Serier | Anmeldelser

Anmeldelse af Rick and Morty sæson 3

AfLine Traberg
6. april 2020
Rick and Morty sæson 3

Del artikel

Den skøre og sjove serie om Rick og Morty er klar med ny sæson med fuld fart på. Læs anmeldelsen her.

Tag med 14-årige Morty og hans gale videnskabsmand-bedstefar på eventyr i rummet med masser af upassende bøvsen, prutter, og berusede bandeords-fyldte tilsvininger i tredje sæson af Rick and MortyNetflix.

https://imgix.vielskerserier.dk/2019/09/spoiler-alert-300x70.png

Denne anmeldelse indeholder spoilers fra sæson 2+3

Med sæson tre af Rick and Morty har Dan Harmon og Justin Roiland scoret serie-hattrick, både for deres gennemførte reference-game og deres originale plottwists. Med ca. 10 afsnit i hver sæson er de nu oppe på 31 afsnit af hit-animationsserien, som over årene har vundet flere priser, bl.a. en Emmy i 2018.

https://imgix.vielskerserier.dk/2017/10/rickandmorty-e1511450289592.jpg
(Foto: Rick and Morty/Adult Swim)

Udover Justin Roiland, som lægger stemme til Rick og Morty, består rollelisten også af Spencer Grammar, som lægger stemme til Summer, Chris Parnell, som lægger stemme til Jerry, og Sarah Chalke, som lægger stemme til Ricks datter Beth. Sarah Chalke kender man bl.a. fra serien Scrubs i rollen som Elliot Reid.

Ventetiden værd

Selvom mange fans ventede længe i spænding på sæson tre, levede den fuldt op til forventningerne. Som de forrige to sæsoner rummer tredje sæson også masser af referencer til populærkultur. I denne sæson er der bl.a. referencer til The Shawshank Redemption, Mad Max og The Manchurian Candidate, som alle har inspireret hele afsnit.

Sæson to slutter med Ricks overgivelse til det galaktiske (insekt)styre, og sæson tre begynder med Ricks ret fantastiske flugt fra fængsel i afsnittet ”the Rickshank Rickdemption”, som i sidste ende fører til Beth og Jerrys separation, som bliver omdrejningspunktet for sæson tre. Der er fokus på, hvordan hver af karaktererne håndterer den store omvæltning i familien. En omvæltning, som Rick tager æren for at have orkestreret.

TEST DIN VIDEN: Netflix-quizzen

Nævneværdige afsnit

Af nævneværdige afsnit starter jeg med ”Pickle Rick,” som blev en øjeblikkelig klassiker. Afsnittet er super originalt, har et meget voldeligt plot og en fantastisk detaljesans, fx i alle de forskellige maskiner og våben, Rick laver ud af ting, han finder i kloakken. Det er som en 12-årigs fantasi, der er gået amok. I 2018 vandt dette afsnit en Emmy i kategorien ”Outstanding Animated Program,” og selvom det får kamp til stregen af andre, er det også mit favoritafsnit.

Andre nævneværdige afsnit er ”The Whirly Dirly Conspiracy,” som er et sjældent afsnit med Jerry og Rick på eventyr til et sted, hvor man ikke kan dø; ”Rest and Ricklaxation,” som handler om at balancere gode og dårlige sider af sin personlighed; ”The Ricklantis Mixup,” som slet ikke følger den Rick og Morty, som vi kender, men i stedet følger de mange Rick’er og Morty’er, der lever side om side i citadellet og om den ene Morty, der ikke er som de andre…; og til slut ”Morty’s Mindblowers,” hvor vi får mange af Morty’s fortrængte/skjulte minder at se. Det er mange afsnit at nævne, men de er bare SÅ gode.

En særlig form for humor

Hvis ikke, man synes, at Rick, den bærende figur, eller prutte-bøvse-humor er sjov, er Rick and Morty måske ikke noget for dig. I den forstand minder serien mig om det gamle radioprogram Gramspektrum, som jeg også er pænt glad for, eller Monty Pythons Flyvende Cirkus, som er en ældre sag, men som stadig findes på Netflix, og som stadig er hylende morsomt.

I Rick and Morty kan afsnittene godt være ret brutale og hvis man ikke er til afhuggede lemmer, opsprætninger og hovedskud (alt sammen tegnet naturligvis), skal man også kigge den anden vej. Som opsummering kan man sige, at serien ikke er for sarte sjæle, og så skal man være til en særlig form for humor.

Fuldstændig genialt

Det første, jeg tænkte, efter jeg havde set sæson tre færdig, var, at jeg skulle se den igen. Fans har ventet længe, fordi skaberne har kælet for detaljerne, og det ses og mærkes, når man ser den. På trods af de mange referencer og parodier skinner originaliteten og særligt fantasien igennem.

Personligt er jeg vild med den voldsomme tilgang til eventyrerne og humoren, som er dum og intelligent på samme tid, og hvis man også kan lide serier som Family Guy, Futurama og Final Space skal man helt sikkert give Rick and Morty et skud.

Rick and Morty er cirka så upassende, som det bliver, men er samtidig fuldstændig genial, og jeg glæder mig meget til forhåbentligt mange flere sæsoner af Rick and Morty og mange flere ”Wubba lubba dub dubs.”

https://imgix.vielskerserier.dk/2016/03/6-hjerter.jpg

Instruktør: Wesley Archer, Bryan Archer m.fl.
Manuskriptforfatter: Dan Harmon, Justin Roiland m.fl.
Medvirkende: Justin Roiland, Chris Parnell, Spencer Grammer, Sarah Chalke m.fl.
Antal afsnit: 10
Land: USA
Dansk premieredato: 2. august 2017
Dansk streamingtjeneste: Netflix

LÆS OGSÅ: Nye serier og sæsoner på Netflix i april

Del artikel

Andre Serier | Anmeldelser