op i 2018, og der er sket en del siden sidst. Frank og Mia har store børn, og Casper har en ny kæreste, en fiktiv udgave af Lene Nystrøm (kendt fra Aqua). Hun skaber usikkerhed hos Frank og Mia, som ikke føler, at de kan leve op til hende, og Casper selv går ret langt for at please hende og opretholde facaden om det lykkelige par, der er skabt for hinanden. Det er alt sammen rigtig sjovt og også pinligt – som det skal være i et afsnit af Klovn.

Sæsonen har fået titlen Tilbage til hverdagen, og det lever første afsnit i hvert fald op til. Efter de spektakulære begivenheder i Klovn-filmene er det rart at opleve Frank og Casper i helt almindelige hverdagssituationer – eller så hverdagsagtigt, som det bliver i Klovn, for helt almindeligt er Caspers liv trods alt ikke for de fleste af os.

(Foto: Klovn/Zentropa)

Afsnit 1 er en rigtig god start på sæson 7. Der bliver sat nogle ting i gang, som helt sikkert bliver temaer i de kommende afsnit – især omkring Lene og hendes forhold til Casper. Det kan kun blive sjovt og tåkrummende pinligt, og det er lige, som det skal være. Jeg kunne godt tænke mig at være en flue på væggen under optagelserne, for man får en fornemmelse af, at skuespillerne virkelig har nydt at være tilbage, og der skal nok være nogle sjove bloopers et sted.

Som stor Klovn-fan glæder jeg mig til resten af sæsonen – det kan kun blive godt.

Jonas

Jeg har altså smidt en ‘spoiler alert’ ind, da jeg ikke kan holde mig til at tale om aftenens afsnit i generelle vendinger. Jeg må simpelthen ud med det nu.

Den mest markante følelse jeg sidder med lige nu er… lettelse. Som anført tidligere her på siden, oplever jeg – hver gang der er nyt fra Klovn-universet – denne ulidelige frygt for, at min yndlingsserie nu skal ødelægges med en sæson eller en film, der ikke lever op til det helt vanvittigt høje niveau, vi indtil videre har været vidne til. Needless to say: Denne frygt blev igen gjort til skamme.

(Foto: Klovn/Zentropa)

Vi har set et afsnit, hvor alle de rigtige ingredienser var med: Frank gjorde sig selv til grin, Casper var både ultra-narcissistisk og under tøflen på samme tid, Mia og Franks intime forhold var tåkrummende kikset og Frank og Casper solgte hinanden ud for et godt ord (men forblev som altid bedste venner alligevel). Derudover bindes afsnittets småhistorier (henholdsvis Franks velgørenhedsprincip om kun at give 1 kr. til religiøse organisationer og hans dumhed med at betale overpris for ‘det muslimske klaver’) i klassisk Klovn-stil sammen til slut gennem Mias insisteren på, at Frank skal betale 2000 kr. til Pinsekirkens indsamling til hjemløse i Rumænien. Det fungerer bare rigtig godt.

Men at lettelsen er den største følelse, betyder også, at glæden ikke er det. Afsnittet var solidt uden at være prangende. Franks ageren i forhold til Klaver-købet var dum, uden at være pinlig nok til min smag. Jeg mener ikke, at historien var stærk nok til at være afsnittets hovedfokus. Derudover havde jeg det lidt svært med Lene som Caspers nye partner. Det kan være, at hun styrker serien senere hen, men mit umiddelbare indtryk var, at hun lidt ‘bare’ bliver en Iben nr. 2. Altså som hende der kan tryne Casper. Caspers karakter løftes dog af dette modspil, hvilket næsten maner enhver kritik til jorden. Men jeg håber, at hendes karakter foldes mere ud.

Min bedømmelse af første episode lander på 4 hjerter. Jeg var svært underholdt, men af de tre afsnit, vi som anmeldere allerede har fået lov at se fra den nye sæson, står dette som det klart svageste. Når det er sagt, er 4 hjerter jo rigtig godt, og man kan glæde sig til at se mere. Holder resten af sæsonen et niveau som afsnit tre – ja så er vi altså helt oppe og ringe. Dette afsnit rangerer blandt de bedste i Klovn nogensinde. Grænser bliver brudt ned, der er sublime biroller, og Casper og Franks forhold sættes på prøve. Verdensklasse!

Kim

(Foto: Klovn/Zentropa)

Klovn er for mig som en gammel ven, der altid vil være der uanset hvad. År kan gå, hvor jeg ikke tænker på denne ven, men når vi så ses igen, er det som, at vi aldrig har været væk fra hinanden. Det er præcist den følelse, de første tre afsnit af sæson syv har givet mig, og jeg glæder mig til at se endnu mere til denne gode ven.

Jeg er i virkeligheden ikke den rette til at forholde mig kritisk til Klovn. Jeg æder virkeligt det meste råt, og har genset de fleste afsnit mere end en gang. Enten er man til Klovn-universet eller også er man bare ikke. Den nye sæson er gammel vin på nye flasker, og det er for mig helt ok.

Jeg vil ganske enkelt bare underholdes med tåkrummende pinagtigheder fra komikerparret Casper og Frank, og de må gerne gå planken ud. Det er for mig helt fint, at vi fortsætter til sæson tredive, så længe det bliver ved med at være skægt, og de bliver ved med at finde en god hook og punchline i hvert afsnit – samtidigt med at vi introduceres for nye fede karakterer.

I denne sæson støder vi både på Erik Clausen, Per Pallesen og et Mountainbike-hold, der gav mig en akut følelse af midtlivskrise. Humoren er den samme som vi kender fra tidligere sæsoner, og vi er inde at røre ved sprængfarlige emner som #MeToo, indvandrerdebatten og døden, så der er lagt i kakkelovnen til masser af ”Det gjorde de bare ikke”-moments.

Indtil videre har det nye instruktørhold ramt en god rød tråd i hvert afsnit, som er blevet toppet med en ok punchline. Og det er især her kampen skal vindes, hvis Klovn skal bevare sit årelange momentum. Jeg er og bliver fan, og jeg er rigtigt godt tilfreds indtil videre.

Det første afsnit er måske det afsnit, der har den svageste afslutning af de tre, men det betyder jo bare, at du roligt kan glæde dig til andet og tredje afsnit.

Læs også: Den ‘Grande’ Klovn-quiz

Læs også: 5 grunde til at vi glæder os til Klovn sæson 7

 

Sponsoreret
Prøv C More gratis i 14 dage og få adgang til masser af film og serier allerede idag

Sponsoreret
Gode serier kræver godt bredbånd. Sammenlign priser her

Hvad synes du om serien?


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *