Anmeldelse af ‘Midnight Mass’: Der er ikke noget at sætte en finger på

Foto: Midnight Mass/Eike Schroter/Netflix

‘Midnight Mass’ er et fantastisk gys, der dykker ned i den katolske verden og dens skævvridning af Bibelen blandet med eventyr, gys og vampyriske tendenser.

Jeg var egentligt ikke helt klar over, hvad jeg satte mig for a se, da jeg 24. september tændte for Netflix og Midnight Mass.

Det, jeg vidste var, at Mike Flannagan var forfatter og instruktør, og ham har jeg været fan af siden hans debut på Netflix med filmen Hush. Desuden vidste jeg, at han er en hamrende dygtig gyserforfatter, der samtidigt anvender noget samfundsrelevant i alle sine serier og film.

Jeg var glædeligt overrasket over Midnight Mass og dens mange temaer og gys.

Præster, døde katte og skyld

Midnight Mass smider os direkte ind i en ulykke med en død teenager og en fuld mand, der beder til Gud. Det er vores første introduktion til Riley Flynn (Zach Gilford, Good Girls), og hans troskrise.

Efter fire års fængsel flytter Riley hjem til den lille, meget troende by på Crockett Island og hjem til sin mor, far og lillebror.

Byen er faldefærdig – og det samme er beboerne – mens den lillebitte kirke på øen er ramt af manglende deltagelse, og at deres præst er gammel, glemsom og på pilgrimsvandring. Da den nye præst, Paul (Hamish Linklater, Legion), overtager den gamle præsts kappe, begynder mirakler at ske – samtidigt med, at flere og flere mystiske hændelser opstår.

Døde katte bliver fundet drænet for blod langs kystlinjen efter en storm, gravide Erin (Kate Siegel, Hush) er lige pludselig ikke gravid længere og har tilsyneladende aldrig været det, og de få mennesker, der går fast i kirken, begynder at være mere friske og se yngre og yngre ud.

Riley er ramt af skyld over biluheldet, hvor han kørte en ung kvinde ned, mens han var beruset, og har mistet troen på himmel, Helvede, godt, dårligt, Gud og Satan og føler sig på ingen måde hjemme i den lille hjemby.

Gud, giv mig styrke gennem dit blod

Midnight Mass er milevidt væk fra Flannagans tidligere serier The Haunting of Hill House og The Haunting of Bly Manor – de to er mere baseret på frygt, psykiske lidelser og sorg, der bliver manifesteret gennem spøgelser i husene. I Midnight Mass er det reelt set en skurk, et væsen, der eksisterer, men ikke kun i hovederne på hovedrollerne.

Det er egentligt rart, at det ikke er endnu en spøgelseshistorie, der hænger dybt i sorgen, man kan mærke som menneske, men at det mere bliver et spørgsmål om tro og forståelse samt næsten en creature feature.

Med det sagt, så er sorg og accept stadig en kæmpe del af seriens temaer, og det følger i Flannagans i forvejen tunge temaer, der findes i hans andre serier og film. Her bliver det bare koblet sammen med overtro og engle.

Hård kritik af forståelsen af Bibelen

Jeg er positivt overrasket over mængden af hård kritik, der findes imellem linjerne i alle syv afsnit, især over for forståelsen af Bibelen. Det er fantastisk (og skræmmende) at dykke ned i, hvordan fanatikere kan dreje Bibelen til at give mening for præcis deres formål, og det føles i høj grad som det, Flannagan forsøger på gennem Midnight Mass.

Der er nogle helt eminente monologer ind imellem gysene. De får virkelig en til at sidde helt stille og bare lytte. Især Erin og Rileys dybe samtale om døden, og hvad der følger, er rivende følsom og fik mig faktisk til at græde undervejs.

Riley, der med mistet tro føler, at døden bringer liv, da hans død giver mad til dyr og græs, og at man ikke er andet end atomer, der stopper med at bevæge sig, får hurtigt sneget sig direkte ind i mit hjerte. Men uden tvivl er Erins forhåbning om døden og det, der følger, fuldstændigt perfekt – både i form og fremstilling. Jeg græd som pisket og blev nødt til at tage en pause, fordi Kate Siegels fremstilling af sorg, håb og afsavn simpelthen borer sig ind i knoglerne på en, så man ikke kan se væk.

Det er også interessant at se, hvordan troen på mirakler – koste hvad det vil – bliver forstærket gennem de forskellige gudstjenester, hvor de deltagende drikker Jesus’ blod (vin, du ved) og de sange, der er gribende perfekt sat ind i serien.

Hvad gør vi nu, Neil Young

Jeg har været hamrende imponeret over mængden af forskellige trosretninger og forhåbninger, der bliver kædet sammen igennem alle afsnittene. Det er en sammenfletning af en anden verden, der hurtigt kunne have været en kliché og fyldt med problematiske tilgange til religion, men det er så smukt fortolket og fortalt. Det er faktisk overraskende forstående for de forskellige trosretninger og behandler alle med respekt og accept, selvom det hurtigt kunne blive forfærdeligt grimt.

Udover det helt fantastiske setup, så er musikken simpelthen noget af det bedste, jeg har oplevet i Flannagans serier. Der er selvfølgelig originalt materiale, men de fortolkninger af Neil Youngs sange og hjerteskærende, smukke salmer, spiller simpelthen så godt sammen, at jeg simpelthen græd under sidste afsnits sidste 5 minutter.

Der har for mig at se ikke været en finger at sætte på noget undervejs i serien. Jo, den er måske en lille smule langsom i optrækket, men det betyder ikke noget, når den så først kommer i gang. Derudover er Rahul Kohli simpelthen boret sig ind i mit hjerte og chiller for vildt der, for han er virkelig en god skuespiller. Han spiller fuldstændigt fantastisk som en muslimsk sherif i en kristen by, klædt i denim fra top til tå.

Hans små finurlige jokes og underspillede træk gør det til en glæde at se, hver gang han dukker op på skærmen, og jeg ser gerne flere serier med ham som træt, småirriteret og sød farmand i denim.

Alt i alt er Midnight Mass et uhyggeligt smukt eventyr ind i sorg, tro og overtro, og det kobles sammen med gys, blod og vinger på en måde, hvor intet af det virker overgjort eller dumt.

Fakta om ‘Midnight Mass’

Instruktør: Mike Flannagan
Manuskriptforfatter(e): Mike Flannagan
Medvirkende: Kate Siegel, Zach Gilford, Rahul Kohli, Samantha Sloyan m.fl.
Afsnit: 7
Sæson(er): 1
Premieredato: 24 september 2021
Streamingtjeneste: Netflix

LÆS OGSÅ: Første billeder udgivet fra Viaplays nye krimiserie ‘TROM’ med Ulrich Thomsen

LÆS OGSÅ: Dræberdukken Chucky genopstår i nye serie: Se traileren

LÆS OGSÅ: Anmeldelse: ‘Foundation’ er måske større end ‘Dune’

Gode serier og god vin går hånd i hånd i sommeren. Få gode tilbud på lækker vin her, og læs mere om Winefamly. Du støtter Vi Elsker Serier med et mindre beløb, hvis du bestiller vin gennem dette reklamelink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

You May Also Like