Anmeldelse af ‘Lisey’s Story’: “Alle puslespillets brikker er der. Og alligevel er det, som om der mangler noget”

Foto: Lisey’s Story/ Apple TV+

Den seneste nye Stephen King-serie er landet på Apple TV+. Denne gang har han selv skrevet manuskriptet til serien, men der mangler alligevel noget.

Som forfatter har jeg altid haft et lidt akavet forhold til filmatiseringer af bøger. Ting, som virker på bogens sider, kan ofte være svære at overføre til filmens verden, og derfor er der tit stor forskel på handlingen i filmen og bogen. Det er meget sjældent, at man ser en film, der vitterligt er en levendegørelse af bogen, ofte fordi forfatteren ikke er involveret, men overlader historien til andre, så de kan skrive et manuskript.

Lisey’s Story er Stephen Kings egen favorit af hans bøger, og derfor mente han ikke, at andre end han selv skulle arbejde med manuskriptet. King har selv skrevet alle otte episoder, og derfor er denne serie nok så tæt på hans egen vision, som en levendegørelse kunne være.

LÆS OGSÅ: Anmeldelse: ‘Kvinden i vinduet’ ved ikke, hvilket ben den skal stå på

Julianne Moore, Clive Owen og Dane DeHaan, som spiller de tre store hovedroller, er virkeligt dygtige skuespillere, og instruktøren Pablo Larrain er kendt for at lave visuelt smukke og imponerende film. Med otte episoder er der desuden rigeligt plads til, at den lidt over 500 sider lange roman kan få fuld plads til at følge alle sidehistorier og små detaljer til dørs.

Altså er der alle muligheder for, at Lisey’s Story kunne blive en fuldstændig fantastisk filmatisering. Alle puslespillets brikker er der. Og alligevel er det, som om der mangler noget.

Hvad er der så galt?

Det er svært at sætte ord på præcis, hvad der er, serien mangler. Måske er det simpelthen Kings egen fejl, fordi han netop ville have ALT med, og derfor har gjort historien mere langtrukken, end godt er. De otte episoder kravler langsomt fremad – eller rettere, det gør de ikke hele tiden. Serien er nemlig fyldt med flashbacks og flashbacks INDE I flashbacks! Af og til er den eneste måde, man kan vide, hvor man befinder sig henne i historiens kronologi, at holde øje med Julianne Moores hår, der bliver kortere, jo ældre hun bliver.

Lisey’s Story er en kærlighedshistorie. Eller rettere, en historie om sorg over en tabt ægtefælle. Eller måske er den i virkeligheden en historie om besættelse af et idol. Eller måske er den en overnaturlig historie om en mand, der kunne hoppe fra verden til verden. I virkeligheden er den vel alle disse ting, og fordi den er det, ender det med at blive en lidt rodet og halvkedelig historie, der aldrig rigtigt kommer nogen vegne.

Selve historiens grundide er følgende: Lisey Landon (Julianne Moore) er enke efter Scott Landon (Clive Owen), en verdensberømt forfatter, som hyldes som en af verdens bedste. Det er tydeligt, at King har lånt Scott mange træk fra sig selv eller i hvert fald det, som andre mennesker tror om ham. Scott er død af en mystisk sygdom, og Lisey sørger stadig over ham, mens hun er i færd med at pakke hans arbejdsværelse ned. Hun bliver kontaktet af en akademiker, som gerne vil have Scotts papirer, noter og især uudgivne manuskripter til sit museum, men Lisey har ikke lyst til at give dem fra sig. Akademikeren hyrer så en hardcore fan, Jim Dooley (Dane DeHaan), til at få hende på andre tanker. Dooley er farligt sindssyg og går til opgaven med liv og sjæl. De scener, hvor han angriber og torturerer Lisey, er nogle af seriens mest voldsomme og effektfulde, selvom man faktisk aldrig ser selve torturen.

LÆS OGSÅ: Nye serier på streamingtjenesterne i juni 2021

Mens hun prøver at holde sammen på sig selv, både mentalt og fysisk, har Lisey også andre problemer. Dels er hendes ældste søster, Amanda, blevet katatonisk og skal indlægges på et mentalhospital, og dels har hun som sagt sin sorg at slås med, ansporet af en slags skattejagt (en såkaldt ”bool jagt”), som Scott har forberedt til hende efter sin død. Denne skattejagt åbner langsomt op for Liseys egne minder, og hun forstår, at Scott også havde overnaturlige evner – nemlig evnen til at forlade vores verden og ”hoppe ind” i en anden verden, som han kaldte Boo’ya Moon. Det er denne verden, der gav ham inspirationen til alle hans bøger.

Fungerer det så?

Man kan sige meget om at blande en realistisk stalker-historie med den overnaturlige del af bogen. På sin vis er det spændende at se de (meget ubehagelige) flashbacks fra Scotts barndom, hvor hans far skar i ham og hans bror med en lommekniv for at ”lukke det onde ud”, og de derfor hoppede over i den anden verden for at hele igen. Det er også en spændende måde at bruge TV-mediet som en roman, hvor handlingen jo ikke altid er lineær, og at kunne hoppe rundt mellem de forskellige tidsspor, så man til sidst føler, at man har set tre sæsoner af Westworld på en gang. Der er ingen tvivl om, at Lisey’s Story har flyttet grænserne for, hvad man kan få med i en filmatisering.

Der er simpelthen bare et problem: Den er ikke særligt spændende.

Skuespillerne bliver slet ikke brugt nok, især ikke Julianne Moore, der normalt har en enorm spændvidde som skuespiller. Her er hun reduceret til en meget stiv og nærmest todimensionel figur, og det er faktisk synd. Man kan godt mærke, at Clive Owen og hun skal forestille at have et fantastisk og intimt ægteskab, men det bliver bare aldrig rigtigt virkeligt. Dane DeHaan går på den anden side fuldstændig amok som psykopaten Jim, og man ved aldrig helt, om man skal grine af ham, når han står i regnvejr med sin gule frakke og stirrer ondt og intenst på Liseys hus.

Den overnaturlige del af serien er filmet på en rimeligt billig måde, der mest af alt ligner et billigt teaterstykke fra en skoleklasse-forestilling af Peter Pan, og computergrafik monsteret (der aldrig får et navn, men som i bogen hedder ”The Low Boy”) er nærmest lidt til grin, hvilket er synd.

Som sagt er historien simpelthen for langsom. Især de episoder, hvor Lisey bare står og drømmer og husker tilbage, og som derfor nærmest er ét langt flashback, er tunge at komme igennem. Man føler, at man slet ikke rykker sig i handlingen. De to sidste episoder er seriens bedste – men desværre forudser jeg, at mange er stået af på det tidspunkt.

LÆS OGSÅ: Det kunne have været så godt: De 5 mest skuffende serier de seneste 5 år

Dengang jeg læste bogen, var jeg heller ikke specielt vild med den. Ved at læse lidt på forskellige Stephen King-fansider har jeg fundet ud af, at Lisey’s Story (altså bogen) i virkeligheden slet ikke henvender sig til mig – men derimod til kvindelige læsere. Mange kvinder har skrevet om, hvordan beskrivelsen af sorg for en enke var fuldstændigt spot on, og det er også muligt, at serien har det på samme måde. Måske vil man som kvindelig enke sidde og føle sig fuldstændigt suget ind i historien. Det kan jeg af gode grunde ikke vide. Men selv som Danmarks største Stephen King-fan (jeg har papir på det, hvis der er nogen der tvivler!) så var jeg flere gange fristet til at slukke for serien. Det er altså ikke et godt tegn.

Skal jeg så se den?

Jeg giver serien to ud af seks hjerter. Den er simpelthen for langsom og halvkedelig til, at jeg tror den vil tiltale ret mange. Men som sagt, hvis du elskede bogen, så er det muligt, at du også vil falde for serien. Og ret skal være ret; så er der nogle virkeligt fede scener i den – specielt er jeg stor fan af flashbackscenen, til lige før Scott dør.

Fakta om ‘Lisey’s Story’

Medvirkende: Julianne Moore, Clive Owen, Dane DeHaan, Jennifer Jason Leigh, Joan Allen.
Antal afsnit: 8
Dansk premieredato: 4/6 2021
Dansk streamingtjeneste: Apple TV+

LÆS OGSÅ: Hvis du kunne lide ‘True Detective’ og ‘Sharp Objects’, vil du elske ‘Mare of Easttown’

LÆS OGSÅ: Kvinder i hovedrollen: Månedens serietip på C More

LÆS OGSÅ: Anmeldelse: Jeg så ‘Army of The Dead’, så du ikke behøver. Helt seriøst.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

You May Also Like