Anmeldelse af Rick and Morty sæson 4A

Vi har ventet i to år på sæson fire, og i december 2019 landede de første fem afsnit af Rick and MortyNetflix i Danmark. Da traileren til sæson fire blev frigivet, annoncerede den kun fem afsnit, og mange frygtede derfor en kort sæson. Roden til frygten var dét, der blev sagt i slutningen af traileren: “Half the season you deserve, all the season we could handle.” Det viste sig heldigvis ikke at begrænse sig til fem. Herunder følger en kort anmeldelse af hvert afsnit.

Foto: Rick and Morty sæson 4/HBO Nordic

*Indeholder spoilers for sæson 4A*

S4, Ep1 Edge of Tomorty: Rick Die Rickpeat

Sæson fire lægger hårdt ud med et rigtigt vinderafsnit. I dette afsnit ser vi en mørk side af Morty, som slipper afsted med at slå en masse mennesker ihjel på ret kreativ vis, takket være Ricks våbenkælder. Afsnittet er en reference til en gammel anime-klassiker Akira, som også involverer en karakter, der får overnaturlige kræfter og bliver til et kæmpemonster. Det er et mega fedt afsnit, der løfter en pegefinger til folk, der ikke gør som Rick og lever i nuet. Dette afsnit rummer også en af mine personlige favoritpointer, nemlig et kæmpe vink med en vognstang om, hvor skrøbeligt demokrati er. Rick besøger et utal af parallelle universer for at komme tilbage til sin egen verden i fysisk form, og stort set alle verdener, han besøger, har et fascistisk styre. Det kan man jo lige tænke lidt over …

LÆS OGSÅ: Her får Rick and Morty sæson 4B premiere

S4, Ep2 The Old Man and the Seat

I dette afsnit ser vi en anden side af Rick, som bl.a. involverer hans helt private toilet, designet ned til mindste detalje. Det er selvfølgelig ikke bare et toilet men en verden med sin egen flora og fauna. Toiletverdenen i sig selv er virkelig imponerende stykket sammen rent kreativt. I afsnittet har en anden person fået adgang til toilettet, og Rick indleder en større undersøgelse for at finde ud af hvem. Som Den gamle mand og havet af Ernest Hemingway, som afsnittets titel refererer til, er afsnittet en tragisk fortælling. Parallelt med Ricks lidt tungere dannelsesrejse, om man vil, udspiller der sig dog en lettere og ret sjov satirisk historie, der involverer resten af familien, en datingapp og jordens undergang, som Jerry selvfølgelig har forårsaget.

S4, Ep3 One Crew Over the Crewcoo’s Morty

Dette afsnit er ret indviklet. Denne gang synes jeg for en gangs skyld ikke, der er så stærk en sammenhæng mellem titlen, som refererer til Gøgereden, og handlingen, som gør grin med de mange kup-film i Ocean’s Eleven genren. I kupfilm handler det altid om at være et skridt foran, og i dette afsnit handler det om, hvorvidt det er Rick eller hans opfindelse, der er bedst til netop det. Jeg synes personligt, det er det svageste afsnit i denne sæson, fordi handlingen bliver lidt for langhåret. I slutningen er der til gengæld en ret sjov stikpille til Netflix og den mængde af serier og film, de producerer, godt flettet sammen med dette afsnits vigtigste lektie, at Rick altid er et skridt foran alle.

S4, Ep4 Claw and Hoarder: Special Ricktim’s Morty

Det her afsnit er en klasse for sig. Den har en ret vovet tilgang med satire om, hvordan eskapisme i eventyrverdener er stærkt associeret med sex (fx gjorde Game of Thrones sig først først bemærket med mange blottede kvindekroppe, dragerne kom først senere). Især i de bemærkelsesværdige seancer, hvor Rick, Morty og Summer ”soul bonder” med dragerne bliver linket mellem sex og rollespil sat til skue. Den verden, de tre befinder sig i, gør al teknologi uduelig, så her finder Morty tryllebogen frem, og Rick må opfinde sig selv på ny. Rick har vi før set tilpasse sig andre miljøer hurtigt, og det gør han selvsagt også her, men til slut er det dog samarbejde, der viser vejen til sejr. Sideløbende har Jerry sit eget lille eventyr med en talende kat, fordi … jah, hvorfor ikke. En skøn, om end meget sexfikseret, perle.

LÆS OGSÅ: Top 10: Ungdomsserier

S4, Ep5 Rattlestar Ricklactica

Hold tungen lige i munden til denne her, for a la afsnit tre er handlingen ret indviklet, ikke lige så indviklet, men derhenad. Der er en masse tidsrejser og slanger og referencer til både Terminator og til tidspolitiet fra sæson to episode et, hvilket jeg synes er ret fedt. Derudover ser vi endnu engang Jerrys forsøg på at vise, at han ikke har brug for hjælp til noget, især ikke Ricks hjælp, selvom han er ved at gå til. Det virker ikke, som om Roiland og Harmon har meget til overs for dét, Jerry står for, for han bliver godt og grundigt udstillet som et ynkeligt eksemplar, især i dette afsnit. Det er heldigvis ret sjovt, hver gang de gør det.

Sjovt, men langhåret

Sæson 4A fanger mig ikke helt på samme måde som de tidligere sæsoner. Jeg synes personligt, at sæson tre var et mesterværk, og den er heller ikke nem at følge efter. Barren ligger efterhånden så højt for Rick and Morty, at Roiland og Harmon virkelig skal stramme sig an for at leve op til deres egne standarder. Jeg er dog glad for, at de stadig tager sig den tid de har brug for, og i den forstand håber jeg vi kommer til at vente lige så længe på sæson fem, som vi har ventet på de andre.

LÆS OGSÅ: Anmeldelsen af Rick and Morty sæson 3

Jeg synes, sæson 4A er god, og glæder mig meget til at vurdere den i sin helhed. Der er nogle virkeligt velskabte afsnit imellem de fem, og de har gjort sig umage. Jeg synes bare, de kører plottene lidt for langt ud et par gange i denne halve sæson.

Instruktør: Wesley Archer m.fl.
Manuskriptforfatter: Dan Harmon, Justin Roiland m.fl.
Medvirkende: Justin Roiland, Chris Parnell, Spencer Grammer m.fl.
Antal afsnit: 5 (+ 5 i 4B)
Land: USA
Dansk premieredato: 22. december 2019 på Netflix
Dansk streamingtjeneste: Netflix + HBO Nordic

LÆS OGSÅ: 3 gode krimiserier på Viaplay

Hvad synes du om serien?


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *