For det er stærke kræfter der er samlet her, og vi har alle brug for lidt landsby-mysterier en gang i mellem. Særligt når det er så godt lavet som Sharp Objects.
Hvis du er vokset op i en lille by kender du helt sikkert følelsen. Den snigende fornemmelse af at alle ved, hvad du foretager dig. Og taler om det bag din ryg. Sådan er det også i den lille by Wind Gap i det sydlige USA, da Camille Preaker (Amy Adams med en fantastisk drævende accent) vender tilbage til sin fødeby for at skrive en artikelserie om nogle forsvundne børn. I et begyndende flashback kan man næsten mærke hvordan varmen stiger op fra asfalten og sveden triller ned af rygsøjlen. Hvilket netop er det som instruktør Jean-Marc Vallée gør så godt. Billederne er besnærende smukke, og den lille bys mange hemmeligheder gemmer sig under en langsomt krakelerende overflade, som Camille begynder at pille i. Det er dog ikke helt frivilligt hun vender tilbage til Wind Gap, og da hun endelig får taget sig sammen til at tage hele vejen til sit barndomshjem mødes hun af sin mor, Adora Crelin (Patricia Clarkson), der fra begyndelsen er fuld af bebrejdelser.
Adora er byens rige kvinde, og den storslåede sydstatsvilla bærer præg af gamle penge og en dunkel fortid, der lurer i overfladen. Adora vil fremstå perfekt, og har svært ved at rumme byens krise, sin datter og alle sine tårnhøje forventninger til omverdenen. Hun styrer mennesker omkring sig med ord og blikke, der kan lave brændemærker på sjælen. Handlingen er i sin grundform meget klassisk, men personerne og deres hemmeligheder hiver dig med ind i en spændende fortælling, man bare gerne vil se mere af.
Preaker er tydeligvis en plaget sjæl. Ligesom vi har set det før i adskillige serier med en udbrændt kriminaldetektiv i hovedrollen, er Camille plaget af blandt andet alkoholisme. Flaskerne larmer afslørende, da hun pakker sin gamle bil sammen for at køre mod Wind Gap og en fortid hun ikke rigtig har lyst til at tænke alt for meget på. Sådan er det med mange personer i serien her. Du får ikke serveret alt på et sølvfad, men må selv stykke meget af det sammen.
Normalt er jeg ikke verdens største krimifan, og der skal som regel være mere end et mordmysterie til at fange min opmærksomhed. Heldigvis er det ikke mord, men mennesker der er fokus for serien. Mennesker, der er blevet tromlet af livets tragedier og ikke har kunnet samle de ødelagte stykker ordentligt sammen igen. Det er næsten ikke til at bære, og jeg kan virkelig godt lide det.
Sharp Objects er svær ikke at sammenligne med Big Little Lies. Men i tilfældet her er det kun positivt. Sharp Objects er klart mere mørkt og dyster i sit udtryk, og det fungerer rigtig godt. Du skærer dig ikke kun på ting, men også de skarpe ord, der flyver mellem mennesker og særligt familiemedlemmer. Jean-Marc Vallée har sammen med showrunner Marti Noxon formået at skabe en samhørig mellem de dvælende billeder, den snigende uhygge og noget helt eminent skuespil. Der er ikke noget overnaturligt på spil, men fornemmelsen af, hvordan ens hukommelse og sind kan spille en et pus bliver flere gange på flot vis illustreret. Musikken spiller også en stor rolle og det er sikkert og vist at jeg skal finde frem til soundtracket og skamspille det resten af sommeren.
Læs også: Anmeldelse af Big Little Lies
