Anmeldelse af Maniac

(Foto: Maniac/Netflix)

(Anmeldt på baggrund af hele sæsonen og vil indeholde spoilers)

Den altid fængslende Emma Stone, som gang på gang viser nye sider af sig selv, spiller karakteren Annie, der er plaget af familietraumer og hallucinerer sin afdøde søster Ellie (Julia Garner, Ozark) ved hjælp af en ny type pille – mere om den senere. Ved sin side har hun Jonah Hill, der i rollen som den skizofrene Owen forsøger at gøre det rigtige trods presset fra sin velstående familie i forbindelse med brorens retssag. Stone og Hill er allerede i disse roller umulige at tage øjnene fra, men med introduktionen af James Mantleray (Justin Theroux) og hans syrede eksperimenter med at fjerne unødvendig smerte fra vores sind skal jeg love for, at de får plads til fri leg.

(Foto: Maniac/Netflix)

Vi er nødt til at tale om Theroux, for hans rolle og præstation er simpelthen uforglemmelig. Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har set en bedre introduktion af en karakter – afbrudt i færd med virtual reality-sex, famlende efter sin paryk, mens han forgæves forsøger at bevare sin værdighed. Hans brug af læbepomade inden et absurd langt kys på munden med sin mor (Sally Field), som han i øvrigt hader mere end noget andet. Hans kærlighedsfejde med en kollega over supercomputeren GRTA (Gerty), der styrer hele eksperimentet, men bliver deprimeret på grund af kollegaens overdosis og begynder at forårsage tekniske fejl. Jep, du læste helt rigtigt. Den spontane blindhed, det seksuelle forhold med computeren og så meget mere. Man kan kun beundre Theroux’ engagement med sådan en karakter for vores underholdnings skyld, og det virker, som om han nyder hvert sekund af absurditeterne. Desuden et stort kudos til Theroux og assistenten Dr. Fujita (Sonoya Mizuno, La La Land) for deres evne til at holde masken i dialogen om en computers empatiske evner.

(Foto: Maniac/Netflix)

Det er ikke kun historien, der indeholder et eksperiment. Faktisk virker hele serien som et eksperiment i sig selv, og jeg forstår godt, hvis man ligesom Owen har lyst til at give op halvvejs. Lader man sig dog give hen til serien, som Owen efter lidt betænkningstid også gør til eksperimentet, er der en god chance for, at man ikke kommer til at fortryde det. Hovedforfatteren Patrick Somerville har fået hjælp til manuskripterne af folk fra BoJack Horseman, Mr Robot og sine gamle venner fra The Leftovers. Serierne har det til fælles, at de ikke er bange for at rykke grænserne og afvige fra mainstreamtendenser. Det kan skræmme mange væk, men resulterer også i unikke serieoplevelser, som det i den grad er tilfældet her.

(Foto: Maniac/Netflix)

Jeg nævnte tidligere ”fri leg”, og at jeg ville vende tilbage til de mystiske ABC-piller, forsøgspersonerne skal tage for at identificere og konfrontere den adfærd, der står i vejen for deres lykke. Det er uden tvivl her, at man finder ud af, om man kan lade sig rive med af serien eller ej. Jagten på en lemur som forsoningsgave, et kup for at stjæle det forsvundne Don Quixote-kapitel, krydsklip mellem en mafiafamilie og diamanttissende elverfolk, en miniatureby og en spionhistorie. Et virvar af parykker, accenter, kostumer, rekvisitter, forskellige tidsperioder, musik og sjove karakterer.

Den visionære instruktør Cary Joji Fukunaga (True Detective) spiller på alle tangenter, og det er imponerende, at han mestrer så mange genrer så godt. Resultatet af hans samarbejde med fotografen Darren Lew (Bloodline) er vidunderligt smukt. Det samme er arbejdet med Stone, Hill, Theroux, Field og resten af castet, der alle spiller fantastisk i de forskellige versioner af sig selv. Jeg blev i den grad revet med af eksperimentet, der både er ekstremt morsomt og dybt tragisk undervejs.

(Foto: Maniac/Netflix)

Jeg er forbløffet over, at holdet har formået at bevare den emotionelle, menneskelige undertone, og at serien ikke stikker helt af til sidst. Er serien og historien forvirrende undervejs? Absolut, men det samme kan siges om vores besynderlige sind.

Læs også: The Good Cop lander på Netflix

Læs også: Anmeldelse af True Detective sæson 1 og 2

 

Sponsoreret
Prøv C More gratis i 14 dage og få adgang til masser af film og serier allerede idag

Sponsoreret
Gode serier kræver godt bredbånd. Sammenlign priser her

Hvad synes du om serien?


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *