(Foto:Ozark/Netflix)
Som udgangspunkt handler Vi Elsker Serier, jo netop om passionen til de serier vi elsker. Derfor føler jeg mig personligt heller ikke forpligtet eller drevet til at se serier færdig, der ikke fanger mig. Serien Ozark på Netflix har virkeligt været en speciel oplevelse for mig den seneste uge, hvor jeg har set den. Den starter faktisk ganske interessant og lovende, men taber ret hurtigt pusten for så at komme tilbage på sporet igen. Lyder det forvirrende? Ja, det kan jeg godt forstå, så lad mig prøve at forklare, hvorfor min hjerne har slået krøller med netop denne serie.
Først og fremmest skulle jeg købe ind i præmissen om, at jeg skulle sympatisere med seriens hovedpersoner Marty Byrde (Jason Bateman) og hans kone Wendy Byrde( Laura Linney), hvilket jeg kæmpede lidt med, det kommer jeg ind på senere. Førstnævnte ernærer sig ved at hvidvaske penge, og kundeklientellet omfatter bl.a en højtstående person i et mexikansk narkokartel. Ja okay, han blev måske introduceret for kartellet ad omveje og ikke helt ud fra et bevidst valg, men man finder ret hurtigt ud af at både ham og hans kone besidder en skal vi sige "alternativ" morale. Dette gælder både i forhold til at drive forretning, men også i forhold til familielivet generelt.
I første afsnit formår Marty Byrde allerede at havne i problemer med den mexikanske gangster ved navn Del, der som tidligere omtalt har stor indflydelse i et mexikansk narkokartel. Da han står overfor at måtte træffe en beslutning, for at redde sit eget og familiens liv, indgår han en aftale med gangsteren. Dette leder familien mod det naturskønne område "Ozark", hvor Marty Byrde får overbevist hans lyssky kontakter, om at han kan skaffe 8 mio dollars ved hjælp af hvidvaskning i området, der er en populær turist magnet. Da Marty samtidig har ægteskabelige problemer og kæmper med at holde sammen på familien, er der skruet helt op for dramaet fra starten af.
Marty og Wendy Byrde manipulerer sig vej igennem det lokale forretningsliv i området, og det sker selvfølgelig ikke uden intriger og ballade med de lokale. Der bliver introduceret rigtigt mange skæve personligheder i Ozark-universet, og det er egentlig noget af det bedste, der er at sige om serien sammen med settingen, der heller ikke fejler noget. Skulle jeg sammenligne serien med andre jeg har set, så tænker jeg med det samme på serier som Banshee og Breaking Bad. Problemet med Ozark er efter min mening, at tempoet svinger for meget, og det overordnede plot bliver lidt uklart til tider.
Et andet problem med serien er, at jeg har lidt svært ved at connecte med serien følelsesmæssigt. Jeg tror i virkeligheden, at det har noget at gøre med, at jeg til trods for de gode skuespillerpræstationer af både Jason Bateman og Laura Linney, har lidt svært ved at placere dem i nogen kategori. Vi lever jo i en tid, hvor de moderne helte i serier er antihelte, og hvor vi gerne omfavner det uperfekte. Til tider bliver det hele bare lidt forceret og ligegyldigt i samspillet mellem Marty og Wendy Byrde. Det er lidt ærgeligt, for der er bestemt mange interessante drejninger i serien. Jeg fik også endelig givet slip, og lod mig rive med af alle de farverige karakterer og sidehandlinger vi præsenteres for. Som nævnt fik jeg også set serien til ende på en lille uge, så det er også en god grund til at konkludere, at jeg ikke har spildt tiden med Ozark.
Uden at spoile kan jeg vel godt afsløre, at Netflix har bekræftet anden sæson af serien. Og da den første faktisk blev rigtigt spændende hen imod slutningen, så er det noget, jeg hilser velkomment. Så håber jeg på, at jeg kan være lidt mere klar i mælet, når jeg skal bedømme opfølgeren, der forhåbentligt kan indfri det potentiale, der er i universet.
Læs også: Overblik over nye serier på Netflix
Læs også: Anmeldelse af Black Mirror 4
