Serier | Anmeldelser

Anmeldelse af Mayans M.C.

AfKim Sørensen
23. november 2018
Anmeldelse af Mayans M.C.

Del artikel

Så fik jeg slugt hele første sæson af Mayans M.C. Den er også blevet fordøjet. I denne anmeldelse vil jeg kaste lys over, hvorvidt jeg glæder mig til næste sæson, der er blevet bekræftet at tv-netværket FX.

Mayans M.C. var en af de serier, jeg havde glædet mig mest til i 2018, hvilket hænger sammen med min begejstring for Sons of Anarchy, der efter min mening er en af de mest binge-værdige serier nogensinde. Mayans M.C. er som de fleste nok efterhånden ved en spin-off til Sons of Anarchy-universet.

Serien foregår i det sydlige Californien tæt ved den mexikanske grænse. Nærmere betegnet i byen Santo Padre. Byen er domineret af flere kriminelle grupperinger herunder vores antihelte fra Outlaw Motorcykelklubben Mayans M.C., som vi lærte at kende som rival og sidenhen støtteklub til SAMCRO (Øgenavn til Sons of Anarchy-motorcykelklubben). Vi finder hurtigt ud af, at motorcykelklubben er i lommen på Galindo-kartellet, der er et magtfuldt gangster-syndikat, der ledes af den frygtede Miguel Galindo (Danny Pino). Relationen mellem de to kriminelle grupperinger går langt tilbage, og her spiller Marcus Alvarez (Emilio Rivera) en vigtig rolle. Han er øverste præsident for Mayaerne, og det er også ham vi primært husker fra klubben i SOA-universet.

Den primære historie i denne første sæson er centreret omkring EZ Reyes, der er et prospect-medlem af klubben (Prospect = prøvemedlem af en outlaw motorcykelklub). Han er blevet løsladt fra fængsel, og vil nu gerne gå i fodsporene på sin bror, der også er medlem af klubben. EZ er en intelligent og streetwise person fra en stolt mexicansk familie, der stod overfor en lovende fremtid før han røg i fængsel. Med hævntørst og commitment til sin nye livsstil som outlaw biker, følger vi så EZ's ikke helt ukomplicerede vej ind i klubbens hierarki.

Læs også: Serienørderne Episode 1: Lækker mad, dværge over det hele og en riddersal

Galindo-kartellet udfordres af en gruppe oprører, der består af overlevende børn af familier, der har følt kartellets nådesløshed på nærmeste hold. Konflikten har placeret Mayans M.C. i midten af det hele, og fuldstændig som i Sons of Anarchy, forstår vi hurtigt, at det ultra-kriminelle miljø omkring kartellerne og bikergrupperingerne, har dets helt egne og komplicerede regler, hvor moralen tit kan måles i, hvor meget blod der kan udgydes for hinanden, hvor mange penge der kan tjenes og hvor god man er til at lave alliancer.

Kvinder spillede også en stor rolle i den originale serie om SAMCRO, og det samme er også gældende i Mayans M.C. Og omend vi ikke får så mange småpsykotiske 'ol`ladys' som i forgænger-serien, så er flere af problemerne i denne sæson også bygget op omkring forhold til kvinder. Emily Thomas (Sarah Bolger), der er tidligere kæreste med EZ og nu gift med Miguel Galindo, leverer en overbevisende præstation og hendes fortid med prospect-medlemmet leder naturligvis også til komplikationer mellem kartellederen og bikeren.

Overordnet set er første sæson en god oplevelse, og jeg kom da også ret hurtigt igennem alle ti afsnit. Ligesom i Sons of Anarchy tager det også tid at opbygge karakterer, og det var først i anden sæson jeg virkeligt blev hooked på SOA. Det er også tilfældet med Mayans M.C. , jeg føler mig ikke helt tæt på karakterene endnu, hvilket måske også er lidt af en udfordring med tanke på, at de fleste personer vi ser i serien, er glødende kriminelle og i nogle tilfælde mordere. Man kan måske overordnet sige, at serien her måske blot er gammel vin på nye flasker. Jeg tog også mig selv i at savne lidt flere interne bikerkampe frem for så meget fokus på kartel vs oprørere med vores biker-antihelte som mellemled. Der er dog potentiale, og serien var også tilpas spændende og godt produceret til, at jeg vil glæde mig til næste sæson.

Hele første sæson af Mayans M.C. kan ses på HBO Nordic.

Læs også: Aktuelle serier på HBO Nordic i november

Læs også: QUIZ: Hvor godt kender du din antihelt?

Del artikel

Andre Serier | Anmeldelser