Anmeldelse af New Girl (sæson 1-7)

Serien har Zooey Deschanel i hovedrollen som Jessica Day, der efter et brud med sin utro kæreste, flytter sammen med tre single, jævnaldrende mænd i en kæmpestor lejlighed i Los Angeles. Serien bryster sig af en del gæsteoptrædener gennem sæsonerne af fx Megan Fox, Jessica Biel, Prince (!), Gordon Ramsey, John Cho, Fred Armisen m.fl. og byder på mange skæve eksistenser. New Girl centrerer sig om det vi i dag kender som 30-årskrisen og er skabt af Elisabeth Meriwether. Kort forinden skrev hun manuskriptet til den romantiske komedie No Strings Attached, med Mila Kunis og Aston Kutcher, som havde premiere ca. et halvt år før New Girl, men derudover har hun ikke rigtigt nogen bedrifter på sit CV. Efter hendes succes med New Girl glæder jeg mig dog til at se, hvad hun har disket op med i sin nye serie Bless This Mess, som havde premiere i april 2019.

New Girl var en serie som jeg ikke troede var noget for mig. Jo, jeg vidste godt hvem Zooey Deschanel var, det var hende fra Yes Man, men alt ved Jessica Day-rollen er meget ”piget,” og det har aldrig rigtig været mig. Det var heller ikke Jessica Day alene der trak mig ind, men som jeg fik kigget med over skulderen på en veninde der så det, opdagede jeg den dynamik, der er mellem alle karaktererne. Karakterne er utroligt gennemtænkte, originale og meget troværdige i deres opbygning. Jessica Day, som elsker at strikke og altid forsøger at få folk til at være glade, flytter sammen med tre/fire meget forskellige fyre: Den første man lægger mærke til er den meget metroseksuelle jødiske forretningsmand, Schmidt, der engang var tyk og er den mest usikre og selvsikre karakter på én og samme tid; dernæst har vi Nick Miller, arbejderklassens uerklærede helt og konspirationsteoretiker fra midtvesten, der kom ind på jurastudiet, men som droppede det for at blive bartender og aspirerende forfatter; så har vi afroamerikanske Winston Bishop der i 2. afsnit kommer tilbage fra en fejlslået karriere som professionel basketballspiller i Letland, hvilket sender ham ud i en dyb identitetskrise, som forløses, da han finder ud af, at han gerne vil være politimand; til slut har vi afroamerikanske Coach, der altid går i jogginsæt, er personlig træner og som efter første afsnit forsvinder og afløses af Winston (hans anden serie blev ikke aflyst alligevel). Derudover er der selvfølgelig også Cece, Jess’ bedste veninde af indisk afstamning, som er meget i lejligheden og bliver en del af flokken, da hun flytter ind og gifter sig med Schmidt. Efter den gennemgang kan man hurtigt fornemme, at serien tjekker utroligt mange bokse af, ift. diversitet, hvilket er godt. Tjekliste-agtigt, men forfriskende med et meget alsidigt cast som giver et større indblik i USA’s massive diversitet, end andre sitcoms tidligere har gjort.

Udover at New Girl er virkelig sjov(!), som når Schmidt råber ”parkour!” og slår kollebøtter rundt i rummet, når Winston synger med sin egen version af en melodi, når Nick forsøger at lave burpees eller når Jess ikke kan få sig selv til at sige penis, behandler serien også nogle dybere temaer. Det er interessant, at de udforsker, hvorfor Winston gerne vil være politimand, selvom han, som afroamerikaner, voksede op med frygt for politiet; skilsmissebarnet Jess’ forsøg på at føre sine forældre sammen igen, selvom de har det bedre hver for sig; og så er der temaet, som tages op flere gange og i forskellige afskygninger, nemlig at mangle en forælder - især en far. Alle mændene i lejligheden, undtagen Coach, hvis far vi ikke kender til, har eller har haft problemer med deres far. Nick Millers far er en svindler, som ikke har ydet ham nogen form for emotionel støtte og derfor har opfostret ét stk. følelsesmæssigt afstumpet mandfolk; Schmidts far og mor blev skilt, sikkert fordi hans mor var lesbisk, og forsvandt derefter ud af hans liv med en masse brudte løfter, hvilket resulterede i en konstant søgen efter anerkendelse; Winstons far forlod familien, da Winston var barn og han har aldrig kendt ham. Selv Cece har manglet sin far siden hun var 12, fordi han døde af kræft, og det førte til en formel distance mellem hende og hendes mor, som har haft svært ved at acceptere hendes livsbeslutninger. Kun Jess er vokset op med en far i sit liv, der har været der for hende, men selv hun har gennemlevet krise gennem sine forældres skilsmisse.

Gennem disse tragiske begivenheder finder vores cast hinanden og er der for hinanden som en ny form for familie. Mange unge mennesker i USA rejser til metropolerne langs kysterne og fjerner sig dermed fra alt det, de er vokset op med. Dette gør New Girl meget nem at relatere til for den amerikanske ungdom, men også for en helt almindelig dansker som mig. Jeg har heldigvis hverken oplevet skilsmisse eller mistet en forælder, men jeg er en vestjyde der bor i København. Det virker underligt at flytte langt væk fra alt det man kender, men de fleste kender også til udlængsel og eventyrlyst som trækker i mange andre retninger. Alle kan relatere til det helt basale humane behov vi alle har, for at have mennesker, der kan give os modstand og støtte helt tæt på i vores hverdag, og det er derfor serier som Venner og New Girl trænger ind og bliver hængende. De fortæller os noget om os selv, som vi nogle gange har svært ved at forstå, nemlig at en familie ikke kun er den, man er født med.

Listen over ting, der fungerer mindre godt i New Girl er ikke så lang, men det, der stikker mig mest i øjet, som kvinde, er at kvinderne ALTID har meget makeup på. Vi snakker mascara, øjenskygge, eyeliner, læbestift og så lækkert hår, at selv Score-Kaj (for den generation, som kan huske ham) ville være misundelig. Det er både når de lægger sig til at sove, lige er vågnet, er i fitnesscenteret eller selv når de træder ud af badet. Man ser måske Jess med løbende makeup, efter hun har været inde i en bilvask, men man ser hende aldrig uden. Jeg ved godt, at sådan er det jo i sitcoms, men det kunne være forfriskende med en sitcom, der ikke hopper med på dén vogn. Kvinder kan faktisk godt være glade, sprudlende og lækre uden makeup. Set fra den lyse side er makeuppen dog ikke til at tage fejl af, så man sidder i det mindste ikke og bliver i tvivl om, hvorvidt det er meningen, at man skal kunne se, at de har makeup på eller ej.

New Girl er en god serie, men den henvender sig (desværre) mest kun til kvinder. Titlen er her en afgørende faktor; jeg kender ikke mange mænd, der ville starte på en serie med titlen New Girl, hvilket er ærgerligt, fordi den i så høj grad også handler om mænd. Det kan godt være, at mændende i serien blotter ret mange ”guilty pleasures” og bløde sider, men de er mænd og de gør mandige ting i alle afskygninger. Titlen virkede også afskrækkende på mig, en kvinde, som holdt mig væk fra serien i den tro, at den ikke var noget for mig, fordi den var for ”piget.” Jeg vil vove pelsen og sige, at selvom New Girl er en passende titel, ift. seriens hovedrolle Jess, tror jeg, at de ville have været i stand til at ramme et bredere publikum, hvis de havde beholdt seriens geniale arbejdstitel Chicks and Dicks.

New Girl er klassisk ”feel-good” TV, som for mig har blæst liv i vennegruppe-sitcom’en efter Venner drejede nøglen om. Det er noget, jeg altid kan sætte på og nyde, og det er også en serie, som kan tåle at blive set med et halvt øje. Det, der fungerer allerbedst i New Girl, er nemlig ikke plottet, men karaktererne og deres sammenspil omkring de begivenheder, der udfolder sig i livet som 30ish-årig ift. kærlighed og karriere – 30-årskrisen om man vil. Karakterne er troværdige, gennemtænkte, originale, og sjove, og de spiller rigtig godt sammen på den bane som for det meste er en vaskeægte sitcom (kæmpe) lejlighed, især når de spiller det geniale drukspil ”True American.”

Læs også: Aktuelle serier på Netflix i september