Anmeldelse af NOS4A2

Kender du Joe Hill? Hvis ikke, så har du noget til gode – han er en af de bedste moderne gyserforfattere, og hans bøger Heart-Shaped Box, The Fireman og ikke mindst Nos4a2 (udtales Nosferatu, altså ”udød”) er blandt nogle af de mest spændende og uhyggelige bøger på min reol. Det ligger nok i blodet – Joe Hill hedder nemlig også King til efternavn, og er søn af en endnu mere kendt gyserforfatter med fornavnet Stephen…

(Foto: NOS4A2/AMC)

Da det blev meddelt at Nos4a2 skulle laves som TV-serie var der stor glæde hos Joe Hill-fans. Bogen er hans absolut bedste, en djævelsk uhyggelig bog om Victoria ”Vic” McQueen og hendes kamp mod den uhyggelige Charlie Manx fra hun er en ung pige og til hun selv har fået børn som voksen. Manx er en uhyggelig, vampyr-agtig skabning som med sin gamle Rolls Royce Wraith (med nummerpladen NOS4A2) kører rundt i USA og kidnapper børn, for at tage dem med til sin private magiske forlystelsespark Christmasland. Her forvandler han dem til en slags monstre med barberbladstænder, mens han selv holder sig ung ved at suge livet ud af dem. Bogen udmærker sig ved dels at have nogle fantastisk spændende personer (både helte og skurke) men også ved at være meget velskrevet og som sagt: ret uhyggelig.

(Foto: NOS4A2/AMC)

Nu er serien kommet – produceret af AMC og herhjemme streamet på Amazon Prime. Hvordan er serien så i forhold til bogen? Det er et svært spørgsmål at svare på – for på nær selve hovedideen i at Charlie Manx kidnapper børn og at Vic McQueen er hende, der skal stoppe ham – ja, så er der ikke meget der har overlevet til tv-seriens verden. Det er ikke nødvendigvis dårligt – men bare meget, meget anderledes.

I stedet for at følge Vic i hendes opvækst som bogen gør, og se hvordan hun bliver den person hun er, så foregår handlingen i NOS4A2-serien over cirka 2 måneder, nemlig tiden efter Vic går ud af High School og før hun starter på college. I stedet for en ung pige, der gennem mange forskellige hændelser lærer at blive en fighter og en stærkere person, har vi i serien en utilpasset teenager (i øvrigt spillet af en skuespiller, Ashleigh Cummings, som er 23!) som slet ikke formår at fange den nuancerede person, bogens Vic er. Til gengæld gør Zachery Quinto et ret spændende stykke arbejde som Charlie Manx. Quinto, som de fleste nok husker fra Heroes og for hans rolle som Spock i de nyere Star Trek-film, er halvdelen af tiden maskeret til ukendelighed med en gammelmands-makeup, som får ham til at ligne en genoplivet mumie. Resten af tiden er han sig selv, og lige så dæmonisk som altid – og det er positivt ment. Han er faktisk nok højdepunktet i serien, og især i de sidste afsnit i sæsonen får han lov at vise, hvor uhyggelig han faktisk kan spille.

(Foto: NOS4A2/AMC)

Hele præmissen i historien bygger på, at nogle mennesker er så kreative, at de kan påvirke virkeligheden med deres fantasi. Det kræver dog, at de har et objekt at fokusere på – som kaldes en Kniv. I Vics tilfælde er det hendes motorcykel, i Charlies tilfælde hans bil. Ved at bruge denne Kniv kan man så skabe såkaldte ”mindscapes,” altså landskaber skabt af tankerne og fantasien. For Vic betyder det, at hun kan fremkalde en magisk bro, hun kan køre over, og som kan bringe hende til ethvert sted (og tidspunkt!) hun ønsker, selvom det dræner hende for energi og giver hende små hjerneblødninger at gøre det. Charlie, derimod, har bygget sin fantastiske magiske forlystelsespark, og når han først har taget et barn derind, er det fortabt – forsvundet fra vores verden og opsuget i hans fantasi. Hans bil er mere end hans Kniv – den er også kilden til hans udødelighed, og når den løber tør for benzin eller bliver skadet, ældes han voldsomt. Så længe den kører godt, er han evigt ung.

(Foto: NOS4A2/AMC)

Hele serien har et præg af at være lavet til teenage-publikummet, og jeg fik næsten en 13 Reasons Why-følelse af den flere gange, især de gange, hvor der indgår selvmord (pudsigt nok). De dømmende forældre, der ikke forstår de unge, drømmen om college der samtidigt er blandet med frygt for ikke at kunne klare den, ønsket om at være uafhængige, men stadig være børn – alt dette er meget tydeligt i serien, og derfor vil jeg også klart anbefale den til et yngre publikum. Serien er heller ikke den mindste smule uhyggelig – kun i de allerførste 3-4 minutter er der en ret grusom kidnapningsscene, som nok kan give forældre lidt sved på panden, og gennem serien er den sørgelige og nærmest halv-retarderede Bing Partridge som optræder som en slags mild pædofil også temmelig klam. Men hele ideen om de stjålne børn bliver slet ikke brugt nok, fordi Charlie og hans sammensvorne hele serien igennem kun går efter Vic og hendes veninde – den monstrøse vampyr-historie er tonet så meget ned, at den næsten er borte. Samtidig er kun halvdelen af bogens plot blevet brugt til serien (formegentlig for at lave plads til en sæson til) og det er synd, fordi der egentlig sker så forholdsvis lidt i de ti episoder. Man sidder tilbage med en følelse af kun at være halvfærdig.

(Foto: NOS4A2/AMC)

Serien starter ret tungt, men får mere fart på mod slutningen, og især de sidste 2-3 episoder er gode, selvom man aldrig rigtigt bliver forskrækket eller skræmt, hvilket er lidt sørgeligt for en gyser serie. En lille overraskelse er i øvrigt, at selvom det ikke er officielt, så er der en lille smule ”shared universe” med blandt andet Stephen Kings nye IT-film og serien Castle Rock, samt Hills egen Locke and Key. Se om du kan finde dem.

Jeg giver serien 3 ud af 6 stjerner. Dels på grund af Quintos ret gode præstation (selv med make up!), men også fordi ideen jo stadig er god. Hvis du tilhører den yngre seerskare, vil serien måske tale endnu mere til dig, og i så fald kan du godt lægge en stjerne til.

Læs også: Anmeldelse af Castle Rock

Sponsoreret
Prøv C More gratis i 14 dage og få adgang til masser af film og serier allerede idag

Sponsoreret
Gode serier kræver godt bredbånd. Sammenlign priser her

Hvad synes du om serien?


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *