Anmeldelse af Orange Is the New Black (sæson 7)
(Der spoiles fra de foregående sæsoner)
Igennem de foregående seks sæsoner har serien opbygget noget af en karakterbase og det er nu blevet tid til at binde de mange tråde sammen og afslutte historien om de mange skæve karakterer.
Hvor de foregående sæsoner har budt på drama, intriger, action og humor er syvende sæson en mere rolig og melankolsk afsked. Serien starter hvor sæson seks slap, hovedpersonen Piper Chapman (Taylor Schilling) er blevet løsladt fra Litchfield og skal nu deale med livet 'on the outside' uden sin elskede 'prison wife' Alex Vause (Laura Prepon), som stadig sidder fængslet. Piper forsøger at navigere i sit nye liv udenfor fængslet, som byder på regelmæssig drug testing, et værelse hos broderen og et forsøg på at finde et ordenligt arbejde med en plettet straffeattest. Samtidig med dette har hun svært ved at løsrive sig fra fængslet og Alex, så man kan i den grad snakke om et kompliceret forhold. Alex forsøger at holde sin stig ren i håb om tidlig udgang, men det er ikke nemt med korrupte fængselsbetjente, der forsyner de indsatte med stoffer og andre ulovlige remedier.
Den ellers standhaftige køkkenchef Red Reznikov, må sande at alderdommens skavanker indhenter hende. Den kvikke Taystee, dømt for et mord hun ikke har begået, overvejer om livet i fængslet er livet værd. Sydens Pennsatucky kæmper for at give livet i fængsel mening ved at indgå i et nyt projekt, som fungerer som en skole, men må sande, at løfter bliver brudt. Den forhenværende junkie Nicky indtager rollen som hønemor og forsøger at holde flokken oven vande. Morello, den evige optimist lider et frygteligt tab og finder en ny virkelighed, hvor sorg ikke er velkommen. Sådan kunne jeg blive ved med at beskrive karakterenes udvikling eller afslutning, men fordi serien har så enormt mange karakterer, er det svært at følge med og svært at mærke den vemodige afsked, som der ellers er lagt op til. Ikke nok med der i forvejen er mange (de fleste er gode) karakterer, så bliver der endda introduceret nogle nye, for at hjælpe med at afvikle de gamles storyline, hvilket gør serien alt for proppet med forskellige farvel.
De første afsnit slæber sig afsted i sneglefart, uden den store dramatik og først i sidste afsnit skyder de hele kanonen af. Især i de sidste ti minutter, hvor der er fyldt med glædelige gensyn med gamle karakterer, som også lige skal have en plads i afskeden. Det var der 12 andre afsnit til, som de ikke benyttede sig af. Om det er et forsøg på at yde karaktererne retfærdighed, ved at give dem en grundig og værdig afsked, ved jeg ikke, men de sidste minutter, hvor skuespillerne siger farvel til settet og fansene, var mere rørende end fiktionens afsked - virkelig ærgerligt. Hvis man ser bort fra det, så provokerer serien med et par aktuelle politiske issues, såsom da Mr. Caputo (Nick Sandow) ender i en #metoo skandale og den nye fængselsinspektør bliver ansat for at styrke den etniske diversitet ifølge firmaet bag fængslet. Desuden bliver et helt nyt immigrationsfængsel introduceret i syvende sæson, hvor immigrations- og retssystemet bliver centrum for kritik. Der er sågar gemt en lille hilsen til den siddende præsident, men selvfølgelig maskeret bag sarkasme og uden navne. Serien forsøger at provokere og kritisere et politisk landskab, men gør det med en vag forsigtighed ved at gemme det i det, der skal forestille humor, men for mig fremstår det mest som bizarre og underlige situationer.
Set udefra havde en sæson fyldt med holdninger til det amerikanske politiske landskab igennem disse skæve og finurlige karaktere ELLER en sæson med nostalgi og skæbnevagers afsted været ideel, begge dele i én sæson ser halvhjertet og sløvt ud. Det sjove, finurlige og skøre fængsel, som serien starter med at portrættere, ender med et melankolsk, langsommeligt og deprimerende farvel til nogle ellers fantastiske personligheder, der dog har været skønne at lære at kende.
Læs også: 6 sexede serier på Netflix
