Anmeldelse af Space Force sæson 1

For et par uger siden anmeldte jeg de første to afsnit af serien Space Force, der kan ses på Netflix, og var i den forbindelse ret begejstret for serien. Sidenhen har jeg dog måtte konstatere, at ikke alle deler min begejstring, og det skal der selvfølgelig også være plads til. Du kan blandt andet læse en hel anden holdning til serien i anmelderen Katjas artikel: 5 serier du ikke behøver at starte på.

Jeg har nu set alle afsnittene til ende og er stadig meget begejstret for Space Force. Har du brug for en letfordøjelig, hyggelig og ikke mindst fjollet serie, så er Space Force et rigtig godt bud på en binge-værdig serie hen over sommeren.

Som nævnt i min tidligere anmeldelse af seriens første to afsnit handler serien i korte træk om, at amerikanerne vil erobre kontrollen i rummet. Til dette formål har de etableret det nye værn Space Force under (u)kyndig ledelse af general Naird (Steve Carell, The Office).

LÆS OGSÅ: Anmeldelse af Space Force afsnit 1+2

I seriens ti afsnit følger vi værnets bestræbelser på at nå kronen på værket – at amerikanerne igen kan sætte fødderne på månen. Om det lykkes at sætte fødderne på månen igen afsløres ikke i denne anmeldelse, men det kan dog afsløres, at vejen dertil har en del morsomme bump.

En politisk kommentar

Seere af Space Force vil hurtigt falde over de mange paralleller og vittigheder rettet mod nuværende amerikansk politik, hvilket dog ikke gør serien mindre sjov. Serien gør et rigtig godt arbejde med at udstille de komiske elementer i, hvordan tingene nogen gange kan virke og se ud i officielle institutioner.

Foto: Space Force/Aaron Epstein/Netflix

Dette kommer blandt andet til udtryk i en scene, hvor budgettet for Space Force skal godkendes af politikerne, og general Naird skal i den forbindelse redegøre for, hvorfor han har brugt en hulens masse skattekroner på at sende friske appelsiner ud i rummet.

Carell over for Malkovich

De bærende roller i serien spilles af henholdsvis Steve Carell og John Malkovich (The New Pope). Sidstnævnte gør det efter min mening sublimt i rollen som den bedrevidende og indebrændte forsker, der må tage kampen op mod den udadreagerende og instinktive Naird.

Dette er et klassisk komedie-setup med sådanne to typer, der spiller op mod hinanden, og serien lykkes godt med dette. Faktisk er John Malkovichs portrættering af Dr. Adrian Mallory nærmest grund nok til at se serien. Det lykkes Malkovich at skabe et billede af en meget indebrændt forsker, hvilket får Carells humor til at gå op i en højere enhed. Gennem hele serien ser vi, hvordan Dr. Mallory bliver mere og mere frustreret over tingenes tilstand, hvor våben og materiel ofte prioriteres over forskning.

LÆS OGSÅ: Anmeldelse af The New Pope

Efterhånden som handlingen udspiller sig, ser man dog, hvordan Mallory og Naird udvikler en stigende forståelse for hinanden. Og selv om de ikke er bedste venner, så får de til sidst en fælles forståelse for hinanden og deres indbyrdes interesser.

Den samlede bedømmelse

I min tidligere anmeldelse af seriens første afsnit kom jeg ind på lighederne mellem Space Force og The Office, og efter at have set serien til ende, sidder jeg stadig tilbage med samme følelse.

I modsætning til The Office er Space Force ikke en såkaldt mockumentary, men den ligefremme stil og ligheder i humoren efterlader alligevel en stemning, hvor de to serier kan minde lidt om hinanden. Tilføj dertil lidt Austin Powers-humor og en snært af NASA-jargon, og så har du opskriften på serien.

Foto Space Force/Steve Carell og Don Lake/Aaron Epstein/Netflix

På baggrund af min anmeldelse af seriens to første afsnit nævnte jeg, at jeg forventede mig meget af bi-karakteren Brad (Don Lake, NCIS), som er general Nairds assistent. Dette potentiale blev aldrig helt forløst i serien, der dog i stedet viste sig at have en endnu sjovere bi-karakter, Fuck-Tony (Ben Schwartz, Parks and Recreation), der som kommunikationsansvarlig arbejder ud fra devisen om, at al omtale er bedre end ingen omtale.

Humoren i Space Force kan til tider virke lidt plat, men er man til den slags, rammer serien virkelig plet. Samtidig er serien dejlig ukompliceret og et fint afbræk på seriehylden. Jeg kan varmt anbefale den og fastholder min bedømmelse fra tidligere på 4 ud af 6 hjerter. Lad os håbe, at der snart kommer en sæson 2, så vi kan følge kampen for ”boots on the moon”.

Fakta om Space Force

Skabere: Steve Carell og Greg Daniels
Medvirkende: Steve Carell, John Malkovich, Lisa Kudrow, Noah Emmerich m.fl.
Land: USA
Sprog: Engelsk
Antal afsnit: 10
Dansk premieredato: 29. maj 2020
Dansk streamingtjeneste: Netflix

LÆS OGSÅ: Nye serier og sæsoner på Netflix i juli

LÆS OGSÅ: Serier, vi glæder os til i resten af 2020

Hvad synes du om serien?


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *